Bernard Hinault

Bernard Hinault
Personlig information
Fulde navn	Bernard Hinault
Kælenavne	Grævlingen
Født	14. november 1954 (67 år) Yffiniac
Land	Frankrig
Holdinformation
Nuværende hold	Har trukket sig tilbage
Disciplin	Landevejscykling
Rolle	Rytter
Ryttertype	All-rounder
Professionelle hold
År 1977 1978-1983 1984-1986 Hold Gitane-Campagnolo Renault-Elf-Gitane La Vie Claire
Store sejre
Tour de France 1978: sammenlagt vinder, 3 etaper Tour de France 1979: sammenlagt vinder, grønne pointtrøje, 7 etaper Tour de France 1980: 3 etaper Tour de France 1981: sammenlagt vinder, 5 etaper Tour de France 1982: sammenlagt vinder, 4 etaper Tour de France 1984: anden plads, 1 etape Tour de France 1985: sammenlagt vinder, 2 etaper Tour de France 1986: anden plads, prikkede trøje, 3 etaper Giro d'Italia (1980, 1982, 1985) Vuelta a España (1978, 1983) Grand Prix des Nations (1977, 1978, 1979, 1982, 1984) VM i landevejscykling (1980) Paris-Roubaix (1981) Critérium du Dauphiné Libéré (1977, 1979, 1981) Liège-Bastogne-Liège (1977, 1980) Lombardiet Rundt (1979, 1984) La Flèche Wallonne (1979, 1983) Gent-Wevelgem (1977) Amstel Gold Race (1981) Romandiet Rundt (1980) Quatre Jours de Dunkerque (1984)
Del af Portal:Cykling
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]
v d r

Bernard Hinault (født 14. november 1954 i Yffiniac, Bretagne) er en tidligere fransk cykelrytter, bedst kendt for fem sejre i Tour de France. Han er også en af kun fire cykelryttere, der har vundet alle tre Grand Tour-løb.

Hans førstepladser i Tour de France var i 1978, 1979, 1981, 1982 og 1985. Desuden blev han toer i 1984 og 1986, og han vandt 28 etaper, hvoraf 13 var enkeltstarter. De andre tre ryttere, der har opnået fem førstepladser i Tour de France er Jacques Anquetil (1964), Eddy Merckx (1974) og Miguel Indurain (1995). Hinault blev oprindeligt kaldt Le Blaireau (Grævlingen), fordi dyret er kendt for ikke så let at give slip på sit bytte. Gennem hans karriere er han blevet kendt for sin specielle personlighed: udpræget uafhængig, højtråbende, hurtig til at opfatte ting negativt og ofte hurtig med et svar på tiltale. I et interview med et fransk magasin, Vélo, sagde Hinault dog, at tilnavnet ikke havde noget at gøre med dyret. Han sagde det var de lokale cykelrytteres måde at sige "ven" eller "kammerat" på i hans ungdom – "Hvordan går det, grævling?" – og det kom til at referere til ham personligt.

Biografi

Cykelkarriere

Hinault, født i byen Yiffanic i Bretagne, startede sin professionelle cykelkarriere i 1974. I feltet mødte han og blev venner med Cyrille Guimard, der var i gang med at slutte sin karriere dels på grund af en kronisk knæskade. Guimard blev sportsdirektør for Gitane-holdet og Hinault skiftede efterfølgende til holdet. I 1976 vandt Hinault en tidlig, men opsigtsvækkende sejr i den franske semiklassiker Paris-Camembert. Under dette løb udviste han store enkeltstartsevner, og han beholdt sit snævre forspring til slut. Det år satte Guimard skub i Lucien van Impe til hans eneste sejr i Tour de France. Hinault fulgte Guimards råd om ikke at stille op i Tour de France 1977, fordi han skulle have mere erfaring. Dog havde han vist sit talent i det prestigefyldte etapeløb Dauphiné Liberé, hvor han slog mange af Tour de France 1977's favoritter, inklusiv den senere vinder, Bernard Thévenet. I det løb bør det bemærkes, at Hinault, der var i løbets førertrøje, var alene i udbrud efter et angreb på en opstigning, hvor det så ud til, at sejren skulle blive hans. Men han havde et spektakulært styrt på vejen ned – det lod han sig dog ikke mærke af, og kravlede op fra vejsiden og tilbage på cyklen, der bragte ham i mål som nummer et.

For at forberede sig til Tour de France 1978 kørte Hinault sit første Grand Tour-løb i Vuelta a España 1978. Han vandt løbet, og følte sig klar til sit første Tour de France. Før Touren vandt han det franske nationalmesterskab, og derfor kunne han køre i Tricolouren. Denne Tour skulle blive en kamp mellem ham og den store hollandske rytter Joop Zoetemelk, og Hinault kunne iklæde sig den gule førertrøje efter den sidste enkeltstart. Han blev hyldet som den næste store franske cykelrytter og vandt Touren igen i 1979. I 1980 blev han tvunget til at udgå, mens han kørte i den gule førertrøje, på grund af en knæskade. Hinault vendte dog tilbage tids nok til at vinde verdensmesterskabet i landevejscykling i Sallancherne senere det år. Det følgende år, med regnbuetrikoten på sine skuldre, vandt han Paris-Roubaix og vendte tilbage til sejren i Tour de France 1981, og igen i 1982. Han missede Touren i 1983, igen på grund af knæproblemer. Tourorganisatøren, Jacques Goddet, skrev i sin selvbiografi, L'Éguipée Belle, at Hinaults knæproblemer skyldtes at han kørte i for højt et gear. Under hans fravær fra Touren i 1983 vandt hans holdkammerat Laurent Fignon. I 1984 vandt Fignon nok engang, denne gang med Hinault som toer, mere end ti minutter efter.

Uenigheder med Guimard ledte dog til deres adskillelse, og i midt-firserne blev Hinault sat i forbindelse med den schweiziske træner Paul Koechli og La Vie Claire-holdet. Koechli introduerede meditations- og afslapningsmetoder for Hinault, og disse hjalp Hinault til nok en sejr i Touren, i 1985. Det år kørte han det meste af løbet med et blåt øje forårsaget af et styrt. Under 1985-Touren fra Hinault's løjtnant Greg LeMond under pres fra Koechli og holdlederen, der ville have ham til at støtte Hinault, og ikke prøve at køre sejren hjem til ham selv. Flere år senere sagde LeMond i et interview, at de havde løjet over for ham for at få ham til at tage en føring for Hinault på en bjergetape, der i sidste ende kostede ham flere minutter, og hans chance for samlet sejr.

Hinault deltog også i Touren i 1986, angiveligt for at kunne returnere LeMonds tjeneste fra det forrige år, og for at kunne hjælpe LeMond til at vinde sin første Tour. Hinault kørte et aggressivt løb, hvilket han insisterede på var et kneb for at få rivalerne til at bruge kræfter. Han sagde, at han var sikker på, at LeMond ville vinde, på grund af, at Hinault havde tabt tid tidligere i løbet. Om det var motivet eller ej, virkede taktikken, og Laurent Fignon og Urs Zimmermann måtte forsvare sig fra den første dag. Fignon måtte udgå fra løbet på grund af skader forårsaget af stress. På Alpe d'Huez-etapen angreb Hinault tidligt, og han fik hurtigt et langt forspring, faktisk så langt, at LeMond til sidst så sig nødsaget til at sætte efter ham. Hinault forsvarede sig med, at hans taktik var, at slide LeMonds modstandere ned ved at tvinge dem til at jage ham først, så LeMond kunne slå dem senere.

Uden for Tour de France havde Hinault også succes ved andre lejligheder, med mere end 200 sejre over hans tolv år lange professionelle karriere. I 1980 vandt ham verdensmesterskabet i Salanches, Frankrig. I de andre to Grand Tours vandt han Giro d'Italia i 1980, 1982 og 1985, og Vuelta a España i 1978 og 1983. Han blevogså nummer et i en-dags klassikere som Paris-Roubaix (1981) og Liège-Bastogne-Liège (1977, 1980). Hans sejr i 1980-udgaven af Liège-Bastogne-Liège er specielt mindeværdig, idet en snestorm hærgede det meste af løbet. Hinault gik i soloudbrud og vandt med næsten ti minutter til nærmeste forfølger.

Le Patron

Hinault bliver normalt omtalt som den sidste chef for feltet, eller "Le Patron". Han var fremtrædende i et rytterstrejke i Valence d'Agen i Tour de France 1978 for at protestere mod split-etaper, hvor rytterne skulle køre en etape om morgenen og en om eftermiddagen. Han opfordrede også til disciplin og samarbejde rytterne imellem, en enkelt gang med ordene "der vil ikke være nogen angreb i dag, for morgendagens etape vil blive svær". Han blev respekteret af rytterne, men var også frygtet af mange for sit temperament. Hvis han følte sig udfordret af en anden rytter tøvede han ikke med at bruge sin enorme styrke til at ydmyge udfordreren. Mod offentligheden vista Hinault sig ofte som arrogant, afsondret og frustrerende sky mod omtale. Da en interviewer foreslog, at han brugte mere tid på sine fans, konstaterede han, at "han kørte cykelløb for at vinde, ikke for at gøre folk tilfredse".

Pension

Efter sin tilbagetrækning i 1986 vendte Hinault tilbage til landbruget i Bretagne. Han arbejdede desuden for Tour de France-organisationen, og derfor ser man ham ofte på podiet for at lykønske vinderne. Han arbejdede også for LOOK cykler som teknisk konsulent, og hjalp blandt andet med udviklingen af LOOK's klikpedaler uden tåclips.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Bernard Hinault
• Bernard Hinaults opslag i Munzinger Sportsarchiv (tysk)
• Bernard Hinaults profil på CycleBase (engelsk)
• Bernard Hinaults profil på Cykelsiderne
• Bernard Hinaults profil på ProCyclingStats (engelsk)
• Bernard Hinaults profil hos Encyclopædia Britannica Online (engelsk)

v d r Tour de France-vindere 1903 Maurice Garin 1904 Henri Cornet 1905 Louis Trousselier 1906 René Pottier 1907, 1908 Lucien Petit-Breton 1909 François Faber 1910 Octave Lapize 1911 Gustave Garrigou 1912 Odile Defraye 1913, 1914, 1920 Philippe Thys 1919, 1922 Firmin Lambot 1921 Léon Scieur 1923 Henri Pélissier 1924, 1925 Ottavio Bottecchia 1926 Lucien Buysse 1927, 1928 Nicolas Frantz 1929 Maurice De Waele 1930, 1932 André Leducq 1931, 1934 Antonin Magne 1933 Georges Speicher 1935 Romain Maes 1936, 1939 Sylvère Maes 1937 Roger Lapébie 1938, 1948 Gino Bartali 1947 Jean Robic 1949, 1952 Fausto Coppi 1950 Ferdinand Kübler 1951 Hugo Koblet 1953–1955 Louison Bobet 1956 Roger Walkowiak 1957, 1961–1964 Jacques Anquetil 1958 Charly Gaul 1959 Federico Bahamontes 1960 Gastone Nencini 1965 Felice Gimondi 1966 Lucien Aimar 1967 Roger Pingeon 1968 Jan Janssen 1969–1972, 1974 Eddy Merckx 1973 Luis Ocaña 1975, 1977 Bernard Thévenet 1976 Lucien Van Impe 1978, 1979, 1981, 1982, 1985 Bernard Hinault 1980 Joop Zoetemelk 1983, 1984 Laurent Fignon 1986, 1989, 1990 Greg LeMond 1987 Stephen Roche 1988 Pedro Delgado 1991–1995 Miguel Indurain 1996 Bjarne Riis 1997 Jan Ullrich 1998 Marco Pantani 1999–2005 Ingen vinder 2006 Óscar Pereiro 2007, 2009 Alberto Contador 2008 Carlos Sastre 2010 Andy Schleck 2011 Cadel Evans 2012 Bradley Wiggins 2013, 2015–2017 Chris Froome 2014 Vincenzo Nibali 2018 Geraint Thomas 2019 Egan Bernal 2020, 2021 Tadej Pogačar 2022 Jonas Vingegaard

v d r Giro d'Italia-vindere 1909 Luigi Ganna 1910, 1911 Carlo Galetti 1912 Atala (cykelhold) 1913 Carlo Oriani 1914 Alfonso Calzolari 1919, 1923 Costante Girardengo 1920 Gaetano Belloni 1921, 1922, 1926 Giovanni Brunero 1924 Giuseppe Enrici 1925, 1927–1929, 1933 Alfredo Binda 1930 Luigi Marchisio 1931 Francesco Camusso 1932 Antonio Pesenti 1934 Learco Guerra 1935 Vasco Bergamaschi 1936, 1937, 1946 Gino Bartali 1938, 1939 Giovanni Valetti 1940, 1947, 1949, 1952, 1953 Fausto Coppi 1948, 1951, 1955 Fiorenzo Magni 1950 Hugo Koblet 1954 Carlo Clerici 1956, 1959 Charly Gaul 1957 Gastone Nencini 1958 Ercole Baldini 1960, 1964 Jacques Anquetil 1961 Arnaldo Pambianco 1962, 1963 Franco Balmamion 1965 Vittorio Adorni 1966 Gianni Motta 1967, 1969, 1976 Felice Gimondi 1968, 1970, 1972–1974 Eddy Merckx 1971 Gösta Pettersson 1975 Fausto Bertoglio 1977 Michel Pollentier 1978 Johan De Muynck 1979, 1983 Giuseppe Saronni 1980, 1982, 1985 Bernard Hinault 1981 Giovanni Battaglin 1984 Francesco Moser 1986 Roberto Visentini 1987 Stephen Roche 1988 Andy Hampsten 1989 Laurent Fignon 1990 Gianni Bugno 1991 Franco Chioccioli 1992, 1993 Miguel Indurain 1994 Jevgenij Berzin 1995 Tony Rominger 1996 Pavel Tonkov 1997, 1999 Ivan Gotti 1998 Marco Pantani 2000 Stefano Garzelli 2001, 2003 Gilberto Simoni 2002, 2005 Paolo Savoldelli 2004 Damiano Cunego 2006, 2010 Ivan Basso 2007 Danilo Di Luca 2008, 2015 Alberto Contador 2009 Denis Mensjov 2011 Michele Scarponi 2012 Ryder Hesjedal 2013, 2016 Vincenzo Nibali 2014 Nairo Quintana 2017 Tom Dumoulin 2018 Chris Froome 2019 Richard Carapaz 2020 Tao Geoghegan Hart 2021 Egan Bernal 2022 Jai Hindley

v d r Vuelta a España-vindere 1935, 1936 Gustaaf Deloor 1941, 1942 Julián Berrendero 1945 Delio Rodríguez 1946 Dalmacio Langarica 1947 Edward Van Dijck 1948 Bernardo Ruiz 1950 Emilio Rodríguez 1955 Jean Dotto 1956 Angelo Conterno 1957 Jesús Loroño 1958 Jean Stablinski 1959 Antonio Suárez 1960 Frans de Mulder 1961 Antonio Soler 1962 Rudi Altig 1963 Jacques Anquetil 1964 Raymond Poulidor 1965 Rolf Wolfshohl 1966 Francisco Gabica 1967 Jan Janssen 1968 Felice Gimondi 1969 Roger Pingeon 1970 Luis Ocaña 1971 Ferdi Bracke 1972, 1974 José Manuel Fuente 1973 Eddy Merckx 1975 Agustín Tamames 1976 José Pesarrodona 1977 Freddy Maertens 1978, 1983 Bernard Hinault 1979 Joop Zoetemelk 1980 Faustino Rupérez 1981 Giovanni Battaglin 1982 Marino Lejarreta 1984 Eric Caritoux 1985, 1989 Pedro Delgado 1986 Álvaro Pino 1987 Luis Herrera 1988 Seán Kelly 1990 Marco Giovannetti 1991 Melchor Mauri 1992–1994 Tony Rominger 1995 Laurent Jalabert 1996, 1997 Alex Zülle 1998 Abraham Olano 1999 Jan Ullrich 2000, 2003, 2004 Roberto Heras 2001 Ángel Casero 2002 Aitor González 2005, 2007 Denis Mensjov 2006 Aleksandr Vinokurov 2008, 2012, 2014 Alberto Contador 2009 Alejandro Valverde 2010 Vincenzo Nibali 2011 Juan José Cobo 2013 Chris Horner 2015 Fabio Aru 2016 Nairo Quintana 2017 Chris Froome 2018 Simon Yates 2019, 2020, 2021 Primož Roglič 2022 Remco Evenepoel

v d r Vindere af den prikkede bjergtrøje i Tour de France 1933 Vicente Trueba 1934 René Vietto 1935, 1937 Félicien Vervaecke 1936 Julián Berrendero 1938, 1948 Gino Bartali 1939 Sylvère Maes 1947 Pierre Brambilla 1949, 1952 Fausto Coppi 1950 Louison Bobet 1951 Raphaël Géminiani 1953 Jesús Lorono 1954, 1958-1959, 1962–1964 Federico Bahamontes 1955, 1956 Charly Gaul 1957 Gastone Nencini 1960-1961 Imerio Massignan 1965–1967 Julio Jiménez 1968 Aurelio González Puente 1969-1970 Eddy Merckx 1971-1972, 1975, 1977, 1981, 1983 Lucien Van Impe 1973 Pedro Torres 1974 Domingo Perurena 1976 Giancarlo Bellini 1978 Mariano Martínez 1979 Giovanni Battaglin 1980 Raymond Martin 1982 Bernard Vallet 1984 Robert Millar 1985, 1987 Luis Herrera 1986 Bernard Hinault 1988 Steven Rooks 1989 Gert-Jan Theunisse 1990 Thierry Claveyrolat 1991-1992 Claudio Chiappucci 1993 Tony Rominger 1994–1997, 1999, 2003-2004 Richard Virenque 1998 Christophe Rinero 2000 Santiago Botero 2001-2002 Laurent Jalabert 2005, 2006 Michael Rasmussen 2007 Mauricio Soler 2008 Bernhard Kohl 2009 Franco Pellizotti 2010 Anthony Charteau 2011 Samuel Sánchez 2012 Thomas Voeckler 2013 Nairo Quintana 2014, 2016 Rafał Majka 2015 Chris Froome 2017 Warren Barguil 2018 Julian Alaphilippe 2019 Romain Bardet 2020, 2021 Tadej Pogačar 2022 Jonas Vingegaard

v d r Vindere af den grønne pointtrøje i Tour de France 1953 Fritz Schär 1954 Ferdinand Kübler 1955–1956 Stan Ockers 1957 Jean Forestier 1958, 1960 Jean Graczyk 1959, 1961 André Darrigade 1962 Rudi Altig 1963 Rik Van Looy 1964–1965, 1967 Jan Janssen 1966 Willy Planckaert 1968 Franco Bitossi 1969, 1971–1972 Eddy Merckx 1970 Walter Godefroot 1973 Herman van Springel 1974 Patrick Sercu 1975 Rik Van Linden 1976, 1978, 1981 Freddy Maertens 1977 Jacques Esclassan 1979 Bernard Hinault 1980 Rudy Pevenage 1982–1983, 1985, 1989 Seán Kelly 1984 Frank Hoste 1986 Eric Vanderaerden 1987 Jean-Paul Van Poppel 1988 Eddy Planckaert 1990 Olaf Ludwig 1991, 1993–1994 Djamolidine Abdoujaparov 1992, 1995 Laurent Jalabert 1996–2001 Erik Zabel 2002, 2004, 2006 Robbie McEwen 2003 Baden Cooke 2005, 2009 Thor Hushovd 2007 Tom Boonen 2008 Óscar Freire 2010 Alessandro Petacchi 2011, 2021 Mark Cavendish 2012–2016, 2018–2019 Peter Sagan 2017 Michael Matthews 2020 Sam Bennett 2022 Wout van Aert

v d r Verdensmestre i landevejcykling 1927, 1930, 1932 Alfredo Binda 1928, 1929 Georges Ronsse 1931 Learco Guerra 1933 Georges Speicher 1934 Karel Kaers 1935 Jean Aerts 1936 Antonin Magne 1937 Eloi Meulenberg 1938 Marcel Kint 1946 Hans Knecht 1947 Theofiel Middelkamp 1948, 1950 Briek Schotte 1949, 1956, 1957 Rik Van Steenbergen 1951 Ferdinand Kübler 1952 Heinz Müller 1953 Fausto Coppi 1954 Louison Bobet 1955 Stan Ockers 1958 Ercole Baldini 1959 André Darrigade 1960, 1961 Rik Van Looy 1962 Jean Stablinski 1963 Benoni Beheyt 1964 Jan Janssen 1965 Tom Simpson 1966 Rudi Altig 1967, 1971, 1974 Eddy Merckx 1968 Vittorio Adorni 1969 Harm Ottenbros 1970 Jean-Pierre Monsere 1972 Marino Basso 1973 Felice Gimondi 1975 Hennie Kuiper 1976, 1981 Freddy Maertens 1977 Francesco Moser 1978 Gerrie Knetemann 1979 Jan Raas 1980 Bernard Hinault 1982 Giuseppe Saronni 1983, 1989 Greg LeMond 1984 Claude Criquielion 1985 Joop Zoetemelk 1986 Moreno Argentin 1987 Stephen Roche 1988 Maurizio Fondriest 1990 Rudy Dhaenens 1991, 1992 Gianni Bugno 1993 Lance Armstrong 1994 Luc Leblanc 1995 Abraham Olano 1996 Johan Museeuw 1997 Laurent Brochard 1998 Oscar Camenzind 1999, 2001, 2004 Óscar Freire 2000 Romāns Vainšteins 2002 Mario Cipollini 2003 Igor Astarloa 2005 Tom Boonen 2006, 2007 Paolo Bettini 2008 Alessandro Ballan 2009 Cadel Evans 2010 Thor Hushovd 2011 Mark Cavendish 2012 Philippe Gilbert 2013 Rui Costa 2014 Michał Kwiatkowski 2015, 2016, 2017 Peter Sagan 2018 Alejandro Valverde 2019 Mads Pedersen 2020, 2021 Julian Alaphilippe