Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Martinus Bjørnson Norsk litteratur 19. århundrede
Personlig information
Født	Bjørnstjerne Martinius Bjørnson 8. december 1832(1832-12-08) Kvikne, Norge
Død	26. april 1910 (77 år) Paris, Frankrig
Gravsted	Vår Frelsers gravlund
Nationalitet	Norsk
Far	Peder Bjørnson
Mor	Inger Elise Nordraach
Ægtefælle	Karoline Bjørnson (fra 1858)
Børn	Erling Bjørnson, Anders Underdal, Bergliot Ibsen, Einar Bjørnson, Dagny Bjørnson Sautreau, Bjørn Bjørnson
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Universitetet i Oslo
Beskæftigelse	Prosaist, journalist, dramatiker, skribent, digter, politiker
Arbejdssted	Bergen, Paris
Kendte værker	Ja, vi elsker dette landet
Genre	noveller,digte,teater, etc.
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Nobelprisen i litteratur (1903)
Nobelpris	Litteratur 1903
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Bjørnstjerne Martinus Bjørnson (født 8. december 1832 i Tynset, død 26. april 1910 i Paris) var en norsk forfatter. Sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland udgjorde han "de fire store" i norsk litteratur i årtierne op til århundredskiftet. Hans datter Bergliot giftede sig med Ibsens søn Sigurd Ibsen. Som samfundsdebattant var Bjørnson blandt de første nordiske forfattere, som svarede på Georg Brandes' opfordring til en litteratur med fokus på samtidens sociale problemer. I 1903 fik han Nobelprisen i litteratur.^[1]

Liv og virke

Bjørnson var præstesøn og begyndte i skole i Molde i 1844, hvor han snart udviklede et stærkt socialt engagement. I kølvandet af revolutionerne i 1848 skrev han som 16-årig sin første artikel, "Frihedens Tale til Moldenserne".^[2] Han forblev en central deltager i den norske samfundsdebat; internationalt støttede han Emile Zola og hans forsvar for den jødisk-franske officer Alfred Dreyfus, der i 1894 blev fængslet for landsforræderi. Bjørnson tjente godt på sin journalistvirksomhed og brugte det meste på ejendommen Aulestad^[3] og sine fem levende børn (et barn døde kort efter fødsel). Bjørnson var til stede ved Nationaltheatrets åbning i 1899 med sønnen Bjørn Bjørnson som første teaterchef; og han fik glæden af at iscenesætte sine to Over Ævne-skuespil.^[4]

H.C. Andersen var en god ven; de hyldede hinanden i digte.^[5] Bjørnson satte venskab højt og efterlod sig henved 30.000 breve. Til den danske kritiker Clemens Petersen skrev han i 1865: "Tak, du er mit halve Liv!" Da Petersen i 1869 blev nødt til at rømme Danmark efter beskyldninger om pæderasti, slog Bjørnson ikke hånden af ham. I artiklen "Synd og sygdom" i Dagbladet i 1891 tog Bjørnson uforfærdet til orde for, at homoseksualitet er medfødt og derfor ikke kan straffes.^[6]

I En Hanske sætter han ligheden mellem kønnene under debat.

I dag huskes Bjørnson for teksten til Norges nationalsang Ja, vi elsker dette landet og anden lyrik, for sine fortællinger om norske bønder som Arne og Synnøve Solbakken, for sine samtidsdramaer som En fallit og for historiske skuespil som Sigurd Slembe.

Efter sin død i Paris blev Bjørnson sendt hjem til begravelse i Norge. Kisten ankom tll København med tog og med skib videre fra Toldboden.^[7]

Bibliografi

Noter

Samleudgaver

• Samlede verker, 11 bd. (Folkeudgave) 1900, 5 bd. (Mindeutgave) ²1910–1911, 10 bd. ³1914, 9 bd. ⁴1919–1920, 9 bd. ⁵1927, 13 bd. (Hundreårsutgave) ⁶1932, 5 bd. ⁷1941, 5 bd. ⁸1953, 5 bd. ⁹1960, 5 bd. ¹⁰1975, 1982, 4 bd. ¹¹1995.

Eksterne henvisninger

• Bjørnstjerne Bjørnson på gravsted.dk

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Bjørnstjerne Bjørnson
• Samlede værker, 5 bd, 1910-1911, digitalisert ved Projekt Runeberg
• Bjørnstjerne Bjørnson på Nobelprize.org (engelsk)