Arveprins Frederik

Der er flere personer med dette navn, se Arveprins Frederik (flertydig).

Frederik af Danmark
Portræt af Jens Juel, 1785. Jægerspris Slot.
Arveprins af Danmark
Regent	1772 – 1784
Ægtefælle	Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (g. 1774)
Børn	Juliane Marie Christian 8., Konge af Danmark Juliane Sophie, Prinsesse af Hessen-Philippsthal-Barchfeld Charlotte, Prinsesse af Hessen-Kassel Ferdinand, Arveprins af Danmark
Hus	Huset Oldenburg
Far	Frederik 5. af Danmark
Mor	Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel
Født	11. oktober 1753(1753-10-11) Christiansborg Slot, København
Død	7. december 1805 (52 år) Amalienborg Slot, København
Hvilested	Roskilde Domkirke
Religion	Lutheransk
v d r

Ridder af Elefantordenen 1753

Arveprins Frederik (Friderich) (11. oktober 1753 på Christiansborg – 7. december 1805 på Amalienborg) var en dansk prins, søn af Frederik V af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie som deres eneste fælles barn.^[1] Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger (efter sin halvbror Christian VII) 1766-68, indtil hans svigerinde, dronning Caroline Mathilde, nedkom med sønnen kronprins Frederik (VI). I 1772-84 var han faktisk regent for sin halvbror. Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg.

Arveprins Frederik var gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: prinsesse Juliane Sophie, kong Christian VIII, prinsesse Louise Charlotte og arveprins Ferdinand.

Opvækst

Prins Frederik blev født den 11. oktober 1753(1753-10-11) på Christiansborg Slot i København. Han var Kong Frederik 5.'s femte overlevende barn og det eneste født i kongens andet ægteskab med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.^[1] Som yngre søn uden umiddelbar udsigt til at arve tronen blev han, for at skaffe ham en fyrstelig stilling, allerede i en alder af tre valgt til koadjutor i fyrstbispedømmet Lübeck, hvor han med tiden skulle efterfølge fyrstebiskoppen.^[1] Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed.^[1] Den opdragelse, han havde fået, var ikke blevet baseret på, at han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældens indførelse den første danske prins, der blev opdraget til at opfatte dansk som sit egentlige modersmål.^[2] Derfor var fremtrædende danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff^[3] og senere Ove Høegh-Guldberg hans vigtigste lærere.^[2]

Men prinsen viste ikke evner til at anvende den undervisning, han havde fået. Det var derfor en overraskelse, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men Johann Friedrich Struensee havde under sit regimente forvist prinsen og hans moder, enkedronning Juliane Marie, fra hoffet, hvorefter de i en periode boede på Fredensborg slot.^[3]

Regent

Derfor blev prinsen et samlingspunkt for dem, der ville Struensee til livs^[3], og da januarnatten 1772 havde fjernet Struensee og dronning Caroline Mathilde og deres allierede fra magten, blev det arveprinsen, der kom til at stå som samlingspunkt for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn.^[3] Det er velbekendt, at han var under indflydelse af sin moder, og at de begge med hensyn til statens anliggender nøje fulgte Guldbergs råd.^[3][4]

Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den mest fremtrædende mand i staten.^[3] Så meget mere kan man forstå, at han blev utilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre.^[3][5] Han protesterede derfor heftigt den dag, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde forelagde det forslag for den regerende konge, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der var arveprinsens og enkedronningens kårne mænd.^[6] Det menes endog, at det kom til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person.^[5]

Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet.^[7] Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et privatliv i ubemærkethed.^[8]

Senere liv

I 1783 købte han Sorgenfri Slot, og i 1791-94 udvidede og moderniserede han slottet ved arkitekten Peter Meyn. Nicolai Abildgaard stod for den indre udsmykning i nyklassicistisk stil. Samtidig gennemførtes anlægget af haven og en smuk lystskov i forbindelse med det bakkede terræn langs åen.^[9]

Året 1794 blev et begivenhedsrigt år for arveprinsen og hans familie. Ved det første Christiansborgs brand i februar 1794, mistede familien sit hjem og flyttede ind i det nordvestlige palæ ved Amalienborg Slotsplads, Levetzaus palæ^[a].^[10] Og i november samme år døde Arveprinsesse Sophie Frederikke, der led af et skrøbeligt helbred, i en alder af bare 36 år.

Arveprins Frederik selv døde 52 år gammel efter længere tids svagelighed den 7. december 1805 på Amalienborg.^[8]

Ægteskab og børn

I en alder af 21 år var arveprinsen (21. oktober 1774) blevet gift med prinsesse Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1758-1794). I ægteskabet fødtes syv børn:

Noter

Referencer

Litteratur

• Bo Bramsen: Huset Glücksborg, bind 1, side 200, 3. udg. 2002
• Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN 8787439220.
• Ole Feldbæk: "Den lange fred" (Olaf Olsen: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9: 1700-1800; København 1990; ISBN 87-89068-11-4)
• Holm, Edvard (1891). "Frederik, Arveprins". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. V. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 325-327.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Arveprins Frederik