Bartholomæusnatten

Maleri af François Dubois, en huguenot-maler født cirka 1529 i Amiens, som slog sig ned i Schweiz. Selvom Dubois ikke overværede massakren, viser han her Colignys lig, der hænger ud af et vindue til højre. I baggrunden til venstre ses Katharine de Medici, som kommer fra Louvre for at se resultatet af massakren.

Bartholomæusnatten (Blodbrylluppet i Paris) er betegnelsen for den massakre på huguenotterne, der foregik i Paris natten mellem 24. og 25. august (Sankt Bartholomæus dag) 1572.

Samtiden troede, at en blodig udryddelse af protestanterne i Frankrig i flere år havde været den hemmelige plan, der lå bag Katharina af Medicis politik, og endnu i 1800-tallet har man søgt at bevise, at planen allerede blev aftalt på mødet med Fernando Alvarez de Toledo Alba i Bayonne i 1565[1]; det er imidlertid ikke rigtigt, for tanken om blodbadet er kun et døgn ældre end selve begivenheden.

Katharina havde kun villet rydde Gaspard de Coligny af vejen, da hans indflydelse på kong Karl 9. truede med at sætte hende uden for indflydelse. Et attentat mod ham den 22. august mislykkedes, og dronningen frygtede huguenotternes hævn. De var talrigt forsamlede i Paris i anledning af Henrik af Navarras bryllup med Margarete af Valois.

Hun og hendes søn Henrik af Anjou forstod at indgyde den svage konge en sådan skræk, at han gik ind på at lade ikke blot Coligny, men alle huguenotterne dræbe, og i hast blev alle forberedelser truffet. De fanatiske pariserborgere kaldtes til våben. Guiserne stillede sig i spidsen, og natten mellem 23. og 24. august blev først Coligny dræbt og siden en mængde huguenotter, sikkert over 2000.

Til provinserne udgik ordre om at følge det givne eksempel, og over 20.000 huguenotter omkom i de følgende fire uger. Denne rædselsdåd, der fejredes ved kirkefester i Rom og Madrid, havde dog langtfra den formodede virkning; snart rejste huguenotterne sig alle vegne til energisk modstand.

Noter

  1. ^ Combes, L’entrevue de Bayonne et la question de la Saint-Barthélemy, Paris 1882

Litteratur

  • Baumgarten, Vor der Bartholomäusnacht [Strassburg 1882]).

Eksterne henvisninger


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

La masacre de San Bartolomé, por François Dubois.jpg
La topographie, manipulée, est adaptée au désir de montrer ensemble les lieux principaux de cette tragédie. On reconnaît à gauche l'église du couvent des Grands-Augustins (aujourd’hui disparue) où sonna le tocsin qui déclencha les tueries, la Seine et le pont des Meuniers. Au centre à l'arrière-plan, le Louvre et, devant le bâtiment, Catherine de Médicis la veuve noire, principale instigatrice des massacres. Au centre au second plan, l'hôtel particulier dans lequel l’amiral de Coligny, chef du parti protestant, est tué avant d’être défenestré, décapité et émasculé. Réunis autour de son cadavre, les chefs du parti catholique, les ducs de Guise et d’Aumale et le chevalier d’Angoulême. À droite à l'arrière-plan, la porte Saint-Honoré et, sur la colline de La Villette, le gibet de Montfaucon, où le corps de l'amiral sera pendu par les pieds. Rassemblant plus de 150 figures, l’œuvre est un véritable catalogue de la cruauté en période de guerre civile. Femme enceinte éventrée (à droite du tableau au second plan), enfants traînant un nourrisson au bout d’une corde (au second plan au centre, à droite du pont des Meuniers), femme embrochée sur une pique de rôtisseur (juste derrière les enfants traînant le nourrisson), cadavres dénudés et empilés (notamment aux pieds de Catherine de Médicis), maisons pillées (derrière les chefs catholiques). Le roi Charles IX tire à l’arquebuse sur ses propres sujets depuis une fenêtre du Louvre (probablement de la tour de gauche du bâtiment). Ce tableau est tout à fait exceptionnel en raison de la qualité de son exécution, mais aussi parce que les représentations contemporaines des massacres de la Saint-Barthélemy sont très rares. Il porte la signature du peintre François Dubois, protestant d’Amiens réfugié à Genève après les massacres.