Alejandro Valverde

Alejandro Valverde
Personlig information
Født	Alejandro Valverde Belmonte 25. april 1980 (43 år) Murcia
Land	Spanien
Højde	177 cm
Holdinformation
Nuværende hold	Stoppet
Disciplin	Landevejscykling
Rolle	Kaptajn
Ryttertype	All-rounder
Professionelle hold
År Hold 2002–2004 Kelme-Costa Blanca 2005–2022 Illes Balears
Store sejre
Verdensmester 2018 Tour de France, 4 etaper Vuelta a España, 9 etaper Giro d'Italia, 1 etape (2016) La Flèche Wallonne (2006, 2014, 2015) Liège-Bastogne-Liège (2006, 2008, 2015) UCI ProTour (2006, 2008) UCI World Tour (2014)
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Vélo d'Or (2018)
Links
Alejandro Valverdes hjemmeside
Del af Portal:Cykling
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]
v d r

Alejandro Valverde Belmonte (født 25. april 1980 i Las Lumbreras, Murcia) er en spansk tidligere professionel landevejsrytter. I en alder af 27 år blev han udråbt til en af de mest talentfulde cykelrytter af sin generation.^[1] Valverde er en alsidig rytter, idet han kombinerer flere talenter: Valverde er en god bjergrytter, og han kører en fornuftig enkeltstart og er ofte blevet betragtet som en af favoritterne til at vinde en af de tre årlige Grand Tour-løb.^[2][3] Men Valverde har også vist, at han kan køre i de store endagsløb mindst lige så godt, blandt andet på grund af sin hurtige afslutning. Derfor er han kandidat til at blive verdensmester og vinder i de forskellige klassikere.

Biografi

Valverde kommer fra en cykelfamilie: hans far, Juan Valverde senior, var en amatørcykelrytter, da han var yngre, og introducerede sine sønner til sporten. Alejandros første løb var i Jumilla i hans hjemregion, Murcia. Han blev nummer to, og det siges, at det var den eneste gang, han ikke vandt et cykelløb i alle de løb han deltog i, i perioden fra han var 11 til 13 år gammel. Det gav ham tilnavnet El Imbatido (Den ubesejrede).^[4]

Amatørkarriere

Gennem sin gode kørsel fik Valverde et tilbud om at køre for eliteamatørholdet Banesto, baseret i Navarra et stykke fra hans hjem. Han flyttede til udviklingsholdet Kelme og blev trænet af Francisco Moya, en træner Valverde har givet det meste af æren for sine cykelevner. Kelme lovede ham også, at han kunne flytte til deres professionelle hold, hvis han viste gode resultater. Ved slutningen af sin første sæson med Kelmes amatørhold, flyttede de ham til deres professionelle hold.^{[kilde mangler]}

Professionel karriere

Valverde blev professionel i 2000, da han blev hentet til Kelmes professionelle hold. Han blev med dem til slutningen af 2004-sæsonen, da det blev klart, at Kelme ikke fik en UCI ProTour-licens. I stedet skiftede han til Illes Balears.^{[kilde mangler]}

Under tiden med Kelme fik han et gennembrudsår i 2003 i Vuelta a España, hvor han vandt to etaper^[5][6]og sluttede som nummer tre i den samlede stilling.^[7] Han vandt også Majorca Challenge det år, og sluttede sæsonen med en andenplads i verdensmesterskaberne.^[8]

I 2004 besluttede han at blive hos Kelme trods holdets økonomiske problemer og tilbud fra andre hold. Han blev skadet i et styrt i Vuelta a España og blev nødt til at skyde en hvid pil efter sine ambitioner i løbet. Til slut underskrev han en kontrakt med Illes Balears-holdet i slutningen af 2004.^{[kilde mangler]}

I 2005 vandt Valverde tiende etape af Tour de France foran Lance Armstrong, som han slog i spurten i Courchevel i Alperne (2000m – kategori 1).^[9] Efter 12. etape lå han nummer fem i den samlede stilling, 3 minutter og 16 sekunder efter Lance Armstrong. Han førte også ungdomskonkurrencen med en føring på 3 minutter og 9 sekunder til Armstrongs holdkammerat Yaroslav Popovych.^[10] Dog blev Valverde tvunget til at udgå fra løbet under 13. etape på grund af en knæskade. Valverde nåede knapt nok at blive klar til UCI verdensmesterskaberne i Madrid, Spanien. Holdets kaptajn, Óscar Freire pådrog sig en skade, og dermed blev Valverde forfremmet til kaptajn under løbet, trods hans manglende forberedelse. Han endte dog som toer bag Tom Boonen.^[11]

I 2006 vandt Valverde en etape^[12] i Baskerlandet Rundt, hvor han også vandt pointkonkurrencen^[13] og en samlet andenplads.^[14] Han vandt efterfølgende en prestigefyldt "double" i forårsklassikerne, idet han vandt La Flèche Wallonne,^[15] og fire dage senere tog han også Liège-Bastogne-Liège.^[16] Efterfølgende vandt Valverde en etape i Romandiet Rundt, hvor han også blev nummer tre samlet. Valverde planlagde også udfordre i Tour de France 2006, og han har ligeledes udtalt, at han håber, at han kan vinde løbet i fremtiden. Han tog til Pinarello-cykelfabrikken i Treviso, Italien for at optimere sine enkeltstartsever. Faktisk startede han som en af favoritterne^{[kilde mangler]} i 2006-udgaven af Touren efter Ivan Basso og Jan Ullrichs suspendering umiddelbart før løbet. Valverde styrtede dog på tredje etape, og måtte forlade løbet på grund af brækket kraveben. Hans ambition om at vinde et Grand Tour-løb måtte derfor vente til Vueltaen senere det år.

Valverde gik ind i 2006-Vueltaen som topfavorit. Siden han ikke havde kørt hele Tour de France var han i bedre form end nogle af de andre kandidater til sejren: Mensjov (forsvarende mester) og Carlos Sastre sluttede begge i top 10 i Tour de France 2006 og det ventedes, at de begge var en smule trætte. Valverde vandt syvende etape og dominerede i bjergene, og det gav ham den gyldne førertrøje efter niende etape.^[17] Valverde tabte dog trøjen på grund af Alexander Vinokourovs aggressive køremåde.^{[kilde mangler]} Under den sidste enkeltstart tabte Valverde igen tid til Vinokourov og blev nødt til at tage til takke med en andenplads i den samlede stilling,^[18] hans anden podieplads i et Grand Tour-løb. Efter den imponerende kørsel i Vueltaen vandt Valverde endnu en stor sejr – den samlede sejr i UCI ProTour 2006,^{[kilde mangler]} da der stadig var flere store løb tilbage – men Valverdes forspring var for stort til at blive indhentet.

Ved verdensmesterskaberne i 2006 blev Valverde set som en favorit.^{[kilde mangler]} Han vandt dog ikke, men sluttede som treer og tog bronzemedaljen.^[19]

Han startede 2007 stærkt og vandt det samlede klassement ved Volta a la Comunitat Valenciana og Vuelta a Murcia. På fjerde etape af Vuelta a Murcia vandt Valverde sin første enkeltstart.^[20]

I maj 2009 fik Valverde karantæne fra at deltage i cykelløb i Italien. Den 31. maj 2010 blev dommen udvidet, Valverde blev idømt en global karantæne på 2 år, grundet sin indblanding i Operation Puerto. Dommen var gældende fra 1. januar 2010.^[21] Hans resultater fra 2010 blev dog ikke slettet.^[22]

Valverde genoptog karrieren som professionel cykelrytter i 2012, efter karantænen var udløbet. Han har opnået at vinde flere etapesejre i Grand Tours og er sluttet blandt top-3 i klassementet i mindst en af de tre Grand Tours fra 2012 til 2016.^[23] Han vandt Vuelta a Andalucía i 2012, 2013, 2014 og 2016, og har vundet klassiske løb som Liège-Bastogne-Liège i 2015,^[23] La Flèche Wallonne fra 2014 til 2016.^[23] Han var vinder af UCI World Tour i 2014 og 2015.^[24] Han blev spansk mester i landevejscykling i 2015^[25] og i enkeltstart i 2014.^[23] I februar 2017 vandt han sit 100. sejr, da han vandt Ruta del Sol.^[26]

Grand Tour-resultater i klassementet

Grand Tour	2002	2003	2004	2005	2006	2007	2008	2009	2010	2011	2012	2013	2014	2015	2016
Giro	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—	3
Tour	—	—	—	WD	WD	5	9	—	—	—	20	8	4	3	6
Vuelta	WD	3	4	—	2	—	5	1	—	—	2	3	3	7	12

Forklaring: — = Deltog ikke; WD = Gennemførte ikke; IP = I gang

Referencer

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Alejandro Valverde
• Alejandro Valverdes opslag i Munzinger Sportsarchiv (tysk)
• Alejandro Valverdes profil på Olympics.com (engelsk)
• Alejandro Valverdes profil på Sports-Reference OL-resultater (arkiveret) (engelsk)
• Alejandro Valverdes profil på Olympedia (engelsk)
• Alejandro Valverdes profil hos UCI (engelsk)
• Alejandro Valverdes profil på CycleBase (engelsk)
• Alejandro Valverdes profil på Cykelsiderne
• Alejandro Valverdes profil på Cycling Quotient (engelsk)
• Alejandro Valverdes profil på ProCyclingStats (engelsk)
• Alejandro Valverdes profil på FirstCycling (engelsk)

v d r Vuelta a España-vindere 1935, 1936 Gustaaf Deloor 1941, 1942 Julián Berrendero 1945 Delio Rodríguez 1946 Dalmacio Langarica 1947 Edward Van Dijck 1948 Bernardo Ruiz 1950 Emilio Rodríguez 1955 Jean Dotto 1956 Angelo Conterno 1957 Jesús Loroño 1958 Jean Stablinski 1959 Antonio Suárez 1960 Frans de Mulder 1961 Antonio Soler 1962 Rudi Altig 1963 Jacques Anquetil 1964 Raymond Poulidor 1965 Rolf Wolfshohl 1966 Francisco Gabica 1967 Jan Janssen 1968 Felice Gimondi 1969 Roger Pingeon 1970 Luis Ocaña 1971 Ferdi Bracke 1972, 1974 José Manuel Fuente 1973 Eddy Merckx 1975 Agustín Tamames 1976 José Pesarrodona 1977 Freddy Maertens 1978, 1983 Bernard Hinault 1979 Joop Zoetemelk 1980 Faustino Rupérez 1981 Giovanni Battaglin 1982 Marino Lejarreta 1984 Eric Caritoux 1985, 1989 Pedro Delgado 1986 Álvaro Pino 1987 Luis Herrera 1988 Seán Kelly 1990 Marco Giovannetti 1991 Melchor Mauri 1992–1994 Tony Rominger 1995 Laurent Jalabert 1996, 1997 Alex Zülle 1998 Abraham Olano 1999 Jan Ullrich 2000, 2003, 2004 Roberto Heras 2001 Ángel Casero 2002 Aitor González 2005, 2007 Denis Mensjov 2006 Aleksandr Vinokurov 2008, 2012, 2014 Alberto Contador 2009 Alejandro Valverde 2010 Vincenzo Nibali 2011 Juan José Cobo 2013 Chris Horner 2015 Fabio Aru 2016 Nairo Quintana 2017 Chris Froome 2018 Simon Yates 2019, 2020, 2021 Primož Roglič 2022 Remco Evenepoel 2023 Sepp Kuss

v d r Verdensmestre i landevejcykling 1927, 1930, 1932 Alfredo Binda 1928, 1929 Georges Ronsse 1931 Learco Guerra 1933 Georges Speicher 1934 Karel Kaers 1935 Jean Aerts 1936 Antonin Magne 1937 Eloi Meulenberg 1938 Marcel Kint 1946 Hans Knecht 1947 Theofiel Middelkamp 1948, 1950 Briek Schotte 1949, 1956, 1957 Rik Van Steenbergen 1951 Ferdinand Kübler 1952 Heinz Müller 1953 Fausto Coppi 1954 Louison Bobet 1955 Stan Ockers 1958 Ercole Baldini 1959 André Darrigade 1960, 1961 Rik Van Looy 1962 Jean Stablinski 1963 Benoni Beheyt 1964 Jan Janssen 1965 Tom Simpson 1966 Rudi Altig 1967, 1971, 1974 Eddy Merckx 1968 Vittorio Adorni 1969 Harm Ottenbros 1970 Jean-Pierre Monsere 1972 Marino Basso 1973 Felice Gimondi 1975 Hennie Kuiper 1976, 1981 Freddy Maertens 1977 Francesco Moser 1978 Gerrie Knetemann 1979 Jan Raas 1980 Bernard Hinault 1982 Giuseppe Saronni 1983, 1989 Greg LeMond 1984 Claude Criquielion 1985 Joop Zoetemelk 1986 Moreno Argentin 1987 Stephen Roche 1988 Maurizio Fondriest 1990 Rudy Dhaenens 1991, 1992 Gianni Bugno 1993 Lance Armstrong 1994 Luc Leblanc 1995 Abraham Olano 1996 Johan Museeuw 1997 Laurent Brochard 1998 Oscar Camenzind 1999, 2001, 2004 Óscar Freire 2000 Romāns Vainšteins 2002 Mario Cipollini 2003 Igor Astarloa 2005 Tom Boonen 2006, 2007 Paolo Bettini 2008 Alessandro Ballan 2009 Cadel Evans 2010 Thor Hushovd 2011 Mark Cavendish 2012 Philippe Gilbert 2013 Rui Costa 2014 Michał Kwiatkowski 2015, 2016, 2017 Peter Sagan 2018 Alejandro Valverde 2019 Mads Pedersen 2020, 2021 Julian Alaphilippe 2022 Remco Evenepoel 2023 Mathieu van der Poel