Angrebene på Gilbert- og Marshalløerne

Angrebene på Gilbert- og Marshalløerne Del af Stillehavskrigen under 2. verdenskrig En bombelastet SBD-2 Dauntless styrtbombefly forbereder sig til at lette fra det amerikanske hangarskib Enterprise under angrebene den 1. februar. Dato 1. februar 1942 Sted Gilbert- og Marshalløerne, Stillehavet, i dag Mikronesien 10°N 170°Ø / 10°N 170°Ø / 10; 170Koordinater: 10°N 170°Ø / 10°N 170°Ø / 10; 170 Resultat Mindre skade på japanske garnisoner Parter  USA  Kejserriget Japan Ledere William Halsey, Jr. Frank Jack Fletcher Shigeyoshi Inoue Eiji Gotō Styrke 2 hangarskibe 133 fly 51 fly Tab 1 krydser beskadiget 14 fly ødelagt 3 hjælpeskibe sunket 1 minelægger 1 let krydser 4 transportskibe 2 hjælpeskibe beskadiget 18 fly ødelagt

v d r Slaget om Gilbert- og Marshalløerne Gilbert- og Marshallangrebene Angrebet på Makin Tarawa Makin Kwajalein Truk Eniwetok v d r Stillehavskrigen 2. kinesisk-japanske krig (alle slagene) Stillehavet Amerika Pearl Harbor Guam Wake Gilbert- og Marshallangrebene Doolittle-raidet Koralhavet Midway Ry Salomonøerne Aleuterne Gilbert- og Marshalløerne Marianerne og Palau Vulkan- og Ryukyuøerne (Iwo Jima Okinawa) Carolinerne Sydøstasien Fransk Indokina 1940 Fransk-thailandske krig Thailand Hongkong Malaya Hollandsk Ostindien Burma 1942 Singapore Indiske Ocean 1940–45 (Indiske Ocean) Burma 1942–1943 Luftangreb 1944–45 Burma 1944 Burma 1944–1945 Fransk Indokina 1945 Malaccastrædet Tiderace Sydvestlige Stillehav Nauru Filippinerne 1941–42 Hollandsk Ostindien Portugisk Timor Australien Ny Guinea Filippinerne 1944–45 Borneo 1945 Japan Luftangreb Marianerne Vulkan- og Ryukyuøerne (Iwo Jima Okinawa) Tokyo Starvation Flådebombardementer Yokosuka Sagamibugten Kure Downfall Hiroshima og Nagasaki Kurilerne Japans kapitulation Manchuriet (1945)

Angrebene på Gilbert- og Marshalløerne var taktiske luft- og flådeartilleriangreb udført af den amerikanske flådes hangarskibe og andre krigsskibe mod den kejserlige japanske flådes garnisoner på Gilbert- og Marshalløerne den 1. februar 1942. De japanske garnisoner var under den overordnede kommando af viceadmiral Shigeyoshi Inoue, der var chef for den 4. flåde. Japanske fly på øerne tilhørte den japanske flådes 24. luftflotille under kontreadmiral Eiji Goto. De amerikanske krigsskib styrker var under den overordnede kommando af viceadmiral William Halsey, Jr.

Angrebene

Angrebne blev udført af to separate amerikanske hangarskibs task forces. Fly fra Task Force 17 (TF 17), under kommando af kontreadmiral Frank Jack Fletcher og med base på hangarskibet USS Yorktown, angreb Jaluit, Mili og Makin (Butaritari)-øerne. Yorktowns fly påførte moderate skader på japanske flådeinstallationerne på øerne og ødelagde tre fly. Syv Yorktown-fly gik tabt, samt en pontonflyvemaskine fra en af TF 17-krydsere.

Fly fra Task Force 8 (TF 8), under kommando af Halsey og med base om hangarskibet USS Enterprise, ramte Kwajalein, Wotje og Taroa. På samme tid, bombarderede krydsere og destroyere Wotje og Taroa. Angrebene påførte let til moderat skade på de tre øers flådes garnisoner, sænkede tre små krigsskibe og beskadigede flere andre, herunder den lette krydser Katori, og ødelagde 15 japanske fly. Den tunge krydser USS Chester blev ramt og lettere beskadiget af en japansk luftbombe, og seks fly fra Enterprise gik tabt. TF 8 og 17 trak sig tilbage fra området umiddelbart efter afslutningen af angrebene.

Eftervirkningerne og betydning

Angrebne havde ringe langsigtet strategisk betydning. Den japanske flåde sendte kortvarigt to hangarskibe af sted for at jage TF 16 og 17, men opgav hurtigt forfølgelsen og fortsatte deres støtte til de igangværende og vellykkede erobringer af Filippinerne og Hollandsk Ostindien. Angrebene, hjalp dog med at løfte moralen i den amerikanske flåde og offentlighed, der fortsat slikkede sårene efter angrebet på Pearl Harbor og tabet af Wake Island. Angrebne gav også værdifuld erfaring i hangarskibsflyveoperationer, som gjorde amerikanske hangarskibsgrupper bedre i fremtidige kampe mod japanske styrker.^[1] For japanernes vedkommende, var de tilsyneladende ikke klar over, at deres koncept med et udkantsforsvar ved hjælp af spredte øgarnisoner havde alvorlige mangler i og med, at garnisoner var for langt fra hinanden til at give tilstrækkeligt indbyrdes støtte for at forhindre indtrængen af fjendens hangarskibsstyrker. Angrebne, sammen med Doolittle-raidet i april 1942, hjalp med at overbevise den kejserlige japanske flådes kombinerede flådes kommandør, Isoroku Yamamoto, at han havde brug for at trække de amerikanske hangarskibe i kamp så hurtigt som muligt for at ødelægge dem. Yamamotos plan om at gøre det resulterede i Slaget om Midway.

Referencer

Noter

Bøger

Internet