Bertill Nordahl
Bertill Nordahl (født 11. juli 1951 i Brønshøj) er en dansk forfatter, der bor i Gilleleje sammen med sin kone Lene Hein. Han havde sin barndom og ungdom i Helsingør og Vejgaard, Aalborg, og var 800 meter løber i atletikklubben AIK, Vejgaard fra 1964-1972, hvor han satte adskillige danske ungdomsrekorder, vandt sin klasse ved 'Hafniaden' 1967 og kom på ungdomslandsholdet i atletik.
Han er uddannet lærer fra Esbjerg Seminarium (1971-75) og virkede som lærer i folkeskolen fra 1975-1990. Siden da har han levet som forfatter, foredragsholder og forlægger. Bertill Nordahl er kendt for at skrive og tale om kønnets betydning i et menneskets liv og har de sidste 35 år været meget aktiv i kønsrolle- og ligestillingsdebatten i Danmark, Norge og Sverige, hvor han især har skrevet og talt om mandens situation. Han har skrevet børnebøger, ungdomsbøger og bøger for voksne. Romaner og digte. Debatbøger og rejsebøger og havebøger.
Uddannelse mv.
Bertill Nordahl tog realeksamen, Vejgaard Østre Skole, 1968; Studentereksamen på Aalborg Studenterkursus, 1971.
Han er uddannet lærer fra Esbjerg Seminarium, 1971-75, og virkede som lærer i folkeskolen fra 1975-1990 på Korsager Skole i Husum, København og Tibberupskolen i Espergærde.
Malerdebut på Meyers Galleri, Esbjerg, i 1975. Aktiv i Mandebevægelsen 1975-1982. Militærnægter 1976-77. Forfatterdebut 1978. Fuldtidsforfatter fra 1990. Forlægger, forlaget Nielsens, fra 1992. Foredragsholder, 1993-2006.
Bertill Nordahl modtog arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 1994, samt HK/Kommunals Biblioteksudvalgs kulturpris, Jytte, i 1999. Bertill Nordahl var medlem af BU-styrelsen og bestyrelsen i Dansk Forfatterforening 1995-1999.
Eksterne henvisninger
- litteratursiden.dk Arkiveret 23. april 2008 hos Wayback Machine,
- Bertill Nordahls websted Arkiveret 24. oktober 2020 hos Wayback Machine