Armada Española

Armada Española
	SPS Almirante Juan de Borbón (F102) set fra bagbord bov ud for Californien i 2004
Grundlagt	1515
Land	Spanien
Rolle	Marine
Størrelse	~27.000 mand; ~100 skibe; ~60 fly
Slag og krige	Firsårskrigen (1568-1648); Den Østrigske arvefølgekrig (1740-48); Den amerikanske uafhængighedskrig (1775-83); Napoleonskrigene (1803-15); Den spansk-amerikanske krig (1898); Rifkrigen (1920); Den spanske borgerkrig (1936-39)
Ledere
Almirante General	Don Manuel Rebollo García
Almirante	Juan Carlos Muñoz-Delgado Díaz del Río
Kendte ledere	Christoffer Columbus; Ferdinand Magellan; Álvaro de Bazán; Pascual Cervera y Topete
Insignier
Flådens logo; -; -; -Orlogsflag; -; -; Gøs; -; ; -; Kokarde på fly	; -; -; -; ; -;

Armada Española er den maritime del af det spanske forsvar, en af de ældste aktive flåder i verden. Den spanske flåde har æren for adskillige bedrifter i verdenshistorien, såsom opdagelsen af Amerika, den første verdensomsejling og opdagelsen af ruten fra Fjernøsten til Amerika over Stillehavet (Andres de Urdaneta's rute). I tre århundreder sikrede den spanske flåde et kæmpe handelsnetværk som sejlede i Stillehavet mellem Asien og Amerika, samt i Atlanterhavet, hvor den spanske guldflåde sejlede i konvojer fra Amerika til Europa. Den spanske flåde var den mest magtfulde flåde i Europa fra det tidlige 16. århundrede til midten af det 17. århundrede, og en af de mest magtfulde flåder op til midten af det 19. århundrede.

I 1987, bestod Armada Española af 47.300 ansatte, inklusiv Infanteria de Marina, hvoraf ca. 34.000 var værnepligtige.^[1]. I 2002 var alle værn i det spanske forsvar fuldt professionelle.^[2]. Flådens hovedbaser ligger i Rota, Ferrol, San Fernando samt Cartagena.

Flåden i dag

Underordnet til den spanske flådechef med hovedkvarter i Madrid, findes der fire områdekommandoer: Kantabriens distrikt med hovedkvarter i Ferrol, A Coruña på Atlanterhavkysten. Gibraltarstrædets distrikt med hovedkvarter i San Fernando Cádiz. Middelhavsdistriktet med hovedkvarter i Cartagena, samt de Kanariske Øers distrikt med hovedkvarter i Las Palmas de Gran Canaria.

Armadaens største skib er hangarskibet Príncipe de Asturias (R11), som indgik i flådens tal i 1988 efter at have afsluttet søprøverne. Skibet blev bygget i Spanien og er designet med et skihop for enden af landingsdækket. Skibet kan udstyres med niogtyve AV-8 Harrier II V/STOL (Vertical/Short Take Off and Landing) eller seksten helikoptere designet til antiubådskrigsførelse eller amfibieoperationer.

Med hangarskibet følger en eskortegruppe bestående af fire Álvaro de Bazán-klasse fregatter, bygget i Spanien og udstyret med det amerikanske AEGIS-kampinformationssystem og udrustningen består blandt andet af Harpoon- og Standard missiler. Den første enhed af klassen indgik i 2002. Af andre fregatter kan nævnes Santa Maria-klassen, som blev bygget på licens i Spanien mellem 1984-1995. Seks korvetter af portugisisk design blev konstrueret i Spanien mellem 1978-1982.

Ubådsstyrken består af fire ældre ubåde af Galerna-klassen konstrueret mellem 1983-85. Ubådene er udstyret med Exocet SM.39. Fire ubåde af Daphne-klassen blev bygget mellem 1973-75 og er nu udgået. Agosta-klassen er planlagt til at blive afløst af den moderne S80-klasse som bliver langtrækkende og benytter moderne stealth teknologi.

Historie

Begyndelsen (13. – 15. århundrede)

Slaget ved La Rochelle, 1419

Den spanske marine spiller en stor rolle i forklaringen på de store spanske bedrifter siden det 14. århundrede, især Spaniens rolle i opdagelsestiden og den spanske ekspansion over Atlanterhavet og Spansk Østindien. Den moderne spanske flådes rødder strækker sig til langt tilbage før opdagelsen af Amerika. Allerede de tidligere kongedømmer der førte til grundlæggelsen af det nuværende Spanien, Aragonien og Castilien var stærke sømagter så tidligt som det 13. århundrede. Aragonien brugte sit søherredømme til at skabe et imperium omkring Middelhavet og Castilien foretog togter mod Maurerne (Erobringen af Cadiz i 1232) og blev involveret i hundredeårskrigen. I 1402 erobrede en Castiliansk ekspedition anført af Juan de Bethencourt de Kanariske Øer for Henrik III af Castilien.

I det 15. århundrede brugte Castilien sine flådestyrker til at søsætte et større antal opdagelsesrejser cirka samtidig med Portugals opdagelsesrejser, hvilket medførte starten på den europæiske opdagelsestid. Både den aragoniske og den castilianske flåde såvel som deres efterfølger, Armadaen levede med en konstant trussel i de berberiske pirater. Defensive og straffeekspeditioner over Middelhavet førte til erobringen af adskillige udposter inklusiv Melilla i 1497, Mazalquivir i 1505, Oran i 1509, Algier i 1510, Tripoli i 1511 og det mindre Plazas de soberanía som er forblevet en del af Spanien til den dag i dag.

I 1492 ankom to Karaveller og en Karak anført af admiral Christoffer Columbus til hvad der i dag er Amerika, i en ekspedition der skulle finde den vestlige rute til Fjernøsten Denne ekspedition førte senere til opdagelsen af Amerika, og startede hermed en massiv kolonisering.

Ekspansion og dominans under Habsburgerne (16. – 17. århundrede)

Efter opdagelsen af Amerika og koloniseringen af en række karibiske øer såsom Cuba, blev spanske de conquistadorer Hernán Cortés og Pizarro af Armadaen ført til det amerikanske hovedland hvor de erobrede Mexico og Peru. Flåden bragte også spanske opdagelsesrejsende til det Nordamerikanske kontinent, såsom Juan Ponce de Leon og Alvarez de Pineda, som opdagede Florida og Texas i henholdsvis 1519 og 1521. I 1519, sendte Spanien den første ekspedition der skulle foretage en verdensomsejling ført af portugiseren Ferdinand Magellan. Efter Magellans død i 1521 på øen Mactan i Filippinerne, blev den resterende del af ekspeditionen fuldført af Juan Sebastian Elcano. I 1565 førte Miguel Lopez de Legazpi en succesfuld ekspedition fra Nyspanien (Mexico) for at etablere den første spanske koloni i Filippinerne. En af de mest berømte spanske admiraler er Álvaro de Bazán, "Almirante del Mar Océano" (Admiral for Atlanterhavet). De Bazán hjalp med at vinde slaget ved Lepanto (1571) mod det Osmanniske Rige. Det spanske marineinfanteri, (Infantería de Marina), verdens ældste marineinfanteri (etableret i 1537 fra Compañías Viejas del Mar de Nápoles), spillede en stor rolle i dette slag.

Slaget ved Lepanto, 1571

Den spanske armadas tilbagetog i 1588, betød ikke tilbagegang for den spanske flåde, men betød tværtimod en større reform og den beholdte sin dominerende stilling på havene. Tiltrods for flådens store tab af skibe og mandskab ved den irske kyst, viste de efterfølgende år den spanske flådes højdepunkt, hvor Armadaen slog en engelsk flåde i 1589, slog hårdt ned på Boucanierne der angreb den spanske guldflåde og slog angreb på de spanske kolonier i det Caribiske Hav og Spansk Vestindien tilbage og Armadaen fortsætter sin dominans i Atlanterhavet. Det var hollandske rebeller der skulle udgøre den største trussel mod den spanske overmagt. Holland påførte spanierne et antal nederlag allerede så tidligt som i 1570'erne og øgede deres pres på de spanske og portugisiske handelsruter, især fra 1620'erne. Slaget ved Gibraltar i 1607 var skelsættende. Et antal små hollandske krigsskibe overraskede 10 store oceangående spanske galeoner der lå for anker i bugten og sænkede dem alle. Spanierne svarede igen ved at udstyre private skibe stationeret hovedsageligt i Dunkirk med et kaperbrev, hovedsageligt møntet på hollandske handelsskibe og trawlere. Denne handelskrig antog en global dimension og kaperne opererede så langt væk som de spanske Filippinerne. Armadaens dominans aftog efter slaget ved the Downs i 1639, hvor en stor spansk troppetransportflåde blev slået af hollænderne.

Santissima Trinidad, det største linjeskib på dets tid

Senere, i det 17. århundrede, kunne man i Storbritannien se svækkelsen i den spanske flåde og den engelske Lord Protector Oliver Cromwell indgik i 1654 en alliance med Frankrig hvilket udløste den Anglo-spanske krig. Storbritannien håbede med denne krig at kunne erobre dele af de spanske besiddelser i Amerika. Dette mål viste sig dog at være for vanskeligt at nå for briterne, da Spanien var stærkt tilstede i det caribiske hav, støttet af kraftigt befæstede havne såsom Havana, Veracruz og Cartagena de Indias. Den nyligt genrejste engelske flåde påførte Armada Española adskillige nederlag og briterne erobrede Jamaica. Andre mindre caribiske øer blev også tabt til andre europæiske kræfter og blev brugt til angreb på de spanske kolonier og pirater og kapere. De store Antiller forblev dog under spansk kontrol, hvorved den spanske flåde kunne fortsætte med at eskortere den spanske guldflåde tilbage til Spanien for endnu tohundrede år.

Selvom de spanske Habsburgere ikke tildelte flåde megen opmærksomhed fortsatte flåden med at holde forbindelserne mellem Spanien, Amerika og dets andre territorier for det meste af det 17. århundrede og fortsatte med held at udføre dets opgaver. Armada Española fortsatte med at være en maritim stormagt indtil tidligt i det 19. århundrede.

Modernisering under Borbònerne (18. århundrede)

I det 18. århundrede hyrede det nye Borbònske monarki franske og italienske eksperter til at modernisere den forsømte flåde og dets administration. Et "Secretaría" (Ministerium) for flåden og hæren blev etableret, hvor kontrollen med flåden og hæren blev centraliseret i 1714 og et strengt standardiseringsprogram blev introduceret i skibe fremgangsmåder og administration. Flåden var den tredjevigtigste flåde i verden efter Marine Nationale (som den spanske flåde ofte var allieret med) og Royal Navy. Uagtet spillede Armadaen en stor og vigtig støtterolle i den polske arvefølgekrig, krigen om Jenkins øre og den amerikanske uafhængighedskrig, og fortsatte med dens primære opgaver såsom at beskytte konvojer og den spanske kystlinje med en stor flåde af fregatter.

San Felipe de Barajas Fortet ved Cartagena (Colombia). Spanierne nedkæmpede en massiv britisk invasionsstyrke fra denne kolonihavn under slaget ved Cartagena de Indias.

Flåden blev i det 18. århundrede mest benyttet til at holde søvejene fra hovedlandet til kolonierne åbne, støtte invasioner og undertrykke pirataktiviteter. Tidens fremherskende doktriner betød at der ikke opstod store søslag, og under disse forhold fremstod Armada Española som en ganske potent styrke indtil Napoleonskrigene påførte Spanien økonomisk, politisk og administrativt kaos.

Nedgang (19. Århundrede)

Det 19. århundrede var vendepunktet i den spanske flådes historie. Armadaen led under to hårde slag. Den 21. oktober 1805 blev den spanske flåde presset i kamp af Napoleon I, og den fransk-spanske flåde blev slået ved Slaget ved Trafalgar. Af 15 skibe lykkedes det kun 6 skibe at komme tilbage til Cadiz. En endnu vigtigere pointe kan ses på det ensidede resultat, hvor Frankrig-Spanien gik ind i kampen med 33 skibe mod Storbritanniens 27. Storbritannien mistede ikke et eneste skib imod de Fransk-Spanske tab på 22 skibe. Dette kan tilskrives de uerfarne besætningers kamp mod de krigsvante britiske veteraner. Mange af de spanske besætninger var landsoldater, shanghajede tiggere og bønder hvor flere aldrig havde så meget som affyret en kanon på et vippende skib i modsætning til de højt trænede britiske besætninger der på dette tidspunkt havde været i kamp adskillige gange. Spanien var tvunget til at udskrive et stort antal uerfarne besætninger, da en epidemi af gul feber i 1802-04 havde gjort stort indhug i de erfarne besætninger såvel som en måde at måde at holde udgifterne nede da erfarne matroser skulle have en højere løn end uerfarne folk. Den franske admiral ignorerede de spanske kaptajner, som havde stor erfaring i at bryde blokader (og ikke nærede sig nogle illusioner om Armadaens tilstand), og deres bønner om at vente på gunstigere forhold til at forlade havnen. Den britiske admiral benyttede sig af en taktik der gjorde det svært for de uerfarne spanske kaptajner. Omkring 45 linjeskibe (ud af omkring 150 skibe i alt) forblev i havn indtil de indgik aktivt i Napoleonskrigene i 1808.

Det 19. århundrede sluttede som det begyndte, med endnu en skæbnesvanger begivenhed. Den 3. juli, 1898^[3], Admiral Cervera's eskadre var udslettet i en heroisk, men håbløs kamp for at bryde en amerikansk blokade af Cuba under den spansk-amerikanske krig. Den spanske eskadre i Filippinerne var tidligere samme år blevet slået i slaget ved Manila (1998).

Igennem dens historie har Armadaen nået mange milepæle, fra guldflådens transport af guld og sølv fra kolonierne i Amerika til sikre det Spanske imperium i Europa, Amerika og Fjernøsten og Afrika. I flådens storhedstid bidrog flåden enormt til den geografiske kendskab til verden, åbningen af adskillige ruter over Atlanten og Stillehavet, undertrykkelsen af pirateri og smugling. Det bidrog også til udviklingen af oceangående skibe såsom galeonen og den mekanisk fremdrevne ubåd. Der ville gå indtil det 20. århundrede før Armadaen igen begyndte at vokse og igen indtage sin position som en af de vigtigste flåder i verden.

I slutningen af det 19. århundrede antog Armada Española hymnen Salve Marinera, en salme til Stella Maris (Jomfru Maria), som dens officielle hymne.

Nutiden (20. – 21. århundrede)

Hangarskibet SPS Principe de Asturias (R11)

Adskillige begivenheder fandt sted i starten af det 20. århundrede, blandt andet Alhucemas-landgangen i Marokko, som var den første succesrige landgangsoperation i verdenshistorien.

Spanien blev medlem af North Atlantic Treaty Organisation (NATO) i 1982, og Armada Española har siden da taget del i mange fredsbevarende operationer såsom SFOR, Haiti og andre steder i verden. I dag er den spanske flåde meget moderne med et hangarskib, to amfibie-dokskibe, et amfibie-helikopterskib, moderne fregatter og nye ubåde er under konstruktion. Det spanske marineinfanteri, (på spansk Infanteria de Marina), er en integreret del af Armadaen. Spanske officerer modtager deres uddannelse på Escuela Naval Militar (Det spanske flådeakademi) og bliver rekrutteret enten via Militar de Complemento, som fungerer stort set som det amerikanske ROTC-program for College-studerende der ønsker at gå ind i flåden. De tilbringer et år på flådeakademiet og bliver derefter udnævnt kadetter. Den anden måde man kan blive officer på er Militar de Carrera, hvor studerende tilbringer fem år på flådeakademiet og modtager en universitetsgrad efter fuldførelse af uddannelsesforløbet.

Rangorden

Officersgruppen

NATO-rang	OF-10	OF-9	OF-8	OF-7	OF-6	OF-5	OF-4	OF-3	OF-2	OF-1	OF(D)	Kadet
Distinktion											-
Spansk rang	Capitán General	Almirante General	Almirante	Vicealmirante	Contraalmirante	Capitán de Navío	Capitán de Fragata	Capitán de Corbeta	Teniente de Navío	Alférez de Navío Alférez de Fragata	Guardiamarina	Alumno
Dansk rang	Findes ikke	Admiral	Viceadmiral	Kontreadmiral	Flotilleadmiral	Kommandør	Kommandørkaptajn	Orlogskaptajn	Kaptajnløjtnant	Premierløjtnant Løjtnant	Findes ikke	Findes ikke

Sergent og meniggruppen

NATO rang	OR-9	OR-8	OR-7	OR-6	OR-5	OR-4	OR-3	OR-2	OR-1
Distinktion	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Spansk rang	Suboficial mayor Subteniente	Brigada	Sargento primero	Sargento	Cabo mayor	Cabo primero	Cabo	Marinero de 1ª clase	Marinero
Dansk rang	Chefsergent	Seniorsergent	Oversergent	Findes ikke	Sergent	Korporal	Marinespecialist	Marineoverkonstabel Marinekonstabel	Marineelev Værnepligtig menig