Boris Vian

Boris Vian
Information
Pseudonym	Bison Ravi, Andy Blackshick, Xavier Clarke, S. Culape, Aimé Damour, Michel Delaroche, Joëlle Du Beausset, Gérard Dunoyer, Jules Dupont, Bison Duravi, Fanaton, Hugo Hachebuisson, Zéphirin Hanvélo, Onuphre Hirondelle, Amélie de Labmineuse, Odile Legrillon, Otto Link, Thomas Quan, Eugène Minoux, Gédéon Molle, Josèfe Pignerole, Adolphe Schmürz, Vernon Sullivan, Lydio Sincrazi, Anna Tof, Anna Tof de Raspail, Claude Varnier, Boriso Viana
Født	Boris Paul Vian 10. marts 1920 Ville-d'Avray, Frankrig
Død	23. juni 1959 (39 år) 7. arrondissement i Paris, Frankrig
Dødsmåde	Naturlige årsager
Dødsårsag	Hjerteanfald
Gravsted	cimetière de Ville d'Avray
Statsborger	Frankrig
Søskende	Alain Vian
Ægtefæller	Michelle Vian (1941-1952), Ursula Kübler (1954-1959)
Partner	Hildegard Knef
Børn	Carole Vian, Patrick Vian
Sprog	Fransk
Genre	Jazz
Beskæftigelse	Kunstmaler, prosaist, trompetist, musikkritiker, jazzmusiker, sanger, journalist, dramatiker, manuskriptforfatter, oversætter med flere
Medlem af	Collège de 'Pataphysique, Hot Club de France
Påvirket af	Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre
Instrumenter
Vokal, trompet
Kendte værker
Tête de méduse, Cantilènes en gelée, Écrits pornographiques, Le Chevalier de neige, Cinémassacre med flere
Eksterne henvisninger
Boris Vians hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Boris Vian (født 10. marts 1920, død 23. juni 1959) var en fransk ingeniør, forfatter, jazztrompetist og kunstner. Han skrev undertiden under pseudonymet Vernon Sullivan.

Hans mest kendte litterære værk er L'Écume des jours ("Dagenes skum"). Han skrev desuden dramatik og poesi. Hans mest kendte sang er anti-krigssangen Le déserteur fra 1954. Han var desuden medlem i et selskab, hvis retning var mod "patafysik", en "videnskab" skabt af Alfred Jarry, ^[1] bedst kendt for sine skuespil om Ubu roi (kong Ubu). ^[2]

I den absurde roman Dagenes skum giver Vian en typisk skildring af et foredrag holdt af "Jean-Sol Partre" (= Jean-Paul Sartre):

"Enkelte kom i ligvogn, og gendarmerne stak et langt stålspyd tværs gennem kisten og naglede dem til egeplankerne for tid og evighed, så man ikke behøvede at tage dem ud igen inden begravelsen; det var bare lidt ærgerligt for dem, der faktisk var døde, og fik ligsvøbet ødelagt. Andre hoppede ned i faldskærm fra lejede fly (og der var slagsmål på Le Bourget for at komme op i flyene). Brandvæsenet stod klar til at tage sig af dem; kraftige vandstråler fangede dem i luften og fejede dem ud over Scenen (Seinen), hvor de druknede ynkeligt. Atter andre forsøgte at komme ind via kloakken. De blev mødt med spark af jernbeslåede sko på knoerne, idet de greb om kanten af hullet for at hejse sig op, og resten besørgede rotterne. Men intet kunne holde disse besatte mennesker tilbage. Spektaklet steg til store højder, og gav genlyd i skyerne med hule drøn."

Efter krigen var Boris og hans kone Michelle med i kredsen omkring Sartre. ^[3]

• Dagenes skum (1947/74).
• Det røde græs (1950/83).
• Hjertetangen (1953/67).
• Sange i géle (1949/2001), digte.
• Efterår i Peking ([1993]).

1. ^ The Paris Review - Remembering Alfred Jarry’s Controversial “Ubu Roi”
2. ^ Ubu roi | Avant-garde, Absurdism, Satire | Britannica
3. ^ Stand By Your Man | The New Yorker

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Boris Vian