Blue (Joni Mitchell-album)
- For alternative betydninger, se Blue. (Se også artikler, som begynder med Blue)
Blue | ||
---|---|---|
Studiealbum af Joni Mitchell | ||
Indspillet | Marts 1971[1] | |
Udgivet | Juni 1971 | |
Genre | Folkrock | |
Længde | 35:41 | |
Spor | 10 spor | |
Sprog | Engelsk | |
Udgiver | Reprise | |
Producer | Joni Mitchell | |
Joni Mitchell-kronologi | ||
| ||
Singler fra Blue | ||
|
Blue er Joni Mitchells fjerde album fra 1971 og er det af hendes album, der har opnået størst anerkendelse, især på nogle årtiers afstand, hvor det ofte optræder højt på lister over verdens bedste album.
Baggrund
Baggrunden for albummet var, at Joni Mitchell efter den store succes, som de første udgivelser havde opnået, trængte til en pause.[2] Hun rejste derfor en tur rundt i Europa, og på denne rejse skrev hun en del sange, hvoraf mange blev inkluderet på Blue. Titlen på albummet er ikke tilfældigt, idet flere af sangene har en sørgmodig tone; hun har selv udtalt, at hendes forsvarsmekanismer var helt nedbrudt på indspilningstidspunktet.[3]
Musikalsk er albummet en videreførelse af Mitchells nøgne folkrockprægede udtryk, som det kendes fra de første album. Som på de øvrige album er hun næsten alene om at spille på henholdsvis piano, guitar og som noget specielt dulcimer på "A Case of You". Men på et par af numrene optræder også blandt andet James Taylor på guitar, Stephen Stills på bas og guitar, Russ Kunkel på trommer samt Sneaky Pete Kleinow på pedal steel guitar.
Sangmæssigt er Mitchell på albummet gået lidt væk fra den skønsang, hun havde udfoldet på de første album. Her er hun mere reciterende, en stil, hun kan have adopteret fra sangeren Laura Allen, som hun havde mødt i forbindelse med en spontant forsamling af en række kvindelige kunstnere i Mitchells hjem i Laurel Canyon.[4]
Sange
Side 1
| Side 2
|
Cover
For første gang udsendte Joni Mitchell et album, hvor hun ikke havde skabt coveret. Det er designet af Gary Burden, en af naboerne fra Laurel Canyon,[1] og han skabte på basis af et fotonærbillede af hendes ansigt coveret i en jazz-agtig stil, holdt i blåt og hvidt, hvilket også understøtter albummets titel.
Modtagelse og hædersbevisninger
Albummet var en pæn kommerciel succes i samtiden, hvor den nåede tredjepladsen på hitlisten i England samt 15.-pladsen i USA. Samtidig blev albummet pænt modtaget af anmelderne, men højest blev albummet berømmet af en række af samtidens øvrige musikalske stjerner. Kris Kristofferson var vild med Mitchell og forbløffet over albummets hudløshed og advarede hende mod at lægge hele sit indre frem i sin musik.[1]
Albummets renommé er gennem året vokset, hvilket kommer til udtryk i dets gentagne pæne placeringer på en række lister med verdens bedste album. Således er det nummer 30 på Rolling Stones "500 Greatest Albums of All Time" fra 2003[15] og med på Time Magazines "All-Time 100 Albums".[16]
Andre kunstneres fortolkninger
Flere af numrene fra albummet er indspillet af andre kunstnere. Nogle år senere i 1970'erne indspillede den skotske rockgruppe Nazareth "This Flight Tonight" i en meget hård rocket udgave. Fortolkninger af "Carey" er blandt andet udgivet af Cyndi Lauper og Kiki Dee, mens "A Case of You" blandt andet er lavet af Prince, Tori Amos og k.d. lang. "River" er også indspillet af blandt andet k.d. lang og Tori Amos samt James Taylor, Barry Manilow og Sixpence None the Richer.
Albummet i andre medier
I filmen The Kids Are All Right fra 2010 ser man albummet i en scene, hvor de fem hovedpersoner spiser middag sammen. Nic (Annette Bening) opdager albummet i Pauls (Mark Ruffalo) samling og priser under den efterfølgende middag hans musiksmag, idet hun bemærker, at det ikke er ret mange heteroseksuelle mænd, der kan lide Joni Mitchell. Det fremgår, at Nics datter er opkaldt efter Joni Mitchell, og scenen kulminerer med, at Nic synger en længere passage af "All I Want" med Paul som andenstemme.[17]
I Almost Famous fra 2000 ser man albummets cover kortvarigt i en scene, mens man senere i filmen i baggrunden hører Mitchells fortolkning af "River".[18] I afsnittet "Tis the Season" af tv-serien Ally (fjerde sæson, afsnit seks) spiller og synger figuren Larry Paul (Robert Downey Jr.) et stykke af "River".[19]
Noter
- ^ a b c Weller, pp. 328-332
- ^ Weller, p. 299
- ^ Weller, p. 329
- ^ Weller, pp. 303-304
- ^ Weller, p. 313
- ^ Weller, pp. 286-287
- ^ Weller, p. 297
- ^ Weller, pp. 496-498
- ^ Weller, pp. 299-302
- ^ "Blue". jonimitchell.com. Hentet 2014-06-02.
- ^ Weller, pp. 302, 303
- ^ Weller, pp. 313-314
- ^ "River". jonimitchell.com. Hentet 2014-06-02.
- ^ Weller, p. 241
- ^ "500 Greatest Albums of All Time". www.rollingstone.com. 2003-11-18. Arkiveret fra originalen 17. april 2010. Hentet 23. januar 2009.
- ^ "All-Time 100 Albums". www.time.com. 2006-11-13. Arkiveret fra originalen 9. november 2007. Hentet 23. januar 2009.
- ^ "Cultural References in Films: The Kids Are All Right". jonimitchell.com. Hentet 2011-11-22.
- ^ "Cultural References in Films: Almost Famous". jonimitchell.com. Hentet 2011-11-22.
- ^ "Cultural References on TV: Ally McBeal". jonimitchell.com. Hentet 2011-11-22.
Litteratur
- Weller, Sheila (2008). Girls Like Us. Atria Books. ISBN 978-0-7434-9147-1.
|