Anders Agger

Anders Agger
FødtAnders Agger
23. oktober 1964 (57 år)
Skjern, Danmark
Uddannelse og virke
BeskæftigelseJournalist
Nomineringer og priser
UdmærkelserRødekro Kulturpris,
Modersmål-Prisen (2021) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Anders Agger (født 23. oktober 1964) er en dansk journalist og dokumentarist.

Agger blev student fra Vestjysk Gymnasium i 1983[1] og senere uddannet journalist via Ringkøbing Amts Dagblad. Han har været ansat ved DR siden 1989.

Efter flere år på DR Nyheder debuterede han med dokumentaren "Heavy Agger - 14 år senere ...", som var en opfølger til Lars Oxfeldt Mortensens originale film "Heavy Agger" fra 1985. Et indblik i et særpræget heavy-rock-miljø i en lille vestjysk by, der bærer hans navn. Personerne i dokumentaren besøger han igen i Heavy Agger III (2014).

Med 8 års mellemrum har han portrætteret elever fra Herlufsholm Kostskole (2005 og 2013). Han har udviklet og produceret serierne "Tro, håb og Ikea" (2009), "Kongehuset" (2010) og "Sømanden & Juristen - fortællinger fra et hospice" (2011)[2]. Sidstnævnte var et resultat af hans seks ugers ophold på Anker Fjord Hospice som frivillig og hans møde med nogle af hospicets patienter på deres vej til døden.[3]

I 2013 førte Anders Agger os igennem 8 særprægede miljøer i dokumentar-serien Indefra - med Anders Agger. Indefra fortsætter med støt stigende seertal på DR2 frem til 2019.

Desuden har Agger lavet en række lette sommerprogrammer med tv-kokken Anne Hjernøe, hvor de besøger danske slotte, øer og badehoteller. I 2013 drog de sammen ud i ferielandet og rejste kyststrækningerne rundt. I 2015 var de i Bosnien, hvor de fulgte en ung mand, der, efter at have boet som flygtning i Danmark, vendte tilbage til sin hjemby, Sarajevo, for at gense sin familie og blive gift med sin dansk-iranske kæreste.

Før præsidentvalget i USA i 2016 besøgte han sammen med Hjernøe fire danske familier, bosat i delstaterne Arizona, Michigan, Montana og South Carolina.[4] I 2018 rejste makkerparret igennem Storbritannien for at belyse efterveerne af Brexit. I 2019 beskrev de Mellemøsten via landene Oman, Jordan, Libanon og Israel; det blev sommerens mest sete programserie på DR1.[5]

Udmærkelser

Han har modtaget KLF, Kirke og Mediers hæderslegat i 2010[6], Danmarks Radios Sprogpris i 2001[6] og Liv & Død-pris uddelt af Landsforeningen Liv & Død for Fortællinger fra et hospice i 2011.[7].[8] I 2017 blev han af sine kolleger kåret til årets vært ved TV-festivalen. I 2021 modtog han Modersmål-Selskabets hæderspris, Modersmål-Prisen.[9]

Kilder

  1. ^ Interview med Anders Agger (Webside ikke længere tilgængelig)
  2. ^ "Sømanden & Juristen - historier fra et hospice | Presse | DR". DR. 14. april 2011. Hentet 2021-04-23.
  3. ^ Sømanden & Juristen - historier fra et hospice. Pressemeddelelse på dr.dk 14. april 2011.
  4. ^ Anne og Anders i mangfoldighedens USA,DR Dokumentar 30. juni 2016
  5. ^ 539.000 tog med Anne og Anders til Mellemøsten på .dr.dk 31. juli 2019
  6. ^ a b Hæder til Anders Agger | Journalisten
  7. ^ "DR-journalist får pris for hospice-dokumentar | Journalisten". Arkiveret fra originalen 14. juli 2016. Hentet 13. marts 2012.
  8. ^ "Anders Agger får pris for at nedbryde tabu – dr.dk/DRPresse". Arkiveret fra originalen 18. december 2013. Hentet 13. marts 2012.
  9. ^ Anders Agger modtager Modersmål-Prisen 2021