Askepot (sang)

"Askepot"
Sang af Shu-bi-dua fra albummet Shu-bi-dua 9
Udgivet1982
GenreCountry
Længde4:17
PladeselskabStorkophon
Tekstforfatter(e)Shu-bi-dua
Komponist(er)Shu-bi-dua
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Askepot (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Askepot)

"Askepot" er en sang af den danske gruppe Shu-bi-dua og er fra deres niende album, Shu-bi-dua 9. Nummeret er indspillet i country-stil i Sound Track Studio og Easy Sound Studio i København i 1982. Sangen handler om en ung kvinde, Askepot (navngivet efter det gamle folkeeventyr), der danser "alene rundt på gulvet" og er meget isoleret og ensom i tilværelsen. Som lytter får man at vide, at det skyldes "en lille og krukket dille, en modegrøn mani" - altså tøjvaremærket Lacoste, som Askepot med sit tøj ikke er en del af. Der er derfor ikke nogen plads til hende i det hippe omgivende ungdomsmiljø. Shu-bi-duas tekst er en generel kritik af modefænomener i samfundet, særligt når en modetrend udelukker mennesker fra fællesskabet, fordi de ikke er "rigtigt klædt". I dette tilfælde er Lacoste målet for kritikken.[1]

Lacoste-tøj var ét af 1980'erne helt store fænomener indenfor mode, og dets logo var et grønt krokodille-mærke. Der var ikke tale om et billigt tøjmærke, så det var næppe alle unge mennesker (og deres forældre), der havde råd til at være med på modedillen.[2] Selvom Shu-bi-dua vidste, at de ville lave en sang om moderæset, var tekstskriveriet ifølge forsanger Michael Bundesen én af de mærkeligste skriveprocesser han nogensinde har oplevet med bandet. "Askepot" lå i lang tid og var næsten færdig, men bandet kunne ikke afslutte sangen. Først efter et år, lykkedes det endelig at skrive de sidste linjer.[3][4]

Udgivelsen og sangens rolle

"Askepot" udkom sammen med 9'eren i december 1982. Den blev populær hos såvel band som publikum[5][6] og har været spillet live af Shu-bi-dua fra tid til anden gennem årene.[7]

Referencer

  1. ^ BUNDESEN SKABTE MED SHU-BI-DUA EN RØD TRÅD I DANSKHEDEN. Museum Ragnarock
  2. ^ Ugens sang: Askepot
  3. ^ SHU-BI-DUA 9 (DECEMBER 1982)
  4. ^ "Bundesen og Hardinger fortæller om 9'eren". Shu-bi-dua. 9. juli 2010. Hentet 21. maj 2019 – via YouTube.
  5. ^ Vi har tilgivet hinanden
  6. ^ FACEBOOK-VENNERNE HAR TALT!
  7. ^ Songs played total

Eksterne henvisninger