Studentereksamen
I Danmark er der fire forskellige studentereksamener (HHX, HTX, STX og EUX STU). Eksamenen i HHX, HTX og STX kan man tage på et gymnasium, når man har gennemgået en tre-årig uddannelse, som kan påbegyndes efter afslutning af folkeskolens 9. eller 10. klasse.
HHX-, HTX- og STX-uddannelsen er alle en studieforberedende ungdomsuddannelse (en gymnasial uddannelse) på gymnasialt niveau, der giver adgang til de højere videregående uddannelser (KVU, MVU og LVU). Med EUX-uddannelsen får man både en studentereksamen og en erhvervsuddannelse. På EUX Business har man efter de første to år en studentereksamen, og man kan vælge at tage en kort eller mellemlang videregående uddannelse på professionshøjskoler eller erhvervsakademier. Man kan også vælge at søge en praktikplads i en virksomhed. Gør man det, kan man efter i alt fire år vælge at læse på universitetet. Derudover findes der mange forskellige EUX-uddannelser, og det varierer, hvor lang tid de tager.
Derudover kan man tage en studentereksamen som et 2-årigt studenterkursus.
Nuværende opbygning
HHX-uddannelsen er bygget op med et grundforløb på 3 måneder, hvor alle elever har de samme fag. Her går de i grundforløbsklasser. Forløbet afsluttes med eksamener i almen sprogforståelse (AP) og økonomisk grundforløb (ØG) – Derefter vælger eleverne studieretning, og starter i deres nye klasser.
STX-uddannelsen begynder – ligesom på HHX – med et fælles grundforløb på 3 måneder, hvorefter de studerende vælger et studieretningsforløb. Hvert gymnasium skal have mindst fire forskellige studieretningsforløb, hvert sammensat af beslægtede fag. Af disse fire skal et være overvejende humanistisk-sprogligt, et naturvidenskabeligt og et samfundsfagligt.
HTX-uddannelsen begynder – ligesom på HHX og STX – med et grundforløb på 3 måneder, hvorefter de studerende vælger et studieretningsforløb. Der er i alt 18 fastlagte studieretninger, HTX-uddannelserne kan udbyde. Disse er inddelt i de tre områder anvendt naturvidenskab,teknologi og kommunikationsteknik. HTX-uddannelsen udbyder som den eneste fagene idéhistorie, teknologi og teknikfag.
EUX-uddannelserne er meget forskellige, og det varierer derfor, hvor lang tid man skal bruge på dem. På EUX Business går man i skole på gymnasialt niveau i to år efterfulgt af to års praktik i en virksomhed. Det første år består af to grundforløb af hver 6 måneders varighed. De første 6 måneder har alle elever samme fag, og derefter vælger de en studieretning. Det kan fx være Handel, Kontor eller Detail. Andre EUX-uddannelser er bygget anderledes op, men efter EUX-uddannelsen er taget, har man både en studentereksamen og en erhvervsuddannelse – og to års erhvervserfaring.
Uddannelsernes historie
Højere handelseksamen (HHX) blev til sidst i 1800-tallet på privat initiativ, og via samarbejdet mellem finansmanden C.F. Tietgen og højskolemanden Ludvig Schrøder fik HHX fra begyndelsen sin dobbelte karakter af at være såvel erhvervsrettet som almendannende. Uddannelsens gymnasiale dimension blev markeret med den uformelle term ”handelsgymnasiet”, der var i omløb, inden HHX i 1920 fik lovmæssig hjemmel og kom under offentlig regulering. Dengang var HHX dog ikke generelt adgangsgivende til videregående uddannelse.
I 1970’erne slog HHX igennem som en gymnasial ungdomsuddannelse, og i løbet af 1980’erne var uddannelsen blevet et tilbud ved alle landets godt 50 handelsskoler, og antallet af dimittender rundede først i 1990’erne de 8.000 – plus ca. 3000 elever på den et-årige HHX. I dag er HHX Danmarks næststørste ungdomsuddannelse med en ansøgningsprocent på næsten 20 procent i 2018.
Studentereksamenen (STX) var i mange år en optagelsesprøve ved universitetet, Examen artium (også kaldet Første Eksamen) indtil 1850, hvor afgangseksamen fra de enkelte skoler blev indført.
I 1871 fik skolerne en matematisk-naturvidenskabelig linje, og den hidtidige studentereksamen fortsatte som sproglig-historisk linje, dog fra nu af uden hebræisk, hvormed de forskellige typer studentereksamen blev en realitet. Ved samme lejlighed afskaffede man muligheden for at tage examen artium ved universitetet, som privatister indtil da stadig havde haft. Fra 1875 havde også kvinder adgang til at tage studentereksamen.
Reformen i 1871 var en følge af, at industrialiseringen i Danmark stillede krav om nye uddannelser inden for de tekniske fag. Polyteknisk Læreanstalt var blevet oprettet i 1829, men den lærde skole forberedte ikke til denne fortsættelse, men skulle først og fremmest uddanne præster med de to sprog, hebræisk og oldgræsk, som Biblen er skrevet på, samt latin, som gennem århundreder havde været videnskabens sprog. Eleverne på den nye matematisk-naturvidenskabelige linje skulle fortsat lære latin frem til den næste reform i 1903. De kunne herefter have deltaget i kurset til Den lille latinprøve; men med gymnasiereformen af 2004 skal alle studenter have haft et kort latinkursus, som er en del af grundforløbet almen sprogforståelse. I 1871 indførtes det nye fag oldtidskundskab for »matematikerne« og fra 1903 også for de nysproglige, og det findes stadig i gymnasiet for alle andre end de klassisksproglige, som får den samme viden gennem faget oldgræsk.
Med Loven om højere Almenskoler fra april 1903 blev der tale om tre linjer i gymnasiet: matematisk-naturvidenskabelig, nysproglig og klassisksproglig (den sidste også kaldt gammelsproglig; den var en videreførelse af den hidtidige sproglig-historiske linje). Forud for oprettelsen af en nysproglig linje havde der været undervisning i tysk og fransk; men kun i ringe grad i engelsk, og undervisningen i moderne sprog havde været drevet over samme læst som de uddøde sprog, så eleverne ikke i særlig grad lærte at tale sprogene. En stor reformator på dette område var Otto Jespersen, som var professor i engelsk på Københavns Universitet. Det var også i 1903, at skolernes navn skiftede til gymnasium fra den hidtidige betegnelse den lærde skole, latinskolen; men for statsejede gymnasier anvendtes almindeligvis betegnelsen statsskole.
Loven om Gymnasieskoler fra 1958 indførte, at der skulle være to linjer, og at der efter det første studieår skulle vælges mellem forskellige grene. For de sproglige studenter var der tale om en nysproglig, en samfundsfaglig og en klassisk-sproglig gren, mens det for de matematiske drejede sig om en matematisk-fysisk, en samfundsfaglig og en naturfaglig gren. Senere blev der mulighed for en musisk gren.
Ved gymnasiereformen 1988 blev grensystemet afskaffet og erstattet af muligheden for en række valgfag, men systemet med en matematisk og en sproglig linje blev bevaret indtil 2004, hvor den nye gymnasiereform blev implementeret.
EUX - den erhvervsfaglige studentereksamen er det seneste skud på stammen med gymnasiale uddannelser. Det begyndte med et pilotprojekt i 2010, som sidenhen blev vedtaget som en fast ungdomsuddannelse. Og i 2015 blev den merkantile EUX, mest kendt som EUX Business, indført.
Se også
Eksterne henvisninger
- UddannelsesGuidens information um studentereksamen (stx) Arkiveret 10. juni 2007 hos Wayback Machine
- Studentereksamen (almen) Arkiveret 5. januar 2005 hos Wayback Machine
- Gymnasieskolens historie
- http://udd.uvm.dk/200310/udd200310-01.htm?menuid=4515 Arkiveret 31. december 2005 hos Wayback Machine Gymnasiereformer med 100 års mellemrum – fra en moderne verden til en senmoderne verden
- Tidssøjlen 1848-1963 Arkiveret 24. januar 2010 hos Wayback Machine fra Undervisningsministeriet
- Studieorientering fra Horsens Statsskole Arkiveret 15. december 2007 hos Wayback Machine
|