Ballum Sluse

Ydersiden af Ballum Sluse

Ballum Sluse er et sluseværk, der ved Brede Ås udløb i Vadehavet indgår i Ballum-Astrupdiget og sammen med dette beskytter de bagvedliggende Ballum Enge mod oversvømmelse i tilfælde af stormflod. Den nærliggende Ballum Slusekro indgår i helheden. Slusen ligger i Tønder Kommune (indtil 2007 Bredebro Kommune) 3 km syd for Rømødæmningen.

Vestkystruten passerer forbi slusen på vejen lige bag diget.

Historie

Slusens konstruktør var digeingeniør Hinrichs, mens selve anlæggelsen blev varetaget af firmaet Philipp Holzmann (de). Byggeriet gik i gang i 1914, men blev forsinket af 1. verdenskrig, der blev erklæret samme år. Store dele af anlægsarbejdet blev pålagt franske og russiske krigsfanger. 1915 stod det egentlige sluseværk færdigt. I 1920 blev området atter dansk ved Genforeningen. Fra 1786 foregik færgefarten fra Bådsbøl-Ballum til Rømø. Omkring år 1900 sejlede man med motorfærge fra Skærbæk Brohoved nord for den nuværende dæmning; men senere flyttede færgeruten tilbage til Bådsbøl-Ballum, indtil den efter Genforeningen blev henlagt til den nybyggede Ballum Sluse, hvor der var blevet anlagt en anløbsbro. Herfra fortsatte færgefarten til Rømø fra 1923, indtil dæmningen blev indviet i 1948.

Ballum-Astrupdiget

Allerede i slutningen af 1700-tallet var det på tale at bygge diger for at beskytte Ballummarsken. I forbindelse med udskiftningen i 1830'erne var der ulemper på grund af det manglende dige, og i de yderste enge var nye anlæg som veje, broer og bevandingsmøller ubeskyttede ved højvande og stormfloder. Man havde anlagt et par sommerdiger, som dog ikke var tilstrækkelige; men efter en stormflod i 1904 tog den nye landråd Friedrich Rogge i Tønder fat på digeplanerne. Yderligere to stormfloder i henholdsvis 1909 og 1911 satte fart i tingene, og lokalt var det den senere digegreve Kresten Jensen, der fik sat gang i forhandlingerne. Digelaget for Ballum-Astrupdiget blev nedsat i 1914 for at løse det århundredlange problem med beskyttelsen af Ballummarsken. Der blev afholdt licitation i 1914, og derefter blev digebyggeriet sat i gang. Der var dog store problemer, dels på grund af stormfloder, dels på grund af 1. verdenskrig, som betød mangel på arbejdskraft. Der blev indforskrevet franske og russiske krigsfanger til arbejdet, som boede i en barak ved diget. I 1919 var byggeriet færdigt.

Galleri

Se også

Kilder

Wikimedia Commons har medier relateret til:

55°7′50.79″N 8°41′9.17″Ø / 55.1307750°N 8.6858806°Ø / 55.1307750; 8.6858806

Medier brugt på denne side

Ballum Sluse 2013 syd.jpg
(c) chasasroc, CC BY-SA 3.0
Ballum Sluse set fra syd
Ballum Sluse 2024 indefra 1.jpg
Forfatter/Opretter: Hjart, Licens: CC BY-SA 4.0
Ballum Sluses inderside
Ballum Sluse 2024 udefra.jpg
Forfatter/Opretter: Hjart, Licens: CC BY-SA 4.0
Ballum Sluses yderside
Ballum Sluse 2024 port v.jpg
Forfatter/Opretter: Hjart, Licens: CC BY-SA 4.0
Ballum Sluses porte
KrestenJensenBallum.JPG
Forfatter/Opretter: Elgaard, Licens: CC BY-SA 4.0
Kresten Jensen memorial plaque in Ballum Denmark