Anne Hyde

Anne Hyde
Anne Hyde by Sir Peter Lely.JPG
Portræt af Sir Peter Lely, ca. 1665
Hertuginde af York og Albany
ÆgtefælleJakob, hertug af York (g. 1660)
Børnmed Jakob.:
  • Karl, hertug af Cambridge
  • Maria 2.
  • Jakob, hertug af Cambridge
  • Anne
  • Karl, hertug af Kendal
  • Edgar, hertug af Cambridge
  • Henrietta
  • Katarina
FarEdward Hyde
MorFrances Aylesbury
Født12. marts 1637
Windsor, Berkshire, Kongeriget England
Død31. marts 1671 (34 år)
St. James's Palace, Westminster, Middlesex
Hvilested5. april 1671
Westminster Abbey
ReligionRomersk-katolsk
inden da anglikaner
  • v
  • d
  • r

Anne Hyde (12. marts 1637 – 31. marts 1671) var hertuginde af York og Albany som den første hustru til Jakob, hertug af York (senere Kong Jakob 2.).

Anne var datter af en borgerlig, Edward Hyde (senere gjort til jarl af Clarendon), og mødte sin fremtidige mand, da de begge opholdt sig i eksil i Holland. Hun blev gift med Jakob i 1660 og to måneder senere fødtes parrets første barn, der var blevet undfanget uden for ægteskab. Nogle observatører misbilligede ægteskabet, men Jakob bror Kong Karl 2. af England ønskede, at ægteskabet skulle finde sted. En anden årsag til misbilligelsen var den åbne kærlighed, som Jakob viste Anne, såsom at kysse og læne sig mod hinanden, hvilket blev betragtet som ukorrekt opførsel fra en mand til sin hustru i det syttende århundrede. Jakob og Anne fik otte børn, men seks døde tidligt i barndommen.[1] De to, der overlevede til voksen alder, var fremtidige monarker, Maria 2. og Anne. Jakob var en kendt skørtejæger, der havde mange elskerinder, som Anne ofte bebrejdede ham for, og var far til mange uægte børn.

Anne, der oprindeligt havde været anglikaner , konverterede til katolicismen kort efter sit ægteskab med Jakob. Hun var blevet eksponeret til katolicismen under besøg i Holland og Frankrig og blev stærkt tiltrukket af denne. Delvis på grund af Annes indflydelse konverterede Jakob senere også til katolicismen, hvilket i sidste ende ville føre til Den glorværdige revolution. Hun led af fremskreden brystkræft og døde kort efter fødslen af sit sidste barn.

Tidlige år (1637–60)

I 1629 giftede Edward Hyde sig med sin første hustru, Anne Ayliffe af Grittenham. Seks måneder ind i ægteskabet blev Anne smittet med kopper, aborterede og døde.[2] Tre år senere giftede Hyde sig med Frances Aylesbury. I 1637 blev Anne, parrets ældste datter, født i Cranbourne Lodge i Windsor. [3] Næsten intet andet end at hun blev opkaldt efter Edward Hydes første hustru er kendt i hendes liv før 1649, da hendes familie flygtede til Holland efter henrettelsen af den afsatte Kong Karl 1.[4] De bosatte sig i Breda, hvor de blev tilbudt et hjem af Maria, prinsesse of Oranien, som havde gjort det samme for mange engelske flygtninge.[5] Prinsessen udnævnte Anne til hofdame, tilsyneladende imod ønsker fra hendes mor og afdøde far.[6]

Anne blev en almen favorit blandt de mennesker, hun mødte enten i Haag eller på prinsessen af Oraniens landsted i Teylingen. Hun var meget attraktiv og stilfuld[7] og tiltrak mange mænd. En af de første mænd, der blev forelsket i Anne, var Spencer Compton, en søn af jarlen fra Northampton. [8] Anne blev imidlertid hurtigt forelsket i Henry Jermyn. 1. baron Dover, der besvarede hendes følelser. Anne afviste Jermyn lige så snart, hun havde mødt Jakob, hertug af York, søn af den afsatte konge.[9] Den 24. november 1659, to[10] eller tre[11] år efter at hun mødt ham første gang, lovede Jakob, at han ville gifte sig med Anne.[12] Karl, Jakobs bror, tvang ham modvilligt til i dette og sagde, at hendes stærke karakter ville have en positiv indflydelse på hans viljesvage bror.[13]

Hertuginde af York (1660–71)

Ægteskab

Et portræt af Anne, Jakob og deres to døtre, Lady Maria og Lady Anne (dette portræt er baseret på et tidligere portræt af Anne og Jakob).

Anne var synligt gravid, og parret var forpligtet til at gifte sig.[14] De afholdt en officiel, men privat ægteskabsceremoni i London den 3. september 1660, efter monarkiets restauration. Brylluppet fandt sted mellem 11 om aftenen og 2 om morgenen i Worcester House, hendes fars hus på Strand, og blev hyldet af Dr. Joseph Crowther, Jakobs præst. Den franske ambassadør beskrev Anne som at besiddende "mod, kløgt og energi næsten værd som en konges blod".[15] Parrets første barn Karl blev født i oktober samme år, men døde syv måneder senere. Syv børn fulgte: Maria (1662–1694), Jakob (1663–1667), Anne (1665–1714), Karl (1666–1667), Edgar (1667–1671), Henrietta (1669–1669) og Katarina (1671 -1671). Alle deres sønner og to af deres døtre døde tidligt i barndommen.[1]

Selv et godt stykke inde i deres ægteskab misbilligede nogle observatører prinsens beslutning, uanset hvad han havde lovet på forhånd.[16] Samuel Pepys sagde om ægteskabet: "...  at hertugen af Yorks ægteskab med hende har ødelagt kongeriget ved at hæve Kansleren (Edward Hyde) alt for højt op, som ellers ville have været en almindelig mand, som andre mennesker ville have taget sig af  ..." Efter Annes død forsøgte det kongelige hoffet at finde en ny hustru til Jakob, men denne nye hustru måtte under ingen omstændigheder være af ringe æt.[17] Så god far som Pepys skildrede Jakob til at være, sagde han underligt nok, at Anne og Jakob ikke blev påvirket af deres førstefødte søns død.[18] Pepys beskrev også Anne som "ikke bare den stolteste kvinde i verden, men den dyreste."[19] Selv i sindet hos Annes nevø, Vilhelm 3. af Oranien, og hos hendes mands kusine, Sofia af Hannover, forblev stigmatiseringen af Hydes ringe æt.[20]

Livet i hjemmet

Anne, malet af Lely omkring 1670.

Anne oplevede problemer i sit gifte liv.[21] Hun var ikke meget vellidt ved hoffet[22] og Jakob hyggede sig sammen med yngre elskerinder som Arabella Churchill (John Churchills søster), hvis mange uægte børn,herunder to født i løbet af Annes liv, han var far. Således blev han kaldt "den mest ubevogste skørtejæger i sin tid."[23] Anne var ikke uvidende om dette: Pepys skrev, at hun var jaloux og skændte på Jakob, men han skrev også, at Anne og Jakob var berygtede for at have vist deres kærlighed offentligt, kysse og læne sig mod hinanden. Pepys skrev også, at da Jakob blev forelsket i Lady Chesterfield, klagede Anne så meget til Kong Karl, at Lady Chesterfield måtte trække sig tilbage ud på landet, hvor hun blev, indtil hun døde.[24][25]

Anne blev tiltrukket af katolicismen, som både hun og Jakob var blevet eksponeret for i deres udenlandske tid[26][27] og konverterede til den næsten umiddelbart efter restaurationen. John Callow mener, at Anne "havde den største enkeltindflydelse på hans tanker."[28] Jakob konverterede også til katolicismen otte eller ni år efter Anne, men han deltog stadig i anglikanske gudstjenester indtil 1676.[29][30] Jakob foretrak at forbinde sig med protestantiske personer, såsom John Churchill,[31] hvis hustru senere blev en meget nær ven af Annes yngste overlevende datter Lady Anne.[32][33] Kong Karl modsatte på det tidspunkt katolicismen og insisterede på, at Jakobs børn skulle opdrages i den anglikanske tro,[34] skønt han konverterede til katolicisme på sit dødsleje.[35] Jakobs og Annes overlevende døtre blev opdraget som anglikanere.[36]

Død og arv

Anne Hydes våbenskjold.[37]

Anne var syg i 15 måneder efter fødslen af sin yngste søn Edgar.[38] Hun fødte Henrietta i 1669 og Katarina i 1671.[39] Anne kom sig aldrig efter Katarinas fødsel.[40] Syg med brystkræft,[41] døde hun den 31. marts 1671.[3] På sit dødsleje forsøgte hendes to brødre Henry og Laurence at bringe en anglikansk præst ind for at give hende nadveren, men Anne nægtede,[40] og hun modtog viaticum fra den katolske kirke.[41] To dage efter hendes død blev hendes balsamiserede lig begravet i valvet af Marie Stuarts gravhvælving, i Westminster Abbeys Henrik 7.'s kapel.[42] I juni 1671 døde Annes eneste overlevende søn Edgar af naturlige årsager, efterfulgt af Katarina i december, hvilket efterlod Maria og Anne som hertugen af Yorks arvinger.[43]

Efter Anne Hydes død blev et portræt af hende malet af Willem Wissing bestilt af den fremtidige Maria 2.. Dette plejede at hænge over døren til dronningens tegnestue i havehuset på Windsor Castle. To år efter sin første hustrus død giftede Jakob sig med en katolsk prinsesse, Maria af Modena, som fødte Jakob Frans Edvard, Jakob eneste søn, der overlevede til voksenalderen. Jakob blev konge af England, Irland og Kongeriget Skotland i 1685, men blev afsat i forbindelse med Den glorværdige revolution i 1688. Tronen blev derefter tilbudt af Parlamentet til Annes ældste datter Maria og hendes mand Vilhelm 3. af Oranien.[44] Efter at Maria døde i 1694 og Vilhelm i 1702, blev Anne Hydes eneste overlevende barn Anne dronning af de tre kongeriger og i 1707 den første suveræne af Det Forenede Kongerige Storbritannien.[45]

Børn

NavnFødselDødNoter
Karl, hertug af Cambridge22. oktober 16605. maj 1661Født to måneder efter hans forældres lovlige ægteskab, døde i en alder af syv måneder af kopper.[46]
Maria 2., Dronning af England, Skotland og Irland30. april 166228. december 1694Gift med hendes fætter Vilhelm 3., Prins af Oranien, i 1677. Hun og hendes mand besteg tronen i 1689 efter afsættelsen af hendes far. Ingen overlevende børn.[47]
Jakob, hertug af Cambridge12. juli 166320. juni 1667Døde af pest.[48]
Anne, Dronning af Storbritannien6. februar 16651. august 1714Gift med Prins Jørgen af Danmark i 1683. Efterfulgte sin svoger og søster i 1702. Første Dronning af Storbritannien i henhold til Unionakten af 1707. Ingen overlevende børn.[49]
Karl, hertug af Kendal4. juli 166622. maj 1667Døde af krampeanfald.[50]
Edgar, hertug af Cambridge14. september 16678. juni 1671Døde i tidlig barndom.[39]
Henrietta13. januar 166915. november 1669Døde som spæd.[39]
Katarina9. februar 16715. december 1671Døde som spæd.[39]

På film og tv

  • I mini-serien fra 2003, Charles II: The Power and The Passion (eller The Last King), blev Anne Hyde spillet af Tabitha Wady.[51]

Referencer

  1. ^ a b Weir 2008, s. 259–60.
  2. ^ Lister 1838, s. 9.
  3. ^ a b Weir 2008, s. 259.
  4. ^ Henslowe 1915, s. 18.
  5. ^ Henslowe 1915, s. 19.
  6. ^ Everett Green 1857, s. 235.
  7. ^ Melville 2005, s. 3.
  8. ^ Henslowe 1915, s. 34.
  9. ^ Melville 2005, s. 3–4.
  10. ^ Melville 2005, s. 4.
  11. ^ Gregg 1984, s. 2.
  12. ^ Miller 2000, s. 44.
  13. ^ Softly 1979, s. 91.
  14. ^ Henslowe 1915, s. 130–1.
  15. ^ Fraser 2002, s. 202.
  16. ^ Miller 2000, s. 44–45.
  17. ^ Strickland 1882, s. 242–3.
  18. ^ The Diary of Samuel Pepys, Monday 6 May 1661.
  19. ^ The Diary of Samuel Pepys, Monday 24 June 1667.
  20. ^ Gregg 1984, s. 3–4.
  21. ^ Melville 2005, s. 17.
  22. ^ Melville 2005, s. 19.
  23. ^ Miller 2000, s. 46.
  24. ^ Melville 2005, s. 21–2.
  25. ^ Melville 2005, s. 25–7.
  26. ^ Miller 2000, s. 58–9.
  27. ^ Callow 2000, s. 144–5.
  28. ^ Callow 2000, s. 144.
  29. ^ Callow 2000, s. 143–4.
  30. ^ Waller 2002, s. 135.
  31. ^ Callow 2000, s. 149.
  32. ^ Curtis 1972, s. 27.
  33. ^ Green 1970, s. 21.
  34. ^ Waller 2002, s. 92.
  35. ^ Hutton 1989, s. 443; 456.
  36. ^ Van der Kiste 2003, s. 32.
  37. ^ Maclagan & Louda 1999, s. 27.
  38. ^ Henslowe 1915, s. 289.
  39. ^ a b c d Weir 2008, s. 260.
  40. ^ a b Gregg 1984, s. 10.
  41. ^ a b Melville 2005, s. 32.
  42. ^ Henslowe 1915, s. 300.
  43. ^ Waller 2002, s. 49–50.
  44. ^ Devine 2006, s. 3.
  45. ^ Gregg 1984, s. 240.
  46. ^ Panton 2011, s. 455.
  47. ^ Weir 2008, s. 266.
  48. ^ The Diary of Samuel Pepys, Tuesday 30 April 1667.
  49. ^ Weir 2008, s. 267–8.
  50. ^ The Diary of Samuel Pepys, Tuesday 14 May 1667.
  51. ^ The Last King: full cast and crew. IMDb.

Litteratur

  • Callow, John (2000). The Making of King James II: The Formative Years of a King. Gloucestershire: Sutton. ISBN 0-7509-2398-9.
  • Curtis, Gila (1972). The Life and Times of Queen Anne. London: Weidenfeld & Nicolson. ISBN 0-297-99571-5.
  • Devine, Tom (2006). The Scottish Nation 1700–2007. London: Penguin Books. ISBN 0-14-102769-X.
  • Everett Green, Mary (1857). Lives of the Princesses of England, from the Norman Conquest. London: Longman, Brown, Green, Longman, & Roberts. OCLC 15617187.
  • Fraser, Antonia (2002). King Charles II. Phoenix. ISBN 0-7538-1403-X.
  • Green, David (1970). Queen Anne. London: Collins. ISBN 0-00-211693-6.
  • Gregg, Edward (1984). Queen Anne. New Haven and London: Yale University Press. ISBN 0-7448-0018-8.
  • Henslowe, J. R. (1915). Anne Hyde, Duchess of York. London: T. W. Laurie.
  • Hutton, Ronald (1989). Charles II: King of England, Scotland and Ireland. Oxford: Clarendon. ISBN 0-19-822911-9.
  • Lister, Thomas Henry (1838). Life and Administration of Edward, First Earl of Clarendon. London: Longman, Orme, Brown, Green, and Longmans. OCLC 899249.
  • Maclagan, Michael; Louda, Jiří (1999). Line of Succession: Heraldry of the Royal Families of Europe. London: Little, Brown & Co. ISBN 1-85605-469-1.
  • Melville, Lewis (2005). The Windsor Beauties: Ladies of the Court of Charles II. Michigan: Loving Healing Press. ISBN 1-932690-13-1.
  • Miller, John (2000). James II. New Haven: Yale University Press. ISBN 0-300-08728-4.
  • Panton, Kenneth John (2011). Historical Dictionary of the British Monarchy. Lanham: Scarecrow Press. ISBN 0-8108-5779-0.
  • Softly, Barbara (1979). The Queens of England. Michigan: Bell Pub Co. ISBN 0-517-30200-4.
  • Strickland, Agnes (1882). The Queens of England. Boston: Easton and Lauriat. OCLC 950726.
  • Van der Kiste, John (2003). William and Mary. Gloucestershire: Sutton. ISBN 0-7509-3048-9.
  • Waller, Maureen (2002). Ungrateful Daughters: The Stuart Princesses who Stole Their Father's Crown. London: Hodder & Stoughton. ISBN 0-312-30711-X.
  • Weir, Alison (2008). Britain's Royal Families: The Complete Genealogy. London: Vintage Books. ISBN 978-0-09-953973-5.

Eksterne links

Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

Anne Hyde by Sir Peter Lely.JPG
Anne Hyde, the first wife of the future James II of England.
The Duke and Duchess of York with their two daughters..jpg
The Duke (later King James II and VII) and Duchess of York (previously Anne Hyde) were painted by Peter Lely in between 1668 and 1670. Their two daughters, Mary (left) and Anne (right), later Queen Mary II and Queen Anne, were added by Benedetto Gennari in or after 1680. Windsor Castle is in the background.

"This group portrait is based upon a double portrait design by Lely of the Duke and Duchess of York, of which other versions exist, the finest being at Petworth. Lely presumably started a version in around 1668-70 which was also to include the Duke's two daughters. The figures and the curtain had probably only been blocked in by Lely before his death in 1680, after which Benedetto Gennari was commissioned to finish the composition.

The contrast between the two artist's approach to depicting costume is evident when comparing the plain brown silk satin dress of the Duchess of York, which is of a colour and simple construction favoured by Lely, with the clothing of Princess Mary, whose dress by contrast is of a densely brocaded blue silk with a pleated waistline and leading strings attached to the shoulders." [1]