Berregaard
Berregaard er en uddød dansk brevadelsslægt.
Historie
Justitsråd og borgmester i Thisted, Enevold Nelsen Berregaard (1653-1734) til Kølbygård blev adlet 19. august 1726 og oprettede et stamhus. Han havde sønnerne, borgmester i København, senere amtmand Christian Frederik Berregaard (1683-1750) til Kølbygård, som købte Borreby og var gift med Jytte Worm (datter af Willum Worm), samt oberstløjtnant Frederik Berregaard (4. september 1685 – 26. april 1724) til Ørslev Kloster, som med udmærkelse tjente i Den Spanske Arvefølgekrig og i Den Store Nordiske Krig, og som ægtede Marie de Lasson (1702-1747), datter af Peder Thøgersen de Lasson til Rødslet.
Frederik Berregaard til Ørslev Kloster var fader til højesteretsassessor og envoyé Frederik Berregaard (1724-1757), som døde barnløs.
Christian Frederik Berregaard til Kølbygård var fader til Villum Berregaard (1717-1769), højesteretsjustitiarius, amtmand, Hvid Ridder mm., og Else Berregaard (19. juli 1715 i Roskilde – 24. maj 1793 i Glückstadt), som var gift med konferensråd Carl Brandt til Teichhof (1696-1738).
Villum Berregaards søn, Frederik Berregaard (1751-1805) til Kølbygård og Vesløsgård, var kammerherre og ritmester, men tog afsked 1772, da han nægtede at forrette tjeneste ved sin fætter, Enevold Brandts, henrettelse. Han var gift i 1. ægteskab med Sophie Antoinette Auguste Sehested (3. april 1757 i Brudager – 21./22. februar 1787 på Kølbygård), datter af Anders Sehested (1720-1799) til stamhuset Broholm, og havde børnene:
- Anders Sehested Berregaard (17. juli 1779 på Kølbygård – 2. oktober 1815 på Frederiks Hospital), premierløjtnant, gift 1. med Charlotte Sophie Becker, 2. med Thalia Marie Motzfeldt Fremming
- Beata Antoinette Augusta Berregaard (25. september 1780 på Kølbygård – 22. november 1843 på Rosenvold), gift med Christian Jens lensgreve Rantzau (1777-1828)
- Henrik Berregaard (1783-1876), oberstløjtnant og kammerherre
- Peter Pultz Berregaard (17. februar 1784 på Kølbygård – 28. november 1835, begravet 3. dec. 1835 fra Vor Frue Kirke, København), ritmester, senere toldbetjent, gift 1. med Edel Margrethe Falkenskiold, 2. med Anna Susanne Krautler
- Frederik Michael Berregaard (1. maj 1785 på Kølbygård – 12. december 1826), gift med Adolphine Sigfriede von Oldeland
I 2. ægteskab var han gift med den første hustrus søster Ida Wilhelmine Sehested (30. juli 1766 på Broholm – 11. marts 1839 i København). Børn:
- Nielsine Petrine Jensine "Sinna" Frederikke Berregaard (11. januar 1795 i Slagelse – 20. marts 1874 i København)
Henrik Berregaard var fader til:
- Frederik Villum "Wilhelm" de Berregaard (20. maj 1819 – 9. juni 1892), skovrider og kammerjunker
- Ferdinand Henrik Berregaard (1827-1902), kammerherre og oberst og slægtens sidste mand
- Antoinette Marie Christiane de Berregaard (2. november 1834 – 22. august 1903)
Kilder
- Danmarks Adels Aarbog 1919.
- Vor Frue Kirke, Sokkelund, København. Kirkebog 1835-1853, opslag 6.
Medier brugt på denne side
Coat of arms of the Berregaard family