Børge Johannes Rambøll

Børge Johannes Rambøll (30. maj 1911-16. januar 2009) var en dansk civilingeniør, professor i husbygning ved DTU og medstifter af det rådgivende ingeniørfirma Rambøll & Hannemann (i dag: Rambøll A/S, som i 2021 har mere end 16.000 ansatte) sammen med Johan G. Hannemann. Han var ud over at være forsker, underviser og rådgiver også kendt som en spændende formidler af tekniske emner til den brede befolkning og som skønlitterær forfatter. Hans vision og værdigrundlag for ingeniørfirmaet var en af han hovedinteresser.

Liv og karriere

B.J. Rambøll er født i Korsør som søn af skoleinspektør Johannes Rambøll (1880-1946) og Ebba Thorbek (1883-1980). Han blev student fra Lyngby statsskole 1930, cand.polyt. 1935, ingeniør hos stadsingeniøren i Århus samme år, hos Wright, Thomsen & Kjer 1935-36, hos Melchior & Voltelen 1936-37, hos Chr. Nøkkentved 1937-44 og hos Anker Engelund 1944-45. 1938 blev han assistent ved Danmarks Tekniske Højskole i bærende konstruktioner, lektor i 1944 og i 1948 professor i samme fag efter Nøkkentved. Rambøll blev dr.techn. i 1944 på en afhandling om stabilitets- og spændingsberegning af rammesystemer.

Bidrag til konstruktionsdesign

Inden for emnet statik skrev han også Fundering og bærende Konstruktioner, 1945 (s.m. Chr. Nøkkentved) og Elastisk mellemunderstøttede Søjler, 1949. Allerede inden oprettelsen af ingeniørprofessoratet i husbygning beskæftigede Rambøll sig med disse problemer og skrev Varme- og Lydisolering af Betonhuse, 1949, Brandsikring, 1951 og Rationelt byggeri, 1955. I 1945 oprettede han det rådgivende ingeniørfirma Rambøll & Hannemann Arkiveret 13. april 2021 hos Wayback Machine sammen med Johan Hannemann. Rambøll var formand for bestyrelsen for Rambøll & Hannemann 1970-79, og for den selvejende institution R&H indtil 1989. I 1946 fik Rambøll og Hannemann sammen en præmie i en konkurrence om en ny bro over Nidelven der deler Trondheim i to halvdele. Rambøll søgte efter tolv års professorgerning sin afsked for helt at kunne hellige sig den rådgivende ingeniørvirksomhed, specielt arbejdet med ingeniørkonstruktionerne ved den nye tekniske højskole i Lyngby. Firmaet voksede hurtigt og med hovedkontor i København var der snart afdelinger i alle Danmarks amter, samt en afdeling i Tunesien. Firmaet ejes siden 1972 af en fond. Blandt firmaets opgaver kan nævnes: konstruktioner til det nye Rigshospital, til TV-byen i Gyngemosen, den ny postbygning ved Polititorvet og bærende konstruktioner og installationer på Odense Staalskibsværft, Lindø, samt den nye store jet-hangar i Kastrup. Firmaets globale speciale er TV- og radiomaster.

Litteratur og formidling

Rambøll arbejdede med at popularisere teknikken gennem en række radioforelæsninger og TV-udsendelser om brobygning, bl.a. om den berømte Forthbro ved Edinburgh og om forskellige amerikanske broer der faldt ned under opbygningen. Forelæsningerne er samlet i Broer og brobygning, 1965. Rambølls skønlitterære produktion omfatter bl.a. Honningkrukkerne, 1968, Noget som sker, 1970, Sindbilleder, 1975, Vågenatten, 1977, og Marguerites lille omegn, 1980, illustreret af Alfhild Rambøll, Kaleidoskopier, 2001 og Udsigt viden om, 2005.

Tillidsposter

Rambøll var i slutningen af 40'erne medlem af bestyrelsen for Dansk Ingeniørforenings bygningsgruppe og 1973-75 formand for foreningen af rådgivende ingeniører. I hans formandstid startede foreningen 1975 en reklamekampagne, såvel herhjemme som i Iran, for at gøre opmærksom på de rådgivende ingeniører og deres arbejdsområde. Han var medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, og i 1974-84 var han medlem af Akademiet for de skønne kunster.

Livsindstilling

Rambøll var livet igennem optaget af samfundsetiske emner specielt i sammenstødet og samspillet mellem teknologi og mennesker. Denne interesse blev tydeligt og konsekvent udnyttet til at give det rådgivende firma, som han grundlagde sammen med kollegaen Johan Hannemann, et værdsat og solidt værdigrundlag, som firmaet også siden har udnyttet til at skabe en unik firmaånd og sammenhængskraft. Værdigrundlaget er kort beskrevet i En R&H Filosofi, 1986. På trods af sine mange bedrifter betragtede Rambøll sig selv som hovedsageligt uambitiøs og heldig.

Personligt

Rambøll blev gift den 22. december 1938 med Alfhild Galløe, født 17.juni 1916 i Kbh. som datter. af kunstmaler Hakon G., f. Olsen (1878-1939) og Oda Johanne Henrika Strøyer (død 1981).

Bibliografi

TitelPubliceringsår
Stabilitets- og spændingsberegninger af rammesystemer (disputats)1944
Fundering og Bærende Konstruktioner1949
Varme- og lydisolering af betonhuse1949
Bygningstekniske måleapparater og målemetoder1950
Reinforced Concrete Columns1950
Om Laboratoriet for Byggeteknik1950
Brandsikring1951
Forsøg over murværks styrke1953
Rationelt byggeri1955
Broer og brobygning, seks radioforedrag1965
Honningkrukkerne1968
Noget som sker (også engelsk udgave)1970
Sindbilleder1975
Vågenatten1977
Marguerites lille omegn1980
Og således skete det (også engelsk udgave)1981
En nat sprang alle træer ud (også engelsk udgave)1985
Spejlbilleder1988
Tilfældig gang på jorden1990
Vil vi være det foruden1995
Bevægelser i Stillehavet1998
Kaleidoskopier2001
Udsigt viden om2005

Eksterne kilder og henvisning