Kong Arthur

Kong Arthur var en legendarisk britisk leder fra det sene 5. og tidlige 6. århundrede, som ifølge middelalderhistorier og romaner ledede forsvaret af det romersk-keltiske England mod saxernes angreb i begyndelsen af det 6. århundrede. Detaljerne i Arthurs historie er hovedsagelig stykket sammen af folklore og digterisk fantasi, og hans historiske eksistens debatteres og bestrides af moderne historikere. Baggrunden for historierne er hentet fra forskellige kilder, herunder Annales Cambriae, Historia Brittonum og Gildas' De Excidio et Conquestu Britanniae. Arthurs omtales også i digtet Y Gododdin.

Den legendariske Arthur udvikledes i vid udstrækning af Geoffrey af Monmouths fantasifulde og opfindsomme Historia Regum Britanniae fra det 12. århundrede (De britiske kongers historie; afsluttet i 1138). Nogle walisiske og bretonske fortællinger og digte viser Arthur som stor kriger, der forsvarede landet mod overnaturlige fjender, andre som troldmand; undertiden forbundet med den walisiske Annwn. [5] Hvor meget Geoffreys Historia blev tilpasset tidligere kilder, og hvad han selv fandt på, er uvist.

Temaer og begivenheder i Arthur-legenden varierer meget fra tekst til tekst. Men der er ingen kanonisk udgave, selv om Geoffreys version af begivenhederne ofte ligger til grund for senere historier.

Geoffrey viser Arthur som konge af Storbritannien, der besejrede sakserne og herskede over Storbritannien, Irland, Island, Norge og Gallien.

• Mange elementer og hændelser, der nu er en fast del af Arthurs historie, vises allerede i Geoffreys Historia, herunder Arthurs far Uther Pendragon, hans mentor Merlin, hans dronning Guinevere, sværdet Excalibur, Arthurs fattelse på Tintagel, hans sidste kamp mod Mordred på Camlann og hans hvilested på øen Avalon.
• Men det var den franske forfatter fra det 12. århundrede Chrétien de Troyes, der tilføjede Lancelot, den hellige gral og den romantik, som blev en væsentlig del af riddertidens troubadourdigtning.

I de franske historier skifter fokus ofte fra Arthur til forskellige riddere af det runde bord. Arthur-litteraturen blomstrede i middelalderen men falmede i de næste århundreder, indtil den igen opblomstrede i det 19. århundrede. Midt i det 19. århundrede øste Richard Wagner af historierne til sine operaer Parsifal og Tristan (og Isolde). I det 21. århundrede lever legenden ikke kun i litteraturen, men også i teater, film, tv, tegneserier og andre medier.

Omkring Arthur voksede en sagnkreds med bl.a. hans rådgiver troldmanden Merlin, sværdet Excalibur, heksen Morgan le Fay (også kendt som Morgana) og hans ridderorden ridderne af det runde bord, der samles på kongeslottet Camelot.

I det 12. århundrede blev adskillige versioner nedskrevet i Frankrig og Tyskland med hovedvægten på Arthurs sidste tid, riddernes søgen efter den hellige gral, samt romancen mellem ridderen Lancelot og dronning Guinevere.

Persongalleriet er omfangsrigt, og af andre riddere kan nævnes Parsival, Tristan, Gawain, Galahad, Bors, Ector, Gaheris, Gareth, Lamorak, Sir Lionel, Bedivere, Mordred (søn af Arthur og hans halvsøster, Morgause), og Pellinore.

Arthur møder sit endeligt i kampen mod sin uægte søn Mordred; han bliver dødeligt såret og sejles til den mytiske ø Avalon, hvor han heles og lægges til hvile, for en dag at skulle rejse sig igen når Albion (de britiske øer) har brug for ham.

Navnet Arthur er skotsk/keltisk/walisisk eller muligvis fra latin Artorius. På walisisk betyder Arthur heltebjørn. Ifølge skotsk/keltisk stammer navnet Arthur fra ordet artos som betyder bjørn. Artorius er et slægtsnavn der betyder ædel eller modig.^[1]

Nogle forskere antager, at Arthur må have været af anglo-britisk afstamning og kan have levet sidst i det 5. århundrede eller først i det 6. århundrede. Nogle har identificeret ham som den Riothamus, kaldet "bretonernes konge", der levede under den romerske kejser Anthemius. Andre foreslår, at Arthur er Lucius Artorius Castus, der udførte så store militære bedrifter i det 2. århundrede, at det kan være husket flere hundrede år senere.

Atter andre mener, at han må betragtes som en halvvejs glemt, keltisk guddom, som er blevet omdigtet til en helteskikkelse, på samme måde som guden Lir blev til helten Lear. De samme forskere henviser til, at det var den keltiske romer Ambrosius Aurelianus, der anførte briterne i slaget ved Mons Badonicus.

Arthur nævnes først i den walisiske litteratur. I et digt fra ca. 594 skriver Aneirin (ca. 535-600), at helten "fodrede ravnene på murene, skønt han ikke var Arthur". Digtet er dog bevaret i et antal afvigende versioner, og det er svært at afgøre, om denne sætning er en senere tilføjelse.

En anden tidlig keltisk digter Taliesin (ca. 534–ca. 599) skriver om Arthur i følgende digte:

• "Kongetronen" (der nævner " Arthur den velsignede")
• "Himlens skatte", (der omtaler "Arthurs tapperhed" og tilføjer "vi var sammen med Arthur i hans strålende virke")
• "Rejsen til Deganwy" (der rummer passagen "lige som i slaget ved Badon, hvor Arthur, den største giver af fester, hævede sit sværd, rødt fra slaget, som alle mennesker husker")

En tredje, tidlig henvisning til Arthur findes i Historia Britonum, som tilskrives munken Nennius, der skal have samlet tidlige, walisiske kilder omkring år 830. Der omtales Arthur som "leder af slag", men ikke som konge. To forskellige kilder i samlingen opregner de 12 slag, han skal have udkæmpet. Det kulminerede i slaget ved Mons Badonicus, hvor han ene mand skal have dræbt 960 krigere.

• Helgenbeskrivelsen Sankt Gildas levnedsløb, skrevet af Caradoc fra Llancarfan i det 11. århundrede
• Digtet Culhwch og Olwen i ”Mabinogion”, en digtsamling fra årene mellem 1350 og 1410.
• Digtsamlingen Trioedd Ynys Prydein, der er nedskrevet før 1275

• A Connecticut Yankee in King Arthur's Court (1949) med Cedric Hardwicke som Arthur
• Knights of the Round Table (1953) med Mel Ferrer som Arthur
• Prince Valiant (1954) med Brian Aherne som Arthur
• A Connecticut Yankee (1955) med Boris Karloff som Arthur
• Lancelot and Guinevere (1963) med Brian Aherne som Arthur
• Sværdet i Stenen (1963) (tegnefilm)
• Camelot (1967) med Richard Harris som Arthur
• Lancelot du lac (1970) med Tony Taffin som Arthur
• Monty Python and the Holy Grail (1975) med Graham Chapman som Arthur
• The Spaceman and King Arthur (1979) med Kenneth More som Arthur
• Excalibur (1981) med Nigel Terry som Arthur
• Morte d'Arthur (1984) med Jeremy Brett som Arthur
• Sword of the Valiant: The Legend of Sir Gawain and the Green Knight (1984) med Trevor Howard som Arthur
• Arthur the King (1985) med Malcolm McDowell som Arthur
• First Knight (1995) med Sean Connery som Arthur
• Dragonheart (1996) med John Gielgud som Arthur
• Prince Valiant (1997) med Edward Fox som Arthur
• Quest for Camelot (1998) tegnefilm med Pierce Brosnan som Arthur
• Merlin: The Return (2000) med Patrick Bergin som Arthur
• The Mists of Avalon (2001) med Edward Atterton og Freddie Highmore som Arthur
• King Arthur (2004) med Clive Owen som Arthur

• The Adventures of Sir Lancelot (1956-1957) med Bruce Seton og Ronald Leigh-Hunt som Arthur
• Arthur of the Britons (1972-1973) med Oliver Tobias som Arthur
• The Legend of King Arthur (1979) med Andrew Burt som Arthur
• Merlin (1980) med Michael Klemm som Arthur
• The Legend of Prince Valiant (1991) med Efrem Zimbalist, Jr. som Arthur
• Pé na Jaca (2006-2007) med Murilo Benício som Arthur
• Kaamelott (2004-2009) med Alexandre Astier som Arthur
• Merlin (2008-2012) med Bradley James som Arthur og Angel Coulby som Guinevere

• Tintagel slot – hvor Kong Arthur formodes undfanget.
• Arthur sten – sten med skrift fundet i 1998 ved Tintagel slot.
• Tristan og Isolde (legende)
• Eventyrdrage

• Klaus Aarsleff: Mysteriet om Kong Arthur og Ridderne af Det runde Bord (Gyldendal, 1997)
• Nicolas Barbano: Kong Arthur på dvd (Alt om DVD nr. 2, 2004)

Wikimedia Commons har medier relateret til: Kong Arthur

• David Nash Ford's, Early british kingdoms: King Arthur
• 12.07.10, kpn.dk: Kong Arthurs runde bord havde plads til 1.000 Arkiveret 19. august 2010 hos Wayback Machine Citat: "...Fundet af resterne af et romersk amfiteater i Chester tæt på Wales har ført til forskernes teori om, at det netop var her, kong Arthur boede, og her ridderne samledes om det runde bord..."