Bindestue

Bindestue (også strikkestue) var i gamle dage betegnelsen for den skik at samles i en stue for at strikke i fællesskab.

I Bindeegnene bestod den skik, som gik af brug i slutningen af 1800-tallet, at flere familier eller rettere ugifte individer af flere huse samledes om vinteraftener på eet sted, 10, 12 og flere i tallet, til såkaldte bindestuer.

De tog alle sæde omkring et bord. Af enhvers uldnøgle udmåltes nu lige mange favne, alt i forhold til tiden, de forud havde bestemt at være samlede; garnet blev lagt (i en "rinkning") på bordet, men enderne kastedes over en krog, som binderne havde fastsyet oven for det venstre armhul (eller en krog i loftet).

Ved skinnet af en lampe, som hang fra loftet midt over bordet, og under eventyr og sang af de mest begavede eller under samtaler om dagens og egnens begivenheder bandt (dvs strikkede) man nu ivrig helt til midnat og nogle gange længere.

Bindestuen har haft betydning ved i lange tider at bevare erindringen om gamle sagn, sange m. m. De er forevigede ved Steen Steensen Blichers berømte novelle E Bindstouw fra 1842.

Litteratur

  • St. St. Blicher, Viborg Amt, København 1839, s. 157.
  • Evald Tang Kristensen, Jyske Folkeminder, I, København 1871, s. V ff.
  • H. F. Feilberg, Dansk Bondeliv, København 1889, s. III ff.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.