Boeing F/A-18E/F Super Hornet
| Boeing F/A-18 Super Hornet | |
|---|---|
 En F/A-18F Super Hornet fra US Navy | |
| Beskrivelse | |
| Type | Kampfly |
| Besætning | 1 eller 2 |
| Jomfruflyvning | 29. november 1995 |
| Udgaver | F/A-18E Super Hornet F/A-18F Super Hornet EA-18G Growler |
| Brugere |  United States Navy Australien |
| Krige | Operation Enduring Freedom Irakkrigen |
| Dimensioner | |
| Specifikationerne gælder for | F/A-18E |
| Længde | 18,31 m |
| Spændvidde | 13,62 m |
| Højde | 4,88 m |
| Vingeareal | 46,45 m² |
| Tomvægt | 13.900 kg |
| Lasteevne | 8.050 kg |
| Maksimal startvægt | 29.937 kg (66.000 lbs) |
| Motor | 2× General Electric F414-GE-400 |
| Motorydelse | 2× 98 kN (22.000 lbs) med efterbrænder |
| Tophastighed | Mach 1,8 |
| Ydeevne | |
| Rækkevidde | 2.346 km, uden droptanke |
| Tophøjde | 15.240 m (50.000 fod) |
| Stigeevne | 254 m/sek |
Boeing F/A-18E/F Super Hornet ((engelsk): overhveps) er et amerikansk 4,5. generations jetkampfly, der findes i to versioner: F/A-18E med et enkelt sæde og F/A-18F med to sæder.[1]
Super Hornet fløj første gang i 1995 og blev sat i produktion i 1997 efter at Boeing overtog McDonnell Douglas i juli samme år. Flyet har afløst Grumman F-14 Tomcat som den amerikanske flådes luftoverlegenhedsjager. Det kan benyttes fra land såvel som fra hangarskibe[1] og på dets første togt i 2002 blev det for første gang anvendt i kamp.[2]
Super Hornet anvendes også af det australske luftvåben (RAAF),[2] der har bestilt 24 tosædede fly til at erstatte F-111. Boeing deltog med Super Hornet i konkurrencen om at levere nye kampfly til Flyvevåbnet, som startede i 2008 [3] Super Hornet blev ikke valgt.
Tekniske specifikationer
Super Hornet er en moderne, teknisk mere avanceret videreudvikling af tidligere Hornet-versioner. Flyet har blandt andet længere vinger og et 86 cm længere flyskrog samt 33 % kraftigere motorer og 33 % større brændstoftanke. Det gør flyet i stand til at flyve hurtigere og længere samt bære mere udstyr end de forrige versioner. De synlige forandringer er at luftindtagene er firkantede, modsat Hornets runde, og de forstørrede LEX'er (Leading Edge eXtension) foran vingeroden.
Super Hornet er udstyret med 11 våbenstationer. Det har en indbygget 20 mm gatlingkanon og kan bære luft til luft-missiler samt våben mod jordmål. Flyet kan bære ekstra brændstof i op til fem eksterne droptanke og kan fungere som tankfly. Super Hornet produceres nu i den videreudviklede Block Two konfiguration med opgraderede radar og sensorfunktioner blandt andet den avancerede AESA-radar.[1]
Anvendelsesmuligheder
- Daglige/natlige angreb med præcisionsvåben
- Luftduel
- Eskortejager
- Close air support (CAS)
- Undertrykkelse af fjendtligt luftforsvar (SEAD) (primært EA-18G Growler)
- Angreb mod sømål
- Rekognoscering
- Forward air control (FAC)
- Lufttankning
Se også
- F/A-18 Hornet
- EA-18G Growler
Referencer
- ^ a b c Boeing F/A-18 E/F Super Hornet (engelsk) hentet d. 26. april 2011
- ^ a b F/A-18 E/F overview (.pdf) (engelsk) hentet d. 26. april 2011
- ^ Valget af nyt kampfly starter igen Arkiveret 14. august 2014 hos Wayback Machine Forsvarsministeriet 13-03-2013
Medier brugt på denne side
A US Navy (USN) F/A-18F Super Hornet, Strike Fighter Squadron 41 (VFA-41), Black Aces, Naval Air Station (NAS) Lemoore, California (CA), conducts a mission over the Persian Gulf. The Hornet is armed with an AIM-9 Sidewinder missile on the wingtip and an AGM-65 Maverick missile on the pylon. Tucked under the intake is an AN/ASQ-228 ATFLIR (Advanced Targeting Forward Looking InfraRed) pod. Also under the fuselage, a 370-gallon External Fuel Tank. The VFA-41 is currently embarked aboard the USN Aircraft Carrier USS NIMITZ (CVN 68). The Nimitz Carrier Strike Group (CSG) is currently on a regularly scheduled deployment in support of the Global War on Terrorism (GWOT).