Aleksej Petrovitj Bestusjev-Rjumin

Denne artikel eller dette afsnit er forældet Se artiklens diskussionsside eller historik. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.

Aleksej Petrovitj Bestusjev-Rjumin
Personlig information
Født	1. juni 1693 Moskva, Rusland
Død	24. april 1768 (74 år) Moskva, Rusland
Bopæl	København
Far	Pjotr Bestusjev
Søskende	Mikhail Petrovitj Bestusjev-Rjumin, Agrafena Petrovna Volkonskaja
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Diplomat, politiker
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Sankt Alexander Nevskijs Orden, Andreasordenen
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Aleksej Petrovitj Bestusjev-Rjumin (født 1. juni 1693, død 21. april 1766) var en russisk greve og statsmand.

Bestusjev-Rjumin blev opdraget i Tyskland og begyndte sin diplomatiske løbebane som anden russisk befuldmægtiget ved Kongressen i Utrecht 1713. Med kejser Peters tilladelse trådte han 1713 i tjeneste hos kurfyrst Georg af Hannover (fra 1714 Georg 1. af Storbritannien), der sendte ham som gesandt til Rusland.

1718 trådte han igen i russisk tjeneste og var bl.a. gesandt i København 1721-25. 1740 blev han minister, men som tilhænger af Ernst Johann von Biron blev han ved dennes fald fængslet. Kejserinde Elisabeth frigav ham straks efter sin tronbestigelse i 1741 og gjorde ham til kansler.

Som sådan ledede han i de følgende 16 år Ruslands udenrigspolitik med utvivlsom dygtighed, men med rig anvendelse af underfundighed og list, uden skrupler knusende de mange fjender, han fik pga. sin politik og sin upålidelige, skumle, indesluttede karakter. I Preussen og navnlig Frankrig så Bestusjev-Rjumin Ruslands naturlige fjender, og han sluttede sig til England og Østrig; men da omkring 1755 den almindelige politiske situation førte til, at Preussen fjernede sig fra Frankrig og nærmede sig til England, ville Bestusjev-Rjumin i sit had til Frankrig ikke bøje sig for de nye forhold, og Ruslands tilslutning til Frankrig og Østrig i krigen mod Preussen i 1756 skete mod hans vilje.

Hans modstandere beskyldte ham nu for at stå i forræderisk forbindelse med storfyrstinde Katharina og for at ville trække tropperne tilbage for at benytte dem til at foretage et statskup. Han arresteredes i 1758, men under processen kunne man ikke overbevise ham om det, hvorfor han beskyldtes, og Elisabeth ville da heller ikke lade ham underkaste tortur; hun fratog ham dog hans embeder og værdigheder.

Katharina II tog ham ved sin tronbestigelse i 1762 til nåde igen, udnævnte ham til generalfeltmarskal, men gav ham ingen del i regeringen.

Bestusjev-Rjumin gælder for opfinder af Bestusheffs Nervetinktur.

Litteratur

• Blandt kilderne, der alle er på russisk, nævnes Bestuzjev-Rjumins breve til M. Vorontsov 1744-60 [Vorontsov’ske Arkiv I-II, Moskva 1870 ff]

Af almindelige fremstillinger:

• Waliszewski, La derniére des Romanov. Elisabeth I [1902]
• Edvard Holm, Danmark-Norges Historie fra den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse, I-III].

Kilder

• Alexej Petrovitsch Bestuzhev-Rjumin i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1915), forfattet af L. Krabbe