Ariel (måne)
| Ariel | |
|---|---|
.jpg) | |
| Opdaget | |
| 24. oktober 1851, af William Lassell | |
| Kredsløb om Uranus | |
| Afstand til Uranus (massecenter) |
|
| Halve storakse | 190 900 km |
| Halve lilleakse | 190 886 km |
| Excentricitet | 0,012 |
| Siderisk omløbstid | 2d 12t 29m 0,0s |
| Synodisk periode | — |
| Omløbshastighed |
|
| Banehældning | 0,26° i fh. t. Uranus' ækv. |
| Periapsisargument; ω | 151,300 ° |
| Opstigende knudes længde; Ω | 22,400 ° |
| Omgivelser | |
| — | |
| Fysiske egenskaber | |
| Diameter | 1155 – 1162 km |
| Fladtrykthed | — |
| Overfladeareal | 1,68·107 km² |
| Rumfang | 8,13·108 km³ |
| Masse | 1,350·1021 kg |
| Massefylde | 1670 kg/m³ |
| Tyngdeacc. v. ovfl. | 0,270 m/s² |
| Undvigelseshastighed v. ækv. | 2016 km/t |
| Rotationstid | 2d 12t 29m 0,0s (Bunden rotation) |
| Aksehældning | ? |
| Nordpolens rektascension | — |
| Nordpolens deklination | — ° |
| Magnetfelt | — |
| Albedo | 39 % |
| Temperatur v. ovfl. | Gnsn. -215 °C Min. — °C Maks. — °C |
| Atmosfære | |
| Atmosfæretryk | 0 hPa |
| Atmosfærens sammensætning | — |
For alternative betydninger, se Ariel. (Se også artikler, som begynder med Ariel)
For alternative betydninger, se Ariel er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 24. oktober 1851 af William Lassell.
I 1852 foreslog Herschels søn John Herschel at kalde de fire Uranus-måner man kendte dengang, for Ariel, Oberon, Titania og Umbriel. William Lassell, som året forinden havde opdaget månerne Ariel og Umbriel, bakkede op om forslaget, ligesom han støttede John Herschels navneforslag vedrørende Saturn-måner og selv fulgte det ved at kalde den Saturn-måne han selv havde opdaget, for Hyperion.
Alle Uranus' måner er opkaldt efter skikkelser fra William Shakespeares og Alexander Popes værker: Ariel har navn efter sylfiden Ariel fra Alexander Popes digt Rape of the Lock. Månen Ariel kendes desuden også under betegnelsen Uranus I.
Ariels overflade
De hidtil eneste nærbilleder af Ariel stammer fra rumsonden Voyager 2's forbiflyvning i januar 1986: På dette tidspunkt vendte Ariel den sydlige halvkugle mod Solen, så dette er den eneste del af månen, der er blevet observeret fra nært hold.
Ariel består af omtrent 50 % vand-is, 20% frossen metan og 30% silikater (klippemateriale). Visse egne af Ariels overflade synes at være dækket af frisk rimfrost, og der er forholdsvis få kratere. Dette tyder på, at Ariel har undergået voldsom geologisk aktivitet, som har skabt et netværk af kløfter samt sletter, hvor flydende vand har dækket partier af overfladen før det frøs til en jævn isoverflade.
|
Medier brugt på denne side
This mosaic of the four highest-resolution images of Ariel represents the most detailed Voyager 2 picture of this satellite of Uranus. The images were taken through the clear filter of Voyager's narrow-angle camera on Jan. 24, 1986, at a distance of about 130,000 kilometers (80,000 miles). Ariel is about 1,200 km (750 mi) in diameter; the resolution here is 2.4 km (1.5 mi). Much of Ariel's surface is densely pitted with craters 5 to 10 km (3 to 6 mi) across. These craters are close to the threshold of detection in this picture. Numerous valleys and fault scarps crisscross the highly pitted terrain. Voyager scientists believe the valleys have formed over down-dropped fault blocks (graben); apparently, extensive faulting has occurred as a result of expansion and stretching of Ariel's crust. The largest fault valleys, near the terminator at right, as well as a smooth region near the center of this image, have been partly filled with deposits that are younger and less heavily cratered than the pitted terrain. Narrow, somewhat sinuous scarps and valleys have been formed, in turn, in these young deposits. It is not yet clear whether these sinuous features have been formed by faulting or by the flow of fluids.