Blæretang

Blæretang
Fucus vesiculosus Wales.jpg
Videnskabelig klassifikation
DomæneEukaryota
RigeChromista
RækkeOchrophyta
KlassePhaeophyceae
(Brunalger)
OrdenFucales
(Brunalge-ordenen)
FamilieFucaceae
(Brunalge-familien)
SlægtFucus (Blæretang)
ArtF. vesiculosus
Videnskabeligt artsnavn
Fucus vesiculosus
Linnaeus, 1753
Hjælp til læsning af taksobokse

Blæretang (Fucus vesiculosus) er en brunalge med et 20-70 centimeter langt løv, der har flade, gaffeldelte flige. Den er kendetegnet ved sine parvist stillede luftfyldte flydeblærer. Blæretang er almindelig ved alle danske kyster, hvor den ofte vokser på så lavt vand, at den bliver tørlagt ved lavvande.[1]

Forekomst

Blæretangen vokser på sten og muslingeskaller, hvortil den er fæstet med en flad hæfteskive. Den ses ofte i et bredt bælte langs kysten, både i saltvand og brakvand, men findes sjældent på større dybder end 4-5 meter. Brændingen må heller ikke være for voldsom.[2]

Flydeevne

Tangen holder sig oppe i vandet ved hjælp af luftblærer, der sidder parvis fire-fem centimeter fra spidsen af løvet. Disse luftblærer kan dog undertiden mangle.

Anvendelse

I gamle dage brugte man blæretangen til at helbrede sygdomme i tarme og i mave.

Blæretang kan også spises, fortrinsvis de yderste skudspidser (10-15 centimeter). Kogetiden afhænger af alder – fra 20 til 45 minutter. Blæretang smager godt kogt med presset citron, stuvet eller i supper og sammenkogte retter.

Fisk har gavn af blæretang, idet de finder føde, lægger æg og skjuler sig i tangen. Posthornsormen "bor" på blæretangen.

Kilder og eksterne henvisninger

  1. ^ Christiansen, M. Skytte. Flora i farver 2. Sporeplanter, 1978, Politikens Forlag, ISBN 87-567-2967-7. Side 241.
  2. ^ Mandahl-Barth, Skytte Christiansen, Østergaard. Hvad finder jeg på stranden. Side 133. Politikens Forlag. 12. udgave 1986. {{ISBN|87-567-4122-7}}.

Medier brugt på denne side