Annettehøj
Annettehøj (dansk) eller Annettenhöh (tysk) er navnet på en bakke i den sydvestlige udkant af Slesvig by og navnet på en herregård på selve bakken.
I 1820 erhvervede baron Christian Ulrich Hans von Brockdorff store jordbesiddelser i udkanten af Slesvig-forstaden Frederiksberg. Brockdorff, der var dansk overretsråd og landråd i Hertugdømmet Slesvig, lod opføre et lysthus og opkaldte området efter sin kone Annette. Under kamphandlingerne mellem danske og tyske soldater den 23. april 1848 (Slaget ved Slesvig) blev lysthuset dog ødelagt. I stedet lod Ludwig Ulrich Hans Friherre von Brockdorff, der var diplomat i dansk tjeneste, 1864 opføre den nuværende herregård Annettehøj. Herregården omtales også som slottet (Schloss Annettenhöh). I 1895 overgik gården til Brockdorffs adoptivsøn, den senere tyske gesandt i Danmark og første udenrigsminister i Weimarrepublikken, Ulrich Graf von Brockdorff-Rantzau. Han ejede gården til sin død i 1928.
Gården forblev i Brockdorff-familiens besiddelse indtil 1985, hvor delstaten Slesvig-Holsten købte slottet. I dag huser bygningen den arkæologiske delstatsmyndighed i Slesvig-Holsten (Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein). I gårdens tidligere park, men nu afskåret fra selve slottet af den sydlige omfartsvej omkring Slesvig, Bundesstraße 76, findes et familiegravsted med gravsten for Ulrich Graf von Brockdorff-Rantzau, dennes bror, Ernst Graf zu Rantzau og deres mor, Juliane Gräfin zu Rantzau.
Eksterne henvisninger
- Wikimedia Commons har flere filer relateret til Annettehøj
- Den arkæologiske delstatsmyndighed Slesvig-Holsten
Koordinater: 54°30′22″N 9°31′29″Ø / 54.50623°N 9.52474°Ø
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: HERRMICHA3L, Licens: CC BY-SA 4.0
Schloss Annettenhöh, Brockdorff-Rantzau-Straße 70, 24837 Schleswig, today housing the Archäologisches Landesamt. Schleswig-Holstein
Forfatter/Opretter: Lutz Clausen, Schleswig, Licens: CC BY-SA 3.0 de
Grabstätte von Graf Ulrich von Brockdorff-Rantzau, dem Zwillingsbruder Grafen Ernst zu Rantzau und Gräfin Juliane zu Rantzau geb. Gräfin von Brockdorff (Ulrichs Mutter) in Annettenhöh, Schleswig
Kort over Slesvig by og Dannevirket, Detail fra Gustav Rosendals Sønderjyllandkort med amtsgrænserne fra 1913