Baltische Landeswehr

Baltikum og Polen i 1920 lige efter 1. verdenskrig

Baltische Landeswehr (Baltiske Landeværn) var navnet på de fælles væbnede styrker for den kurlandske og liviske adel fra 7. december 1918 til den 3. juli 1919.^[1]

Efter Våbenhvilen i Compiègne den 11. november 1918 insisterede den Inter-allierede Militære Kontrolkommission (fransk: Commission militaire interalliée de controle eller CMIC) på, at de tyske tropper forblev i Baltikum for at forhindre, at regionen på ny besattes af Den Røde Hær. Eftersom den sovjetiske vestoffensiv nærmede sig, henvendte den provisoriske lettiske regering sig til August Winnig, den tyske advokat for Baltikum, og underskrev en aftale med ham om at tillade organiseringen af forsvarsstyrker den 7. december 1918. Parterne underskrev en anden aftale den 29. december, som sikrede alle udenlandske soldater, som deltog i kampene for Letlands frihed, fuldt statsborgerskab i Republikken Letland.^[2] Våben, seletøj til heste og uniformer skulle leveres af tyskerne, madforsyninger skulle varetages af den provisoriske regering i Letland.^[2]

Generalmajor Rüdiger von der Goltz

Baltische Landeswehr var underlagt det tyske 6. Reserve Korps under kommando af Generalmajor Rüdiger von der Goltz, en stilling han udnævntes til den 1. februar 1919. Den øverstbefalende for Baltische Landeswehr under dets operationer var Major Alfred Fletcher.

Se også

Ober Ost
Forenede Baltiske Hertugdømmer
Frikorps i Baltikum
Lettiske Skytter
Lettiske krig for uafhængighed
Estiske krig for uafhængighed
Reichswehr

Kildehenvisninger

^ Løjtnant Jaan Maide (1933). Ülevaade Eesti Vabadussõjast (1918–1920) (Overblik over den estiske krig for uafhængighed) (estisk). Arkiveret fra originalen 22. august 2010. Hentet 7. maj 2011.
^ ^a ^b Baltischer Landeswehrverein (1939). Die Baltische Landeswehr im Befreiungskampf gegen den Bolschewismus: ein Gedenkbuch (tysk). Riga: Ernst Plates. OCLC 504069679.