Aragoniens krone

Corona d'Aragón (aragonisk) Corona d'Aragó (catalansk) Corona Aragonum (latin) Corona de Aragón (spansk)
1162–1716
Flag Nationalvåben
Territorier underlagt Aragoniens krone i tidens løb
Sprog	Officielle sprog: Aragonsk, Catalansk, Latin Minoritetssprog: Occitansk, Sardinsk, Korsikansk, Napolitansk, Siciliansk, Castiliansk, Baskisk, Græsk, Maltesisk, Andalusisk-arabisk, Mozarabisk
Religion	Majoritetsreligion: Romersk-katolsk Minoritetsreligioner: Sunni Islam, Sefardisk jødedom, Græsk ortodoksi
Regeringsform	Feudal konfødereret monarki[1]
Monark
• 1162–1164	Petronella (første)
• 1479–1516	Ferdinand 2.
• 1700–1716	Karl 3. (sidste)
Lovgivende forsamling	Cortes Aragonesas Corts Catalanes Corts Valencianes
Historisk periode	Middelalderen / Tidlig moderne tid
• Foreningen af kongeriget Aragonien og grevskabet Barcelona	1162
• Erobringen af kongeriget Mallorca	1231
• Erobringen af kongeriget Valencia	1238–1245
• Erobringen af kongeriget Sardinien	1324–1420
• Erobringen af kongeriget Napoli	1501–1504
• Nueva Planta-dekreterne	1716
Areal
• 1443	250.000 km²
Efterfulgte Efterfulgt af Kongeriget Aragonien Grevskabet Barcelona Bourbon-Spanien Hertugdømmet Savoyen Habsburg-Spanien

Aragoniens krone (aragonsk: Corona d'Aragón, catalansk: Corona d'Aragó, spansk: Corona de Aragón) var et konfødereret, sammensat monarki, hvor en konge herskede med en personal og dynastisk union over kongeriget Aragonien og grevskabet Barcelona. På sit højeste i det 14. og 15. århundrede var Aragoniens krone et thalassokrati, der kontrollerede en stor del af det, der i dag er det østlige Spanien, dele af det sydlige Frankrig og et middelhavsrige, som blandt andet omfattede de Baleariske øer, Sicilien, Korsika, Sardinien, Malta, Syditalien (fra 1442) og dele af Grækenland (indtil 1388). Kronens forskellige riger var ikke forenet politisk med undtagelse af på kongens niveau, hvor kongen herskede over hver autonom entitet ifølge dens egne love, indkrævede skatter under hver sin skattestruktur, og håndterede hver lovgivende Corts forskelligt. Af denne grund bliver det i dag ofte beskrevet at rigerne under Aragoniens krone (hovedsageligt kongeriget Aragonien, fyrstendømmet Catalonien og kongeriget Valencia) i højere grad fungerede som en konføderation end som et enkelt kongerige. Af samme grund skal Aragoniens krone ikke forveksles med kongeriget Aragonien, et af unionens medlemmer, hvorfra den har sit navn.

I 1469 indførte de katolske monarker en ny dynastisk union af Aragoniens krone og Castiliens krone, hvorved de sluttede sig sammen i det som ville blive til kongeriget Spanien under Filip 2.. Kronen eksisterede frem til den blev afskaffet i Nueva Planta-dekreterne udsendt af Filip 5. i 1716 som konsekvens af ærkehertug Karls (som Karl 3. af Aragonien) nederlag i Den spanske arvefølgekrig.

Kontekst

Forment var Aragoniens krones politiske centrum Zaragoza, hvor monarkerne blev kronet i La Seo. De facto var hovedstaden og det kulturelle, administrative og økonomiske centrum dog Barcelona, fulgt af Valencia. En fjerde vigtig by, og havn, var Palma på Mallorca.

Aragoniens krone kom med tiden til at omfatte kongeriget Aragonien, fyrstendømmet Catalonien (frem til det 12. århundrede under navnet grevskabet Barcelona), kongeriget Valencia, kongeriget Mallorca, kongeriget Sicilien, Malta, kongeriget Napoli og kongeriget Sardinien. I korte perioder kontrollerede Aragoniens krone også Montpellier, Provence, Korsika og de to græske hertugdømmer hertugdømmet Athen og hertugdømmet Neopatras. Riget blev aldrig i samtidig litteratur omtalt som et "rige", men blev blot betragtet som en dynastisk union af autonome kongeriger.

De lande, der i dag kendes som Spanien og Portugal, gennemgik i Middelalderen efter 722 en turbulent tid kaldet Reconquistaen (spansk for "generobringen"), hvor de nordlige kritsne kongeriger kæmpede mod de islamiske taifa småkongeriger i syd.

I den sene middelalder stødte Aragoniens krones udvidelse sydpå sammen med den castilianske udvidelse østpå i regionen Murcia. Efter dette vendte Aragoniens krone sit fokus mod Middelhavet, hvor det med tiden lykkedes at udvide kronens territorium til at nå både Grækenland og Barbareskstaterne. Lejesoldater fra kronens territorier, kendt som almogàvers, deltog i oprettelsen af dette "middelhavsrige".

Aragoniens krone var på sit højeste en af Europas stormagter, med evnen til at sætte regler for hele Middelhavet (som eksempel er Llibre del Consolat del Mar, skrevet på catalansk, en af verdens ældste samlinger af havret).

Vimpel

Aragoniens våbenskjold (rudeformet variant)

Aragoniens krones våbenskjold stammer fra de lignende våbenskjold tilhørende greverne af Barcelona og kongerne af Aragonien.^[2] Vimplen blev udelukkende brug af kronens monarker, hovedsageligt til at udtrykke deres suverænitet.^[3] Jakob 3. af Mallorca, en vasal under kongeriget Aragonien, anvendte et våbenskjold med fire striber, som kan ses på illustrationerne i Leges palatinae.

Sammensætning

Kronen bestod af de følgende stater (som i dag er dele af de moderne lande Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland, Malta og Andorra).

Navn	Typr	Noter	Tidligste annektering
Andorra	Diarki	Kortvarigt annekteret af Aragonien i 1396 og igen i 1512	1396
Aragonien	Kongerige	Forenet med grevskabet Barcelona i 1162, hvorved kronen blev dannet	1162
Athen	Hertugdømme	Arvet gennem kongeriget Sicilien i 1381; tabt i 1388	1381
Barcelona, senere Catalonien	Grevskab, senere fyrstendømme	Forenet med Aragonien i 1162, hvorved kronen blev dannet. Mellem det 12. og 14. århundrede udviklede det fælles institutioner og lovgivning med resten af de catalanske grevskaber, hvilket skabte fyrstendømmet Catalonien.	1162
Gévaudan	Grevskab	Arvet i 1166 af Alfonso 2.; tabt i 1307	1166
Mallorca	Kongerige	Etableret i af Jakob 1. i 1231, sammen med Roussillon og Montpellier, som en del af kronen	1231
Napoli	Kongerige	Overtaget fra Capet-dynastiet af Alfonso 5. i 1442; kortvarigt uafhængigt, igen krævet af den franske konge Ludvig 13., derefter generobret af Spanien i den italienske krig (1499–1504); permanent tabt i 1714 efter den spanske arvefølgekrig	1442
Neopatria	Hertugdømme	Arvet gennem kongeriget Sicilien i 1381; tabt i 1390	1381
Provence	Grevskab	Arvet sammen med grevskabet Barcelona i 1162	1162
Sardinien	Kongeriget	I 1297 oprettede Pave Bonifatius 8. kongeriget ex novo[4] og tildelte det til den aragonesiske konge Jakob 2., hvorved han samtidig ignorerede de allerede eksisterende, indfødtes stater; Aragonien påbegyndte først erobring af øen i 1324. Kongeriget blev tabt i 1714.	1297
Sicilien	Kongerige	Hersket over som et uafhængigt kongerige[5] af familiemedlemmer eller relaterede medlemmer af det aragoniske dynasty fra 1282 til 1409; blev derefter permanent tilføjet til kronen; tabt i 1713	1282
Valencia	Kongerige	Etableret i 1238 som en del af kronen, efter erobringen af den mauriske taifa	1238

Henvisninger