Austråttborgen
Austråttborgen, eller Austrått, (tidligere stavet Østråt, Østraat og Austråt) er en herregård i Ørland kommune i Trøndelag. Herregården har siden 1000-tallet være kendt som sæde for flere personer, som har spillet en rolle i Norges historie.
Borganlæggets udformning er flere gange blevet ændret og tilpasset. De væsentligste ændringer blev gjort mens det var ejet af Ingerd Ottesdatter, kansler Ove Bielke, lagmand Abraham Dreyer, slægten Holtermann og godsejer Johannes Heftye (1849–1907). Borgen brændte ned i 1916. Restaureringen var færdig i 1961. Borgen var tidligere en del af en større jordejendom. Den norske stat ejer selve borgen med Statsbygg og Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum som forvaltningsorganer. Borgen er åben for offentligheden fra juni til august. Borghaven og den tilstødende Austråttlunden har været fredet siden 1975.
Kirken benyttes i sommerhalvåret til gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Den er specielt populær som bryllupskirke. Riddersalen bliver blandt andet brugt til koncerter.
Navnet Austrått kommer sandsynligvis af det gammelnorske austr og átt, som skal betyde østlig himmellegeme eller austerut.
Historie
Skjegge Asbjørnson, også kendt som Jernskjegge (død 997; dræbt af Olav Tryggvason) er den første person som nævnes i relation til Austrått. Snorri Sturluson fortæller at Jarnskjegge blev gravlagt i Skjegghaugen ved Austrått.
Gården er en af Norges ældste stormandsgårde. I 1000-tallet boede lensmand Finn Arnesson her. Han var svoger til kongerne Olav den hellige og Harald Hardråde. Finn blev uvenner med kong Harald i forbindelse med broderen Kalvs skæbne. I tiden efter Finn blev Austrått i 80 år ikke nævnt i historiske kilder. Sandsynligvis var gården i denne tid krongods. Fra 1130 var Kåre Kongsbror herre af Austrått. Han blev efterfulgt af sin søn Sigurd Kåresson og sønnesøn Jon Sigurdsson. Det var sandsynligvis Jon som byggede Austrått borgkapel i Austråttborgens hovedbygning. Jons datter Baugeid ejede derefter Austrått. Hun var gift med Åsulv Eiriksson, som var Hertug Skules banemand.
Tidlig i 1700-tallet omfattede godset 105 bønder og 81 daglejere og husmænd.
Rømer/Bjelke
Der vides ikke meget om om Austråttgodsets ejendomsforhold i 1200- og 1300-tallet, men en ridder Serk nævnes som ejer i 1309, 1311 og 1312. I 1400-tallet kom herregården ind under slægten Rømer, sandsynligvis med Otte Rømer (ca. 1330 – ca. 1411) som den første ejer i slægten. Rigsråd Jep Fastulvsson står som ejer fra ca. 1400 til 1428. Hans enke Elsebe Ottesdatter Rømer[1] arvede godset efter Jep i 1428 og sad på det til ca. 1444. Sandsynligvis var det gennem Elsebes familie at Jep Fastulvsson først fik godset. Jep og Elsebes søn Narve Jepsson[2]ejede herregården i fire år før han døde. Hans bror Mads gjorde krav på Austrått efter Narves død, men ejendommen kom efterhånden i hænderne på enken Philippa Borkvardsdatter Krummedike og derefter Gjertrud Narvesdatter.[3] Gjertud boede aldrig selv på Austrått. Hun giftede sig ca. 1462 med den svenske ridder Magnus Green, og solgte Austrått til sin stedfar, Philippas nye mand, Henrik Jensson.
Efter at Henrik Jensson døde på et tidspunkt mellem 1472 og 1478 var det imidlertid Gjertruds kusine, Gjertrud Madsdatter som i 1478/1481 på grund af odelsreten tog gården tilbage . Hun overlod den snart til broderen herr Otte Madsson. Otte selv er er meget lidt beskrevet, men hans datter, svigersøn og datterdøtre er kendt for eftertiden: Rigsråd og rigshovmester Niels Henrikssøn («Gyldenløve») (ca. 1458–1523) og hans hustru Ingerd Ottesdatter («Fru Inger til Austrått») (ca. 1470–1555) ejede gården fra ca. 1500 til 1552. Fru Ingerd var i reformationstiden en af de mest markante personer i Norge. Niels var søn af den tidligere ejer Henrik Jensson. Gennem hans ægteskab med Ingerd Ottesdatter blev der således slået en streg over en arvefejde mellem to familiegrene. Henrik Ibsens skuespil Fru Inger til Østeraad gjorde Austrått og dens kvindelige ejer kendt. Stykket er imidlertid en fri dramatisering, med kun lidt dækning i historiske kendsgerninger.
Det er sandsynligt at dele af borgen, som den står i dag, blev bygget i Niels og Ingerds tid[4], og sandsynligvis var det på denne tid at opholdsrummene og venstre halvdel af hovedbygningen blev opført. Ingerd levede anonymt indtil hendes ægtemand døde i 1523, hvorefter hun som enke fremtrådte både som aktiv godsejer og politisk aktør. Både historikere og dramatikere har fæstet sig ved magtspillet mellem fru Ingerd og ærkebiskop Olav Engelbrektsson. Biskoppen havde plyndret Austrått tre gange, og medvirket til at to af Ingerds svigersønner blev dræbt. På den anden side var heller ikke fru Ingerd nogen helgen; hun optrådte aggressivt i flere tvivlsomme arveretssager.[5]
Fru Inger overførte i 1552 Austråttgodset til datteren Lucie Nilsdatter og svigersønnen Jens Tillufsen Bielke. Inger og Lucie druknede sammen under en bådrejse i 1555. Jens døde i 1559, og sønnen Åge Bjelke (1552–1603) overtog i en alder af 7 år Austrått. Hans formynder var Henrik Nielsson, morfaderen Niels' uægte søn. Åge druknede i Bjugnfjorden, og hans enke sad på Austrått i 6 år før hun overdrog det til sønnen, kansler Jens Bielke (1580–1659). Bjelke havde embedet som Norges Rigskansler fra 1614 og som lensherre på Bergenshus fra 1633, og i Stavanger fra 1641. Han var senere på Onsøy. Godset fik i Åge Bjelkes og Jens Bjelkes tid øgede indtægter som følge af det rige sildefiskeri ved Trøndelagskysten.
Ove Bjelke (1611–1674), som forpagtede Austrått fra 1641, overtog både Austrått og kanslerembedet da faderen Jens døde i 1659. Som lensherre til Bakke kloster havde Ove været i stand til at opholde sig regelmæssigt på Austrått og styre udviklingen der. Man antager at herregården, som den står i dag, er resultatet af hans indsats.
Ingen af Ove Bjelkes tre døtre overtog Austrått. Gården gik i stedet til Oves nevø Christoffer Bjelke, søn af rigsadmiral Henrik Bjelke. Christoffer ejede Austrått fra 1674 til 1686, besøgte det næsten aldrig, og solgte videre til sin fætter Christian Frederik von Marschalck (ca. 1650–1739). Marschalck, som var rigskansler, som sin onkel Ove Bjelke, førte Austrått til konkurs. Han forlod Austrått i 1698 til fordel for Danmark, og overlod i 1699 godset til dets kreditorer, Den norske krigshospitalkasse og andre offentlige finansinstitutioner.
Holtermann
Abraham Dreyer (1671–1736) var lagmand i Trondheim, berghauptmann og en betydelig investor. Han købte Austrått i 1721, efter at godset i tyve år på kreditorernes vegne var blevet drevet af fogeden i Fosen. Han solgte i 1736 godset videre til sorenskriver og kancelliråd Søren Dass, som bosatte sig på herregården. Dass er bisat i gravkapellet. Hans enke solgte i 1760 til Kommerceråd Hans Holtermann (1709–1781), som indledte 103 års ejerskab for Holtermannslægten. Hans Holtermann overdrog gården til sønnen Eiler Hagerup Holtermann (1748–1800).
Præsten Eiler Hagerup Holtermann (1811–1872) overtog efter sin far i 1857, men boede selv i mindre grad på Austrått. 1863 solgte han Austrått til Anders Gravrok. Gravrok ejede Austrått i 6 år før han gik konkurs. Eiler H. Holtermann var den eneste som bød på gården, og blev i 1871 igen ejer af Austrått. Han døde i 1872. Enken Anna Andrine Holtermann solgte Austrått i 1873 til hendes godsforvalter, Ole Rise (1835–1899).
Bønder og finansfolk
Rise ejede gården i 9 år, før han solgte til Johannes Heftye (1849–1907), som ejede Austrått fra 1882 til sin død. Han boede selv på Austrått, og arbejdede aktivt for at genskabe et herregårds- eller borgpræg både inde og udvendig. Heftye kom i konflikt med ørlendingene. En strid om brug af vejretten førte til at Heftye 26. december 1899 løsnede et skud og ved et uheld dræbte en mand.
Stortingsmanden Peder Rinde (1844–1937) ejede Austrått fra 1908 til 1912. Han tømte ejendommen for værdier, og solgte en række parceller. Et formelt skel mellem Borgen og Gården som separate ejendomme blev gennemført i 1912[6], men blev ikke realiseret før af en senere ejer. Rinde solgte i 1912 til fabrikant Georg Walentin Hammer[7], som ejede Austrått i 2 år. Både under Rinde og Hammer var agronom Olaf Arnstad bestyrer på gården. Efter Hammer blev Austrått i 1914 købt på auktion af et konsortium[8]bestående af skovejer Simen A. Landet, bryggeriejer Gunnerius Flakstad og advokat Hans Christian Bull Heyerdahl.
_(23490743886).jpg)
Efter branden 28. november 1916 have samejet ingen interesse eller evne til at genopbygge Austråttborg. I 1919 overdrog de Borgen til staten, mens jorden blev beholdt af Simen Landet. Hans dødsbo overdrog i 1935 jorden til kommunen. Kommunen solgte videre til fylket i 1947, med henblik på at gården skulle blive en landbrugsskole. Dette blev ikke realiseret, og jorden blev i 1985 solgt tilbage til kommunen.
En restaurering blev påbegyndt i 1920erne, og var færdig i 1961.
Eksterne henvisninger og kilder
Referencer
- ^ Terje Sørensen: Elsebe Rømer
- ^ http://www.museumsnett.no/yrjarheimbygdslag/bebyggelse/82_austratt/slekt/s_001_narve_jakobsen.htm Terje Sørensen: Narve Jacobsen]
- ^ Terje Sørensen: Gjertud Narvesdatter
- ^ Bratberg/Andersen skriver «det hadde vært forbudt for adelen å befeste sine gårder siden slutten av 1300-tallet, men kong Hans ga i sin håndfesting av 1483 adelen rett til å bygge faste hus»
- ^ Halvard Bjørkvik skriver i Norsk biografisk leksikon at «ho var godsrik og hadde sans for økonomi og godsdrift, men kunne nytte ufine middel for å nå sine mål»; han nevner tre større rettssaker som hun tapte.
- ^ Yrjar heimbygdslag: Gården Austrått
- ^ Terje Sørensen: Georg W. Hammer
- ^ Terje Sørensen: Simen Landet
Koordinater: 63°42′14″N 9°44′35″Ø / 63.7039°N 9.7431°Ø
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Original uploader was Orland at no.wikipedia, Licens: CC BY 2.5
Austråttborgen (en: The Manor of Austrått), built 1656, in Ørland, Norway
Forfatter/Opretter: Municipal Archives of Trondheim from Trondheim, Norway, Licens: CC BY 2.0
Format: Fotonegativ Dato / Date: ca. 1917 Fotograf / Photographer: Andreas Moe (1883 - 1956) Sted / Place: Austrått, Ørland, Sør-Trøndelag
Google Street View: goo.gl/maps/rgcKx
Wikipedia: Austråttborgen
Wikipedia: Andreas Moe (1883 - 1956)
Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H43.B72.AM049
Merknad: Fra tidligere ordfører Andreas Moes samling. På bildet ser vi fra venstre oppstilt foran loggiaen i Austråttborgen: Vilhelm Moe (1886 - 1973), Andreas Moe (1883 - 1956), ukjent person.
Trondhjems Adresseavis 29 november 1916 s. 2:
Østraat brændt.
Bare endel smaa uthuse staar igjen.
Vi mottok imorges det nedslaaende budskap at Østraat var brændt og landet saaledes et historisk minde fattigere.
Der gik inat
et voldsomt uveir
over Trøndelagen. Sydveststormen satte ind ved ti-tiden igaaraftes, ledsaget av heftige regnskyl med torden og lyn. Ved to-tiden vaagnet godsbestyreren, agronom Frængen ved at høre nogen smeld. Han tændte lampen og gik og stengte telefonen. Han laa saa en halv times tid og hørte paa uveiret. Ved halvtre-tiden merket han at der trængte røk ind i hans værelse. Han sprang da straks over til den anden side og vækket husholdersken. Derpaa sprang han tilbake til sit værelse for at forsøke at redde værdisaker som regnskap, værdipapirer og kontanter. Men det lykkedes ham ikke at redde noget, da værelset var fuldt av røk og lampen var sluknet. Likesaa var sideværelset og gangen fuld av røk. Han saa da at
vestfløien av borgen stod i lys lue.
Av bestyrerens eiendele blev intet reddet. Derimot fik husholdersken sit tøi og det meste av eiernes, saaledes senge og sengklær. Værdipapirer og kontanter som beløp sig til ca. 1100 kroner, hvorav bestyreren eiet de 500, er gaat tapt.
Ildens opkomst
skyldes lynnedslag. Lynet er slaat ned i spiret og har fulgt ringeledningen til det nuværende kjøkken. Ledningen gaar nemlig fra hovedborgen til den saakaldte svalgang. Ved tre-tiden begyndte der at komme folk tilstede, som hjalp til at redde ut maskiner og kjøretøier av vognskuret. Man fik ogsaa ut de vigtigste kjøretøier og maskiner med undtagelse av endel harve og ploge. Fem heste og to ungheste blev bragt ut, og en ko og en gris som tilhørte godsbestyreren blev bragt op til en nabogaard. Imens stod borgen i lys lue. I fem-tiden faldt taarnet ned og
gnisterne sprang over til fjøsbygningen
som ligger ca. 40 meter borte, og snart stod den ogsaa i flammer. Avlingen, 750 læs høi og 20 læs halm, var i et øieblik luernes rov. Man fik reddet ut drengens eiendele fra den lille stue han bodde i. I halvsekstiden hadde ilden lagt sig noget i borgen, og agronomen og en mand gik da igang med at forsøke at
redde noget av borgens kostbarheder.
De krøp ind gjennem et av vinduerne i kirken. I samme øieblik faldt gulvet i riddersalen ned, og de kunde ikke faa reddet mere paa den side av kirken, hvor de var kommet ind. De sprang da ind paa en anden kant og fik reddet ut endel figurer og to av kirkestolene. Derpaa brak de op døren til kirken paa den anden side. De fik her reddet ut resten av stolene og endel av malerierne. Prækestolen, som da allerede stod i brand, blev ogsaa bragt ut og ilden i den slukket, likesaa altertavlen som ogsaa stod i luer. Endel av alterringen og alt paa alteret blev reddet ut. Der er brændt tre malerier, et stort krucifiks og statuen av Anna med Maria og Jesusbarnet. Kirkedøren og døren til fængslet er reddet, mens den pragtfulde port til riddersalen er ødelagt. Likesaa er kirkeklokken ødelagt, og de ti statuer av de kloke og daarlige jomfruer. Bestyreren gjorde forsøk paa at redde en av dem, men det lykkedes ikke.
Ved halvsyvtiden var alt brændt
og de gamle solide mure fra Ove Bjelkes dage rager nakne op av grushaugen sværete av røk. Gnister fra branden blev slynget halvanden kilometer væk.
Det som staar igjen
er baarstuen, vognskuret, to stabbur, vaktstuen og en arbeidsstue med smie.
Assurancen
er 97,700 kroner bare for borgen, avlingen var assurert for 28,000 kroner, de antike saker for 27,000 kroner og fjøset for 24,000 kroner.
Østraats eiere
var gaardbruker S. Landseth, Stai, og overretssakfører Bull-Heyerdahl. Fra 1912 til 1914 var det i G. A. Hammers eie. Denne hadde igjen kjøpt godset av Peder Rinde i 1909. Før den tid eiedes det av Heftye. Eiendommen er paa 800 maal dyrket mark, 400 maal torvmyr, 1600 maal dyrkningsland og 1000 maal skog.
Østraat hadde ikke lynavleder.
Efter hvad der meddeles os hadde Østraat ikke lynavleder. Efter hvad den tidligere godsbestyrer paa Østraat, hr. Arnstad, meddelte os under en samtale idag, skedde der i 1913 et lynnedslag paa Østraat. Ogsaa dengang fulgte lynet ringledningen og det holdt paa at opstaa brand. Folkene blev ganske lammet av lynstraalen, men heldigvis var det dengang dag og man fik hindret brand. I hr. Arnstads tid fremholdt han flere gange at der burde anskaffes lynavleder, og han fik ogsaa tilslut en mand utover, men det lykkedes ikke at faa den opsat dengang paa grund av aarstiden. Senere blev der intet gjort. Saa ofte som der gaar tordenveir over distriktet derute, mente han det var ganske uforsvarlig at der ikke var lynavleder, da taarnet med sit kobbertak og spir selvfølgelig var i høieste grad utsat for lynnedslag.
Litt beskrivelse.
Paa Bruns bokhandels forlag utkommer om et par dage et pragtverk om Østraat. Ved imøtekommenhet fra forlæggeren har vi faat anledning til at benytte endel av bokens illustrationer, likesom nærværende korte beskrivelse er bygget på bokens tekst.
Navnet Austraat nævnes allerede i sagaen. Den forteller at da Ørlandets gjæveste mand Jarnskjægge var dræpt ved Sommerblotet paa Mæren blev hans lik ført til Ørlandet og hauglagt paa Austraat. Siden nævnes Austraat ofte i vor historie. Her bodde mange av landets ætstore mænd og kvinder, vi nævner Finn Arnessønn og fru Inger Ottesdatter. I det 16de og 17de aarhundrede var gaarden i Bjelke-ættens eie, og Norges rikes kansler, Ove Bjelke, bygget i aarene 1654 til 1656 den borg som stod indtil nu. Kirken som oprindelig var et privatkapel paa det gamle Austraat var imidlertid 700 aar gammel. Borgen var anlagt som en næsten kvadratisk borgfirkant. Inde i firkanten dannet terrænet to borggaarde, en nedre og en øvre, Hovedbygningen som dannedes av firkantens nordside var 32 meter lang. Ved dens østre gavlvæg laa likkapellet. Portalen paa bygningens front var et pragtstykke av barokdekoration. Paa indfatningsstenene var hugget ind adelige vaabenskjold og slegtsnavn. Den nedre borggård var en av Østraatborgens vakreste og mest karakteristiske partier. Den begrænsedes av to lave toetages sidebygninger, hvis 2den etage laa i høide med terrænet i øvre borggaard. Foran etagen løp galleriformet en svalgang rundt borggaarden. Det utoverhængende tak blev baaret av ti træfigurer som forestillet de kloke og daarlige jomfruer. Begge gaarde var i den senere tid blit planert og smukt hellelagt. Selve hovedbygningen var som nævnt bygget sammen med den gamle kirke. Kirken dannet saaledes østfløien, mens der ved nybygning blev opført en vestfløi. Foran hovedindgangen var en loggio med tre buer, som blev baaret av to søiler. Østfløien rummet i øvre stokverk riddersalen og i nedre stokverk borgkapellet. I riddersalen var to smukke eketræs døre, hvis treskjærerarbeide var blandt det vakreste som var bevart av indredningen. Selve borgkapellet hadde lidt mindst av tidens tærende tand. Altertavlen som var et pragtstykke av rang, er altsaa antagelig reddet. Ogsaa prækestolen som var rikt smykket, skal det være lykkedes at bringe ut. Av kirkestolene var den forreste paa søndre side av midtgangen, Ove Bjelkes egen kirkestol, rikt utskaaret med barokke ornamenter. Der fandtes desuten i kirken en del kostbarheter fra gammel tid, saaledes kalken, oblatæsken og alterboken. Kapellets vægge hadde i sin tid været rikt smykket med malerier, men de er nu blit sterkt medtat i tidens løp, saa bare et par var nogenlunde bevart.
Trondhjems Adresseavis 30 november 1916 s. 3:
Østraats brand.
Hvad der er brændt og hvad der er i behold. Fra Adresseavisens utsendte medarbeider. Ophaug idag.
Murene som staar igjen av Østraat, er forbausende godt bevart nærmest jorden, men øverst ved taket er de sterkt beskadiget og har slaat store sprækker. Hovedportalen er helt bevart og likeledes jomfruburet over portalen. Søilerne ved indgangen til riddersalen er helt ubeskadiget og av smiejernsgitteret er mesteparten i behold. Den del av bygningen som er mest beskadiget, er nordfløien; sydfløien er derimot ganske godt bevart. Fængslet er ogsaa ubeskadiget og dette maa tilskrives den drager som paa anmodning av professor Meyer blev sat ind der for en maaneds tid siden. Likkamret er ogsaa bevart, mens kirkeklokken derimot er smeltet. Fløien paa spiret som stammet fra 1781, er fundet ubeskadiget i ruinerne. Av lysekronerne i riddersalen er bare reddet nogen smaa jernbeslag, likesaa er beslagene paa riddersalsdøren berget. De bekjendte kobberskilte over hovedindgangen er ogsaa i behold. Fra kirken er det meste reddet, saaledes alt paa alteret, lysestakerne og altertavlen. To træfigurer og tre malerier er derimot brændt, likesaa de kloke og daarlige jomfruer. Forsiringerne paa kirkestolene er reddet og endel av alterringen. I kirken opbevartes et gammelt kapitæl og fotstykket av en søile som har tilhørt den tidligere borg. Disse blev reddet, likesaa fire malerier. Det ene blev dog sterkt beskadiget, da det blev revet løs. Det ryker endda av ruinerne, men man holder allikevel paa at grave for om mulig at finde ting av værdi. Godsbestyreren, hr. Frængen, behandler alt med den største pietet og tar vare paa det som er reddet, og det som man efterhaanden finder.
Trondhjems Adresseavis 1 desember 1916 s. 2:
Østraat idag. Hvad ilden har levnet.
Der hvor Østraats irgrønne taarnhjelm med det graziøse spir før raket mot himlen, staar der nu bare nogen røksværtede mure og griner med de tomme vindusaapninger. Og der hviler en underlig êm av gammelt brændt træ over egnen. Men roter man i de rykende ruiner inde i borggaarden, så kan der springe en liten ilter lue frem som blairer i vinden og ikke vil slukke. Det er mer end døgnet siden det herlige bygverk sank i grus, men det ulmer mellem de gamle stene endnu. Sandelig hadde han dygtige mursvende Ove Bjelke, da han i 1654 lot borgen bygge. To mandshøider fra grunden er murene uskadt. Men det stykket som er igjen op til der takskjegget engang var, har slaat revner og er tildels smuldret bort. Den pompøse frontportal har ingen skade lidt, heller ikke jomfruburet med det vakre hvælv.
Hovedindgangen til borgen inde i borggaarden er ogsaa godt bevart. Det elegante sijernsgelænder langs trappen staar der endnu og døren hænger næsten uskadt paa sine hængsler. Forgangen til riddersalen hadde stengulv og dette gjorde at fængslet som ligger nedenunder, ingen skade fik. I sommer blev en drager i den østre svalgang skiftet ut, og efter paalæg av professor Meyer opbevarte bruksbestyrer Frængen den i fængslet. Den gamle morkne bjelke er nu det eneste som er igjen av den berømte svalgang med de gode og de daarlige jomfruer.
Sydfløien er den del av bygningen som er bedst bevart. Her ligger likstuen som ilden næsten helt har skaanet; selv taket har holdt sig.
Da taarnet faldt, randt den gamle bronceklokke som ilden hadde bragt til at smelte, ned paa jorden østenfor taarnfoten. Der størknet det flytende metal til en uformelig forvridd klump. Men klokkens sjæl fik ilden ikke bugt med. Da man drog bronceklumpen frem mellem resterne av taarnhjelmen, støtte den mot en sten. Da klang der en dyp skjælvende tone mellem de herjede mure. ...
Inde i et rum i en av træbygningerne som ilden ikke fik tak i, ligger der mange rare ting. Der er to alterlysestaker, en del av en alterring, et kapitæl, en søilefot, en altertavle, fire ældgamle malerier, dele av en kirkestol med barokke utskjæringer, vaabenskjolde og en del smaating av træ og metal. Og saa jomfru Maria og Johannes den døper med sot paa næsen. Alt dette lykkedes det bruksbestyrer Frængen at redde ut av det brændende kapel.Forfatter/Opretter: Karin Størseth of Ørland municipality offices; uploaded by User:Orland, municipality information officer, Licens: CC BY 2.5
Austråttborgen (en: The Manor of Austrått), built 1656, in Ørland, Norway