Benvenuto Cellini

Benvenuto Cellini
Personlig information
Født	Benvenuto Cellini 3. november 1500(1500-11-03) Firenze, Den florentinske republik
Død	13. februar 1571 (70 år) Firenze, Storhertugdømmet Toscana
Nationalitet	Italiensk
Ægtefælle	Piera Parigi
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Accademia delle Arti del Disegno
Elev af	Lucagnolo da Jesi, Michelangelo Brandini
Beskæftigelse	Billedhugger, bygningstegner, medaljør, kunsthistoriker, selvbiograf, guldsmed, forfatter
Fagområde	Guldsmed
Arbejdssted	Pisa, Fontainebleau, Bologna, Firenze, Rom, Napoli, Siena, Lyon, Mantova, Venedig med flere
Kendte værker	Frans I's saltkar, Kunsthistorisk Museum Wien, 1543
Genre	Religiøst maleri, mytologisk maleri
Bevægelse	Manierisme
Fængslet i	Engelsborg
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Benvenuto Cellini (født 3. november 1500 i Firenze; død 13. februar 1571 samme sted) var en italiensk guldsmed, billedhugger, soldat og musiker, der også skrev en berømt selvbiografi (Vita, udgivet første gang i Napoli 1728^[1]). Han var en af de vigtigste kunstnere i manierismen.

Cellini skulle efter faderens ønske have været musiker og kom også en tid i det pavelige kapel i Rom, hvilket skaffede ham bestillinger på guldsmedearbejde fra paven. Han foretrak dog guldsmedekunsten og uddannede sig i faget hos forskellige mestre i Firenze og andre steder. Han kom hurtigt efter det håndværksmæssige, sluttede venskab med forskellige unge kunstnere, men da han var noget stridbar, kom han til at føre en omflakkende og ofte dramatisk tilværelse, særlig skiftevis i sin fødeby og i Rom.

1523 flugt til Rom

1523 flygtede han på grund af stridigheder til Rom, hvor han også havde været i 18-19 års-alderen. Her fik han eget guldsmedeværksted og meget arbejde for paven og andre, studerede Michelangelos og Rafaels værker og stod på fortrolig fod med Giulio Romano og andre kunstnere. Under Roms plyndring 1527 var Cellini blandt forsvarerne.

Fordrevet fra Rom virkede han blandt andet i Mantua og Firenze, var igen 1529 i Rom og virkede her til ca. 1534 som pavelig møntstempelskærer og medaljør (Clemens VII-medaljer m.v.). 1534 dræbte han en guldsmederival og måtte flygte, men kunne atter snart vende tilbage og forblev her (med en rejseafbrydelse 1537 til den franske konge Frans I i Fontainebleau) indtil 1540; til 1545 som fange.

Fængsling og flugt

Cellini blev beskyldt for under Roms belejring at have tilegnet sig pavelige ædelstene og andre smykker og blev sat i et af Engelsborgs fangehuller. Det lykkedes ham at flygte – han skildrer selv sin flugt overordentligt levende – men blev atter fængslet og fik først ved venners indgriben sin frihed i slutningen af 1539.

1540-45 virkede han i Frankrig under Frans I, blev naturaliseret og fik slottet Petit Nesle i Paris som bolig og værksted. Han fik her hjælp af en stor elevskare og udførte adskillige billedhugger- og guldsmedearbejder; men hofintriger og rivalen Francesco Primaticcio stillede ham til sidst i skygge, og uden orlov tog han 1545 tilbage til Firenze.

Under Cosimo I (1519-1574) indtog han også her en fremskudt stilling som billedhugger og guldsmed, men finansielle vanskeligheder og den stadige rivaliseren med Bartolommeo Bandinelli forbitrede livet for ham. Cellini døde 13. februar 1571 og blev 15. februar begravet i Santissima Annunziata i Firenze.

Værker

Kendskabet til Cellini og hans store popularitet skyldes først og fremmest hans selvbiografi, der går til 1562. Manuskriptet er i Biblioteca Medicea Laurenziana i Firenze. Bogen har mange levende træk og er af betydelig kulturhistorisk værdi; den er særlig kendt gennem Goethes oversættelse^[2] efter en i øvrigt ikke nøjagtig kopi; en dansk oversættelse fra italiensk i 1899 og hovedudgave ved Orazio Bacci fra 1900.

Cellinis stærke og ofte pralende forherligelse af sit eget jeg og hans angreb på modstanderne har vakt mistænksomhed med henyn til manuskriptets pålidelighed; nyere undersøgelser har dog ofte kunnet bekræfte Cellinis oplysninger, og i det store og hele turde bogen være et pålideligt historisk dokument.

Af den i selvbiografien omtalte produktion er nu kun yderst lidt tilbage, og mange af guldsmedearbejderne er vel endnu anonyme.

Skulpturer

Af skulpturer kan nævnes:

• Bronzestatuen Perseus med Medusas Hoved (1545—54) i Loggia de’ Lanzi i Firenze, en slank skikkelse; på soklen findes bronzestatuetter i nicher.
• Det store bronzerelief Nymfen fra Fontainebleau fra 1542 med den hvilende kvinde,^[3]
• Relief med mynde (Bargello i Firenze), (Benvenuto Cellini - Levriero (Firenze, Museo Nazionale del Bargello, 1545)^[4]
• Bronzebuste af Cosimo I i Museo nazionale del Bargello, Firenze
• Et stort marmorkrucifiks i Basílica de El Escorial ved Madrid

Galleri

Medaljearbejder

Frans I's saltkar.

Blandt Cellinis medaljer kan nævnes: kardinal Pietro Bembo og Ercole II d'Este-medalje. Udarbejdelsen af den antikke Leda-kamé i Kunsthistorisk Museum Wien tilskrives Cellini. I guldsmedefaget tilskrives der med mere eller mindre ret Cellini en del kostbare kander, skeer, saltkar etc. i forskellige samlinger.

Et berømt arbejde er Frans I's saltfad (taffelopsats) som nu er i Kunsthistorisk Museum Wien^[6] Foruden selvbiografien skrev Cellini Trattati dell’ oreficeria e della scultura 1568, en afhandling om arkitektur og desuden nogle sonetter.

Kilder

• "'Benvenuto Cellini" i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1916) bind 4, side 690 af kunsthistoriker Axel Holck

Referencer

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Benvenuto Cellini
• Wikiquote: Citater af Benvenuto Cellini (en)
• Litteratur af og om Benvenuto Cellini i det tyske nationalbiblioteks katalog
• Benvenuto Cellini Arkiveret 8. marts 2006 hos Wayback Machine på La Scultura Italiana - Cellini Benvenuto
• Vita, selvbiografi af Benvenuto Cellini på Archive.org
• Cellini på Archive.org
• Cellini på Gutenberg.org

• Portrætter af Benvenuto Cellini