Birk (retskreds)

For alternative betydninger, se Birk (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Birk)

Birk var oprindeligt betegnelsen for en mindre retskreds adskilt fra et herred. Der fandtes både kongelige, kirkelige (gejstlige) og adelige birker. De kirkelige forsvandt ved reformationen (1536). Ordet birk tilsvarer det tyske Bezirk (= område).

Efter enevældens indførelse i 1660 tiltog antallet af birker vældigt, fordi der med oprettelsen af adelige lensgodser fulgte birkeret, dvs. lensmanden fik jurisdiktionsmyndigheden på godsets område. Dog måtte han ikke selv være dommer, men det var ham, der ansatte og aflønnede både birkedommer og birkeskriver (notar), så han har nok haft afgørende indflydelse på sagsforløbene.

Der kunne dog appelleres til landsoverretten. I Jylland blev appelsagerne afgjort af landsdommerne før 1805 og af Landsoverretten for Nørrejylland efter 1805.

De fleste birker blev afskaffet med Landboreformerne, men enkelte fortsatte deres virksomhed langt ind i 1800-tallet.

Birkerne i denne form forsvandt ved Grundloven af 1849.

Etymologi

Tidligere mente man "birk" måtte anses som et låneord fra middelnederlandsk eller muligvis fra frisisk med betydningen "jurisdiktion" eller "retskreds"; ordet måtte under alle omstændigheder meget tidligt have fået indpas i Norden, hvor det foruden "særlig fra herredet udskilt retskreds" tillige kom til at betegne en handelsplads^[1] eller et købsted, ^[2] muligvis fordi det forventeligt hørte med til et sådant sted at det også dannede en særskilt retskreds. Ifølge Henrik Lerdam betones at etymologi ikke lader sig bruge til sikkert at forklare begrebets oprindelse, og at ordet kendes i hele Skandinavien men ikke i det nordtyske område, samt at de tidlige skandinaviske birkeretter - dvs. i Norge og Sverige - forekommer i forbindelse med handelssteder. ^[3] I parentes bemærket må det siges at Henrik Lerdam sammesteds også noterer de latinsk-danske sammenstillinger len (exactio), herred (provincia), landsdel (terra). I andre sammenhænge er det dog bekendt at 'exactio' refererer til ledingsbøden eller kværsædet, måske kongerigets ældste skatteafgift. ^[4]

Historie

Birkernes oprindelse kendes i relation til stormandens hævd over sine gårde og markandele, og de tvister der måtte fremkomme ved den almindelige drift.^[5] I kontrast til herredstinget udøvedes birkeretten mere lokalt. I skandinavisk sammenhæng kendes birket allerede i Nidaros (nu Trondheim), Norge fra omkring 1020 - der måske kan stamme tilbage til byens grundlæggelse i 997 - og med lignende spekulation er den ældste svenske birkeret relateret til Stockholms grundlæggelse omkring 1250. I den danske retshistorie forstås ligevel den ældste birkeret i Danmark var tilknyttet købsteder, men synspunktet betvivles af Henrik Lerdam, forsåvidt der forekommer både birkeret med og uden tilknytning til byer samt særskilte stadsretter.^[3] Birker omtales ikke i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, men det kan konstateres, at mange senere birker vedrører områder, der her er angivet som krongods. Det ældste kendte privilegium der rimeligt kan relateres til konceptet, er Christoffer 1.s stadfæstelse i 1258 af sædvaner og rettigheder for bønderne i Herrested Sogn på Fyn givet af hans fader.^[6]

Middelalderen

Henrik Lerdam beskriver det tidlige birk som "et særligt retsområde med visse fra landsloven afvigende retsregler".^[5] De typisk landligt beliggende birke-retsområder ("landbirker") falder så i tre klasser: ^[7]

1. de kongelige birker,
2. de gejstlige birker, og
3. de adelige birker.

Både de gejstlige og de adelige birker hvilede i almindelighed på kongelige privilegier; for de gejstliges vedkommende er hjemlen dog ingenlunde altid klar, undertiden har man vist nok på egen hånd udvidet den retsudøvelse, som kirken udøvede over gejstligheden, til også at omfatte fæstere på kirkegodset. Privilegierne gik i øvrigt ud på, at vedkommende godsejer måtte have et birk på sit gods (hvad, der skulle henhøre under birket, angaves altid nærmere), og at der inden for dette birk måtte holdes et særligt birketing, for hvilket birkets beboere skulle svare. Den birkeberettigede kunne ikke selv dømme på birketinget, men havde ret til at beskikke dommeren (birkefogeden).

Kongelige birker

Kongelige kaldtes de birker, der blev oprettet på krongodset, enten i Kronens egen interesse for at have et bekvemt liggende ting, hvor Kronens fæstere kunne sagsøges, eller på grund af det pågældende områdes afsides beliggenhed og den deraf flydende retsløshed. I slutningen af middelalderen var antallet af kongelige birker vist nok ret stort, ifølge en opgørelse mellem 176-205.^[8]

Gejstlige birker

En form for samlet verdslig retshævd for biskoppernes, kapitlernes og klostrenes godser, kendes i hvert fald siden 13. århundrede og blev også med tiden ret talrige. Det tidligste kendte gejstligt tilstilede privilegium - der også afspejler den senere birkerets hensigt - er Erik Glippings privilegier til Ø Kloster fra 1272. I 1313 gav hertug Erik privilegier til Løgumkloster, bekræftede af hertug Valdemar i 1334. I 1327 gav bispen i Århus birkeprivilegier til "Vor kloster".^[9][10]

Adelige birker

De adelige godser bestod endnu som regel af strøgods og kunne derfor ikke oprettes til birk. Det ældste adelige birk var Kristrup, hvis birkeret blev stadfæstet af Christoffer 2. i 1320. Det er sigende, at der er tale om tidligere krongods og antagelig om et tidligere kongeligt birk.^[11] Først under Christian 1. (1448-1481) begynder adelige birker for alvor at dukke op,^[12] og et større antal adelige birker oprettedes under Christian 3. (1534-1559) og Frederik 2. (1559-1588) dels som tidligere gejstlige birker, dels tidligere kongelige birker men dog overvejende som helt nye birker.^[11] Fremkomsten af de sidstnævnte skal formentlig ses i lyset af, at det først var fra denne tid, at man begyndte at arrondere godserne, det vil sige samle fæstegårdene omkring hovedgården.^[13] Blandt de ældste adelige birker kan nævnes (Bjørnholm (birkeret 1459), Stensballegård 1474, Estrup 1469) og Clausholm.^[12]

Moderne tid

Efter reformationen gik de gejstlige birker over til Kronen (sammen med godset) og blev, for så vidt de ikke nedlagdes, omdannede til kongelige birker. Der oprettedes desuden adskillige nye adelige birker, undertiden i forbindelse med, at krongods, der havde dannet birker, ved mageskifte eller på anden måde overdroges til adelige. Dog var det stadig meget langt fra, at alle adelige godsejere havde birkeret; i tiden nærmest før 1660 var dette måske kun tilfældet med noget over 50. Det samtidige antal af kongelige birker kendes ikke sikkert, men det var formentligt ret stort.

Under enevælden

For at forbedre embedsmændenes lønningsforhold, begyndte man imidlertid kort efter 1660 at sammenlægge herrederne til større retsenheder, og samtidig nedlagdes de fleste af de kongelige birker, idet disse forenedes med de herreder, inden for hvis område, de lå. Nogle vedblev dog at bestå, således Amager, Sorø, Hammershus, Fejø, Fanø, Læsø og andre, eller forvandledes ved krongodssalg til private birker, hvorved enkelte af de ved sammenlægning af herreder og birker fremkomne nye retsområder selv fik navn af birk. Under Frederik 4. oprettedes der dernæst kongelige birker på samtlige rytterregimentsdistrikter, hvorved flere herreder helt opslugtes, men af disse forsvandt en del atter ved ryttergodsets senere salg. Enkelte blev dog bestående og har eksisteret op i det 20. århundrede, således Københavns birk (senere delt i Nordre, Søndre og Frederiksberg birk), Frederiksborg birk, Kronborg birk (senere delt i Østre og Vestre Kronborg birk), Antvorskov birk, Vordingborg birk (senere delt i Nordre og Søndre birk) og andre.

De fra ældre tid stammende adelige birker opretholdtes ved adelens privilegier af 24. juni 1661 § 22, og få år efter blev der ved privilegier for greverne og friherrerne af 25. maj 1671 tillagt alle lensbesiddere birkeret. Da retten til at eje jordegods imidlertid ikke længere var forbeholdt adelen, og der således var mulighed for, at birkeret ved overdragelse kunne komme i hænderne på borgerlige, blev det ved Danske Lov 5-3-20 og 21 udtrykkelig bestemt, at sådan ret, bortset fra særligt privilegium, kun kunne udøves af adelige eller med adelen lige privilegerede, idet vedkommende skulle være i besiddelse af en komplet sædegaard. Disse bestemmelser medførte vist nok, at enkelte af de ældre birker forsvandt, men på den anden side gav ikke blot oprettelsen af len, men også det store krongodssalg anledning til fremkomsten af ny adelige birker. Disses antal må således antages at være blevet stærkt forøget i slutningen af det 17. århundrede, og også i det 18. århundrede var det længe jævnt stigende, så at det til tider nåede op omkring 120. Sidst i århundredet indtrådte der imidlertid et omslag. Både på grund af de forpligtelser, som birkeretten medførte for birkeretsindehaveren, og som med tiden blev byrdefuldere, og fordi det begyndende bortsalg af fæstegodset formindskede interessen i birkernes opretholdelse, foretrak nu mange godsejere frivilligt at opgive deres ret, og samtidig begyndte de uheldige sider ved birkeretten stærkere at tildrage sig lovgivningens opmærksomhed og førte efterhånden indskrænkninger i den.

Nyere moderne tid (1800-tallet)

Efter, at der allerede tidligere var gjort tilløb i denne retning, blev det således ved Forordningen af 3. Juni 1809 bestemt, at birkeret ikke blot ikke for fremtiden kunne ventes tilstået ved noget nyt benådningsbrev, men den skulle, selv hvor den bestod, kun bevares for den daværende indehaver, og hvis han var adelig, for hans ægte (agnatiske) arvinger, hvorimod den aldrig skulle nedarves på arvinger i sidelinjen og aldrig medfølge ved overdragelsen af et gods. Trods disse bestemmelser og de ikke få frivillige opgivelser fandtes der endnu 1848 40 adelige birker, og først Grundloven af 1849 § 97 bragte helt den private birkeret til ophør, idet den delte skæbne med andre adelige forrettigheder. At birkeretten gik tabt, betød nu vel i og for sig ikke andet, end at birket fra et adeligt omdannedes til et kongeligt birk, men som oftest blev følgen dog selve birkets nedlæggelse, om ikke straks, så ved de daværende embedsmænds afgang. Enkelte af de tidligere adelige birker blev dog opretholdte, men de indtog nu lige så lidt som andre kongelige birker nogen særstilling, men kunne i alle henseender jævnstilles med herrederne. I løbet af det 20. århundrede forsvandt birk som retsbegreb og erstattede af retskredse^[14].

Danske birk med eksistensår

Ifølge Statens Arkivers arkivalieinformationssystem.

Noter

Litteratur

• Molbech, Christian (1859), "Kiøbstad, eller Kiøbsted", A-L, Dansk Ordbog, vol. 1, København: Gyldendalske Boghandel, hentet 23. august 2021 (side 688 i pdf-filen)
• Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed; Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Danmarks Historie; København 1971; ISBN 87-7500-700-2
• Grethe Ilsøe: "Tingbøger i Landsarkivet for Sjælland før år 1700" (Fortid og Nutid, bind XXIV, s. 700-709)
• Henrik Lerdam: "Birkeret og birkepatroner i dansk senmiddelalder" (i: Agnes S. Arnórsdóttir, Per Ingesman, Bjørn Poulsen (red.): Konge, kirke og samfund. De to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder; Aarhus Universitetsforlag 2007; ISBN 87-7934-216-7; s. 271-299)
• Axel H. Pedersen: Birketing i Gl. Københavns Amt 1521-1965; Juristforbundets Forlag, København 1968
• "Bjärköarätt" i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder (KLNM), bind 1; Rosenkilde og Bagger; sp. 655-661

Eksterne henvisninger

• Henrik Lerdam : Birk, lov og ret: Birkerettens historie i Danmark indtil 1600
• C. Molbech: "Et nyt Bidrag til Birkerettens Historie i Danmark" (Historisk Tidsskrift, Bd. 1, rk. 4; 1843)
• Fortegnelse over retsbetjente og magistratspersoner samt birke- by- og herredsskrivere i Jylland 1660-1847.^[1]
• Retsbetjente i Jylland 1848-1919.^[1]
• www.daisy.sa.dk – Daisy – Statens Arkivers arkivalieinformationssystem
• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 3 (1905), sp. 460; opslag: Birk
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2 udgave, bind 3, s. 270f, opslag: birk

1. ^ ^{a b} Landsarkivet for Nørrejylland, læsesalen