Bongsil

Bongsil ved Bongsilkanalen med pumpestation

Bongsil (dansk) eller Bongsiel (tysk) er en landsby i Nordfrisland i det vestlige Sydslesvig. I administrav henseende hører landsbyen under Okholm Kommune i Nordfrislands kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten.

Bongsil er beliggende i den lavtliggende nordfrisiske marsk. Landsbyens spredtliggende bebyggelse samles derfor på flere højtliggende værfter (varfter) således som de nærliggende Store Gaarde og Lille Gaarde. I 1766 oprettedes her en nordsøhavn. Initiativtagere var flensborgske købmænd, som ledte efter en efterfølger for den tidligere havn i Okholm, som var destrueret af flere stormfloder. Både Okholm og Bongsil var dengang beliggende i Sønderjyllands konglige landesdele (den syd for liggende havn i Husum derimod hørte under de gottorpske besiddelser). Havnen i Bongsil var i drift i næsten 200 år. Med inddigningen af Hauke-Haien-Kog i 1959 mistede havnen i Bongsil dog sin funktion som nordsøhavn og blev erstattet af det nyanlagte havn i Slutsil. Med de store inddigningsprojekter i 1950´erne ligger landsbyen nu inde i landet.

Landsbyen ligger ved Bongsilkanalen (tidligere: Kongecanal[1]), som optager vandet fra det regulerede Soholm Å og Læk Å og som afvander Langhorn og Sterdebøl koge.

Stednavnet blev første gang nævnt i 1648. Den er sammensat af Bong og -sil. Bong er en jysk sideform til oldnordisk og gl.dansk bang og betyder støj. Efter en anden teori afledtes navnet af bunke[2]. På dansk findes også formen Bungsil. Stednavnets sidste led Sil henviser til en stor digesluse (tysk Siel sønderjysk Sil) på samme sted. En sil er en passage i et dige med det formål at afvande inddigede marskområder.

Noter

  1. ^ Jens Peter Trap: Statistisk-topographisk beskrivelse af hertugdømmet Slesvig, Band 1, Kjøöbenhavn 1864, side 212
  2. ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, side 168

Koordinater: 54°40′32.70″N 8°48′32.15″Ø / 54.6757500°N 8.8089306°Ø / 54.6757500; 8.8089306

Medier brugt på denne side

Bongsiel.JPG
Forfatter/Opretter: Vanellus, Licens: CC BY-SA 3.0
Bongsiel, Ockholm, Schleswig-Holstein, with restaurant and pumping station