Anton Melbye (maler)

Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave af Dansk Biografisk Leksikon, og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Der er flere personer med dette navn, se Anton Melbye (forfatter).

Anton Melbye Den danske guldalder
Anton Melbye Foto: Budtz Müller 1868
Personlig information
Født	Daniel Herman Anton Melbye 13. februar 1818 København, Danmark
Død	10. januar 1875 (56 år) Paris, Frankrig
Søskende	Vilhelm Melbye, Fritz Melbye
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Det Kongelige Danske Kunstakademi
Elev af	C.W. Eckersberg
Beskæftigelse	Kunstmaler, fotograf
Arbejdsgiver	Det Kongelige Danske Kunstakademi
Arbejdssted	Holland (1849, 1867)
Elever	Fritz Melbye
Genre	Marinemaleri
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Titulær professor (1862), Ridder af Dannebrog (1858), Thorvaldsen Medaillen (1846)
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Daniel Herman Anton Melbye (13. februar 1818 i København – 10. januar 1875 i Paris) var en dansk maler og fotograf. Anton Melbye var bror til malerne Vilhelm og Fritz Melbye.

Uddannelse

Anton Melbye var Søn af kongelig Toldbetjent Jacob Buntzen Melbye (1790-1869) og Anna Marie (Clara) Christine født Løchte, adopteret Carstensen (1791-1876). Fra først af skulle han have været sømand, men da hans nærsynethed hindrede det, blev han sat til at lære skibsbygning; da han imidlertid havde meget anlæg både for musik og tegning, opgav han konstruktionsskolen og lærte at spille på guitar. For at blive sømaler begyndte han at gå på Kunstakademiet (1838), men denne undervisning fulgte han kun et års tid. Frugtbarere for ham var den vejledning, han nød hos C.W. Eckersberg, selv om den gamle mester brummede ved den lethed, hvormed han ville gå til værks. Dog kunne han allerede 1840 udstille nogle søstykker, som tildrog ham den tyske kunstkender Karl Friedrich von Rumohr opmærksomhed, og dennes anbefaling til Christian 8. førte til, at han fik tilladelse til at følge med korvetten Flora på et togt i Østersøen og siden med linjeskibet Christian VIII til Nordsøen. I 1843 konkurrerede han og C. Dahl (formentlig Carl Dahl) til den Neuhausenske Præmie om opgaven Skibe krydsende for Modvind. Dahl havde tegningens korrekthed, men savnede kraft og liv i farven; men om også Eckersberg gjorde opmærksom på, at Melbyes arbejde ikke havde den sikkerhed i enkelthederne, som man måtte fordre af et konkursarbejde, var det maleriske foredrag og behandlingen af søen dog så vindende, at største delen af forsamlingen gav hans billede fortrinnet, og præmien blev ham tilkendt. Ikke desto mindre synes et andet af hans udstillede søstykker, Flaade til Ankers ved Warnemünde, at have været nok så godt. Christian 8. tilbød ham nu at tage med dampskibet Hekla til Marokko, hvor han var med ved Tangers bombardement (1844). Året efter søgte han for anden gang Akademiets rejsestipendium; men da han blev forbigået, reskriberede kongen,^[1] at Akademiet skulle give ham løfte på stipendiet for det følgende år. Det ville helst have set ham som en mere modnet kunstner, men trykket var dog stærkt nok til, at han i marts 1846 fik et års stipendium, og da han samme år udstillede det, senere til Den Kongelige Malerisamling erhvervede billede Eddystone Fyrtaarn, tilkendte Akademiet det den thorvaldsenske udstillingsmedalje næsten enstemmig. Et billede, Huitfeldt i Kjøge Bugt (tilhørte grev Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt), gav måske anledning til, at Christian 8. bestilte et større billede af Slaget i Kjøge Bugt, som først langt senere blev malet i udlandet og i 1858 gik over til Den Kongelige Malerisamling.

Succes og udlandsophold

I det hele strømmede bestillinger nu så rask ind til ham, at han hvert år kunne udstille et ret anseligt tal af billeder og ikke kunne tiltræde sin udenlandsrejse, før han, efter Akademiets gentagne tilhold, kom af sted til Paris i sommeren 1847. Trods de urolige forhold i 1848 forblev han der og fik andet års stipendium bevilget. Opholdet forlængedes yderligere, hans arbejder på de franske udstillinger gjorde hans navn bekendt, og i 1853 fik han fri rejse med en fransk ekspedition til Konstantinopel. Også her gjorde han lykke, boede hos den franske ambassadør og malede for sultanen. Da han kom tilbage til Paris, udførte han et stort billede efter Napoleons bestilling og forblev endnu nogle år i Paris, stærkt optaget af at udføre modtagne bestillinger, således at han ved nytårstid 1858 vendte hjem til fædrelandet med europæisk navn som marinemaler. Året før havde han i Paris ægtet Alice Dupré, som efter hans død giftede sig med en fransk officer. Samme år blev han optaget til medlem af Kunstakademiet. Få år efter fik han titel af professor (1862). 1858 var han blevet Ridder af Dannebrog.

Vurdering

Han levede nu nogle år dels i hjemmet, dels i Hamborg og Paris og udfoldede en rig produktivitet. I de senere år synes en tiltagende sygelighed at have hæmmet hans lyst til at male, medens den førte ham ind på en ret fyldig produktion af marinebilleder udførte med kul og kridt, hvilke i fri og sikker behandling og i kunstnerisk virkning stå fuldt ved siden af hans malerier. Meningerne var i hele hans levetid delte om, hvor højt han skulle værdsættes som kunstner. Medens det store publikum både her og i udlandet følte sig stærkt greben af de store opgaver, han satte sig, og den virkningsfulde sikkerhed, hvormed han, navnlig i rytmisk og malerisk henseende, som oftest løste disse, var kunstner- og kenderkredsen her hjemme, der var vant til den danske skoles ikke sjælden lidt nøgterne redegørelse, tilbøjelig til at mene, at hans hurtige og geniale blik tit bragte ham til at overse, om hans fremstillingsevne var udviklet nok til at bevare fuld kunstnerisk overlegenhed og frihed over for de vanskeligheder, som udførelsen af store billeder frembyder. Det var med en vis ærgrelse, at han så tit hørte en henvisning til Eddystone Fyrtaarn som hans bedste billede; han mente, ikke uden grund, at det var en dårlig anbefaling, om han ikke i de mange følgende år havde nået videre.^[2] Man var vel også uretfærdig mod ham deri-, men man forstod bedre de fortrin, han havde i hint billede, end den rigere farve, den bredere pensel, den stærkere maleriske virkning, som trådte frem i billeder, der gengave naturomgivelser, som til en vis grad vare fremmede for danske beskuere. Imidlertid vandt hans ubestridelige begavelse ham også i Danmark en stedse voksende kreds af venner, og det var med stor deltagelse, at man erfarede, at han var død i Paris 10. januar 1875, knap 57 år gammel.

Han er begravet i Paris.

Ekstern henvisning

• Anton Melbye på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Anton Melbye (maler)

Referencer