Amahami (32ME8)

Kort over Knife River Indian Villages National Historic Site med Amahami (Awaxawi Village). Oprindeligt lå byen ved Missouri River, men floden har skiftet sving mange gange siden, så den arkæologiske plads med byen ligger inde i landet

Amahami var en lille by af jordhytter ved Missouri River, North Dakota, der var hjemsted for awaxawi-hidatsaerne fra ca. 1800 til 1834.[1]:125 Den var en af ”De fem byer” tæt ved Missouri River, som tiltrak meget af byttehandelen på den nordlige prærie.[2] :15

Hidatsaerne selv kaldte byen Scattered Village (Spredt By): Set langt ude fra prærien gennem flimrende luft om sommeren blev byen delt i separate lag.[3]:152

Den nordlige del af det gamle byareal ligger akkurat indenfor grænsen af Knife River Indian Villages National Historic Site med et museum og stisystemer ned langs Knife River.

Byen og omegnen

Amahami blev grundlagt mellem 1798 og 1804.[1]:91 Byen ligger på en gammel by (Amahami (32ME8), early),[1]:18 der var beboet engang mellem 1300 og 1400.[4]:86 Ved grundlæggelsen lå Amahami ved Missouri River, hvor Knife River munder ud i denne.[5]:8 Siden har de to floder ændret deres løb flere gange, så den arkæologiske plads med byen ligger 300 meter inde i landet vest for Missouri River og direkte ned til Knife River.

Byen bestod af 40 af hytter i 1806.[4]:89 Botanikeren John Bradbury skønnede, at byen havde 18-20 hytter, da han så den i 1811.[6]:158 Dette antal var uforandret i 1834.[4]:94 Amahamis jordhytter og de tilhørende forrådsgruber med majs var beskyttet af en palisade.[5]:42

Tæt på byen lå mindre, ryddede og kultiverede arealer, hvor kvinderne dyrkede majs og andre afgrøder.[7]:63 Lidt nord for Amahami lå først Sakakawea og siden Big Hidatsa. Byerne var forbundet med trampede stier.[8]:64 Lidt over fem kilometer længere nede ad Missouri River lå mandanernes to byer, Deapolis og Black Cat.[4]:48

Fra sidst i 1822 til hen i august 1823 lå handelsstationen Fort Vanderburgh knap otte kilometer nord for Amahami og også nord for Big Hidatsa.[4]:56 Handelsstationen Sublette and Campbell’s Trading House blev bygget tæt på Big Hidatsa i det sene efterår 1833,[4]:65 men den lukkede allerede i juni 1834.[4]:66 På det tidspunkt var Amahami destrueret efter at være blevet stukket i brand af siouxer om foråret.[4]:17

Gennem de koldeste vintermåneder opholdt awatixaerne sig i en vinterby i en skovbevokset floddal.[7]:61

Glimt af byens historie

Byen blev besøgt af folk fra Lewis og Clark-ekspeditionen i vinteren 1804-1805.[4]:88 Da boede der omkring 200 mennesker i den.[4]:133 Befolkningen gik for at føle sig tættere knyttet til byen og dens haver end f.eks. folkene i Big Hidatsa, der tog på lange jagtekspeditioner ud på prærien med medbragte tipier.[4]:147 Dette afholdt dog ikke byens få krigere fra ind imellem at slå sig sammen med andre hidatsaer for at angribe f.eks. shoshonerne i Montana.[7]:43

George Catlin så hidatsa-byerne ved Knife River i sommeren 1832.[9]:466

Amahamis høvding Roadmaker lod sig portrættere af Karl Bodmer og førte samtaler med Maximilian zu Wied, da de to europæere opholdt sig i Fort Clark i vinteren 1833-1834.[5]:95

Byen blev stukket i brand under et angreb i 1834. Det er usikkert, hvor indbyggerne opholdt sig indtil 1844, da de helt forlod området for at være med til at grundlægge Like A Fishhook Village små 50 kilometer oppe ad Missouri River.[4]:17

Referencer

  1. ^ a b c Thiessen, Thomas D.: The Phase I Archeological Research Program for the Knife River Indian Villages National Historic Site. Part III: Analysis of the Physical Remains. Lincoln, 1993. (Second Printing, October 2000).
  2. ^ Ewers, John C.: ”The Indian Trade on the Upper Missouri before Lewis and Clark.” Indian Life on the Upper Missouri. Norman and London, 1988.
  3. ^ Thiessen, Thomas D., W. Raymond Wood and A. Wesley Jones: “The Sitting Rabbit 1907 Map of the Missouri River in North Dakota.” Plains Anthropologist. Vol. 24, No. 84, Part 1 (May 1979). Pp. 145-167.
  4. ^ a b c d e f g h i j k l Thiessen, Thomas D.: The Phase I Archeological Research Program for the Knife River Indian Villages National Historic Site, Part II: Ethnohistorical Studies. Midwest Archeological Center. Occasional Studies in Anthropology, No. 27. Lincoln, 2000 (second printing).
  5. ^ a b c Thiessen, Thomas D.: The Phase I Archeological Research Program for the Knife River Indian Villages National Historic Site, Part IV: Interpretation of the Archeological Record. Midwest Archeological Center. Occasional Studies in Anthropology, No. 27. Lincoln, 2000 (second printing).
  6. ^ Thwaites, Reuben Gold (Ed.): Bradbury's Travels in the Interior of America, 1809–1811. Early Western Travels 1748–1846. Volume V. Cleveland, 1904.
  7. ^ a b c Meyer, Roy W.: The Village Indians on the Upper Missouri. Lincoln and London, 1977.
  8. ^ Thiessen, Thomas D.: The Phase I Archeological Research Program for the Knife River Indian Villages National Historic Site, Part I: Objectives, Methods, and Summeries of Baseline Studies. Lincoln, 1993. (Second Printing, October 2000).
  9. ^ Donaldson, Thomas: The George Catlin Indian Gallery in the U.S. National Museum (Smithsonian Institution) with Memoir and Statistics. 1885.

Medier brugt på denne side

Knife River Indian Villages National Historic Site map.png
Kortet viser beliggenheden af hidatsaernes byer Sakakawea (32ME11), Amahami (32ME8), Lower Hidatsa (32ME10) samt hovedbyen Big Hidatsa (32ME12) tæt ved Missouri River, North Dakota. Lokaliteterne ligger i eller tæt ved Knife River Indian Villages National Historic Site.