Alberto Contador

Alberto Contador
Alberto Contador under Route du Sud 2015
Personlig information
Fulde navn	Alberto Contador Velasco
Kælenavne	El Pistolero
Født	Alberto Contador Velasco 6. december 1982 (40 år) Madrid
Land	Spanien
Søskende	Francisco Javier Contador[1]
Højde	176 cm
Holdinformation
Disciplin	Landevejscykling
Rolle	Rytter/Kaptajn
Ryttertype	Klassement rytter
Professionelle hold
År Hold 1. sep. 2002–31. dec. 2002 ONCE-Eroski (stagiaire) 2003 ONCE-Eroski 2004–2006 Liberty Seguros 2007 Discovery Channel 2008–2010 Astana 2011–2016 Saxo Bank-Sungard 2017 Trek-Segafredo
Store sejre
Grand tours Tour de France, vinder (2007, 2009) Tour de France, ungdomskonkurrencen (2007) Tour de France, 3 etaper Giro d'Italia, vinder (2008, 2015) Vuelta a España, vinder (2008) Vuelta a España, vinder (2012, 2014) 6 individuelle etaper (2008, 2012, 2014, 2017) Etapeløb Paris-Nice (2007, 2010) ungdom (2007) Setmana Catalana (2005) Vuelta a Castilla y León (2007) Volta ao Algarve (2009, 2010) Route du Sud (2015) Volta Ciclista a Catalunya (2011) _Vuelta Ciclista a la Region de Murcia (2011) Endagsløb og klassikere Spansk mester i enkeltstart (2009) Milano-Torino (2012)
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Medalla de Oro de la Real Orden del Mérito Deportivo
Links
Alberto Contadors hjemmeside
Del af Portal:Cykling
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]
v d r

Alberto Contador Velasco (født 6. december 1982 i Madrid) er en spansk tidligere professionel landevejsrytter, der anses af mange som den bedste etapeløbsrytter i sin generation. Han er med sine 7 Grand Tour sejre, en af de største etapeløbsryttere gennem tiderne.^{[kilde mangler]}

Contador blev professionel for ONCE i 2000. Allerede det første år vandt han en enkeltstart under Polen Rundt. Contador fik sit gennembrud i 2005, hvor han vandt en etape i Tour Down Under og vandt både en etape og sammenlagt i den catalanske uge. I ProTour-løbene Baskerlandet Rundt og Romandiet Rundt vandt han en etape, og kom på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen i sammenlagt. Han kom over på Discovery Channel i 2007. I sæsonens første ProTour-løb, Paris-Nice, vandt han løbet sammenlagt,^[2] og vandt i tillæg hertil ungdomstrøjen.^[3]

Sine hidtil største bedrifter høstede Contador i sine tre sæsoner hos Astana, hvor han vandt Giro d'Italia^[4] og Vuelta a España,^[5] begge i 2008, samt Tour de France i 2009.^[5]

Som mange andre af tidens store cykelryttere, har Contador også været nævnt i flere dopingsammenhænge^{[kilde mangler]}, og 6. februar 2012 blev han dømt ved CAS for at have afgivet en dopingprøve med det forbudte stof clenbuterol under Tour de France i 2010. Han blev for denne forseelse idømt en karantæne på to år med udløb 5. august 2012. Han blev i samme forbindelse frataget de sejre, han oprindeligt havde vundet i Tour de France 2010 og Giro d'Italia 2011.^[6]

Karriere

Tour de France 2007

Han kom til Tour de France 2007 for at vinde ungdomskonkurrencen^{[kilde mangler]} (efter han blev nummer 3 i 2005^[7]), og for at hjælpe sin kaptajn Levi Leipheimer til sejren. Det viste sig at Contador var den eneste som kunne følge Michael Rasmussen på de hårdeste bjergetaper. Han vandt 14. etape,^[8] og da Rasmussen blev udelukket af sit hold Rabobank, endte Contador med at vinde Tour de France sammenlagt, med 23 sekunder ned til Cadel Evans, og 31 sekunder til Leipheimer.^[9]

Da Discovery-holdet blev lukket efter 2007-sæsonen gik han sammen med flere andre ryttere til Astana.^{[kilde mangler]}

Giro d'Italia 2008

Contadors hold Astana var oprindelig ikke inviteret til Giro d'Italia, men arrangørerne ombestemte sig, og inviterede Astana med en uge før løbet begyndte. Contador skal have været på stranden da han fik beskeden.^[10] Et styrt på 8. etape førte til at han fik et brud i albuen^[11], men han klarede alligevel at fuldføre og vandt løbet sammenlagt,^[4] som den første ikke-italiener siden 1996.^[12]

Vuelta a España 2008

Contador var favorit til at vinde Vuelta a España efter at hans hold Astana var blevet udelukket fra årets Tour de France som følge af doping-mistanke.^{[kilde mangler]} Hans største udfordrer var Carlos Sastre, men Contador endte på en tid, der var mere end fire minutter bedre end Sastre og 46 sekunder foran holdkammeraten Levi Leipheimer og vandt dermed klassementet.^[5] Med sin sejr i Vueltaen blev Contador en af blot fem, der har vundet alle Grand Tours – det har kun Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Felice Gimondi tidligere præsteret.^{[kilde mangler]}

Tour de France 2009

På forhånd var den unge Contador favoritten til at vinde Tour de France 2009 – også selvom årets udgave af Tour de France bød på mange andre store podiekandidater. Ikke mindst^{[kilde mangler]} den tilbagevendte Lance Armstrong, samt Levi Leipheimer og Andreas Klöden – som alle 3 kørte på samme hold som Contador (Astana Team). Dog fik de meget konkurrence af danske Team Saxo Bank. Med 4 podie-kandidater var der kamp om magten på Astana, men da Contador havde sat Armstrong på 15. etape,^[13] var det afgjort, hvem fra Astana der skulle have køre om den samlede sejr. Contador blev nummer 1, med 4:11 minutter^[14] ned til Andy Schleck (Team Saxo Bank) som blev nummer 2. Nummer 3 blev holdkammeraten Lance Armstrong, 5:24 minutter efter.^[14]

Tour de France 2010

Uden at vinde en eneste etape, formåede Contador alligevel at vinde en samlet sejr over tourens nr. 2 Andy Schleck. I denne udgave af turen var det netop de to duellanter Contador og Schleck, der var helt urørlige for de øvrige klassementsryttere. Sejren vil især blive husket for at den vindende margin, som nogenlunde svarede til den tid Contador tog på Andy Schleck, efter at sidstnævnte tabte kæden på vej op til bjergpasset Port de Balés. Samlet vandt Contador med 39 sekunder ned til Andy Schleck, hvoraf forskellen i den sidste og afgørende enkeltstart udgjorde de 31 af sekunderne.

Sejren blev halvandet år senere frataget ham, idet han under løbet afleverede en dopingprøve med clenbuterol.^[6]

Giro d'Italia 2011

Den danske holdejer Bjarne Riis ville oprindeligt ikke^{[kilde mangler]} have haft Contador til start ved den 94 udgave af Giro d'Italia, men efter rytterens eget ønske var han til start i Venaria Reale. Inden starten var Contador klar favorit til sejren, og han sluttede også med at føre med hele 6 min. og 10 sek. ned til den næstbedste: Michele Scarponi. Den italienske rundtur bød på intet tidspunkt på den store spænding i toppen af klassementet, udover de sekundære placeringer. Den spanske stjerne tog 2 etapesejre og gav flere etapesejre væk, hvor han selv nøjedes med 2. pladsen, bl.a. til sin tidligere holdkammerat fra Pro Team Astana, Paolo Tiralongo, på 19. etape. Ydermere vandt Contador pointtrøjen i løbet, en konkurrence der ellers normalt er forbeholdt sprinterne. Midt i løbet førte han også bjergkonkurrencen, hvilket gav ham løbets tre største trøjer. Den konkurrence sluttede han dog som nummer to i.

Denne sejr blev Contador frataget grundet sin dopingdom^{[kilde mangler]} jf. ovenfor i afsnittet om Tour de France 2010.

Tour de France 2013

I Tour de France 2013 var han udset til at kæmpe om titlen med Chris Froome fra Team Sky, men måtte nøjes med en 4. plads.^[15]

Tour de France 2014

I Tour de France 2014 var der igen lagt op til en duel mellem Alberto Contador og Chris Froome, de måtte begge to udgå af løbet på grund af styrt.^{[kilde mangler]}

Vuelta España 2014

I Vuelta España 2014 var det eneste mål for Alberto Contador at vinde etapesejre. Da han alligevel kunne følge med i toppen af klassement, gik han efter det endelige resultat.

Eftersom at både Chris Froome og Alberto Contador med hhv. en håndledsskade og en knæskade udgik af Tour de France 2014, kom de sig begge to og gentog deres duel i Vuelta España 2014, hvor Alberto Contador vandt og Chris Froome endte på 2. pladsen.^[16]

Desuden vandt Albert Contador også kombinationstrøjen^{[kilde mangler]} og to etaper (16.^[17] og 20. ^[18]).

2016 sæsonen

I marts 2015 underskrev Contador en forlængelse af sin kontrakt med sit hold, Tinkoff, men samtidig bekendtgjorde han, at 2016 ville blive hans sidste sæson i professionel cykling.^[19] Han konkurrerede i sit første løb i sæsonen ved Volta ao Algarve, hvor han sluttede på en tredjeplads samleet og vandt sidste etape i løbet.^[20] Han blev toer ved Paris-Nice, hvor han angreb løbets fører Geraint Thomas fra 50 km ude og igen på den sidste klatring på Col d'Èze, før Thomas lukkede hullet på den sidste skråning og frem til mållinjen.^[21] Han blev også toer ved Catalonien Rundt,^[22] før han vandt den generelle klassifikation og sjete enkeltstartsetape ved Baskerlandet Rundt, hvorefter han udtalte til pressen, at han ville udskyde sin pensionering for i hvert fald endnu et år.^[23]

Resultater fra Grand Tours og andre store etapeløb

Tidslinje over samlede resultater fra Grand Tours
Grand Tour	2004	2005	2006	2007	2008	2009	2010	2011	2012	2013	2014	2015	2016	2017
Giro d'Italia	—	—	—	—	1	—	—	1	—	—	—	1	—	—
Tour de France	—	31	—	1	—	1	1	5	—	4	DNF	5	DNF	9
Vuelta a España	—	—	—	—	1	—	—	—	1	—	1	—	4
Tidslinje over samlede resultater fra andre store etapeløb
Løb	2004	2005	2006	2007	2008	2009	2010	2011	2012	2013	2014	2015	2016	2017
Paris-Nice	26	15	24	1	—	4	1	—	—	—	—	—	2	2
Tirreno-Adriatico	—	—	—	—	—	—	—	—	—	3	1	5	—	—
Catalonien Rundt	—	—	—	—	—	—	—	1	—	—	2	4	2	2
Baskerlandet Rundt	—	3	5	14	1	1	—	—	—	5	1	—	1	2
Romandiet Rundt	—	4	2	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—
Critérium du Dauphiné	—	DNF	—	6	—	3	2	—	—	10	2	—	5	11
Tour de Suisse	—	—	22	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—	—

Annullerede resulter = gennemstreget

Dopinganklager

Contador har i flere omgange været i søgelyset for mulig brug af doping. Blandt de kendte sager er Operación Puerto, hvor Contador sammen med fire andre Astana-ryttere blev frikendt på teknikaliteter i det spanske lovsystem^[24] og kanylesagen fra Tour de France 2009^[25].

Efter Tour de France 2010 kom det frem, at han havde afleveret en prøve, der indeholdt clenbuterol. Han hævdede efterfølgende, at det måtte stamme fra en bøf, som han havde spist. Efter nærmere undersøgelser af påstanden blev han i første omgang frikendt af det spanske cykelforbund.^[26] Senere blev han af den internationale sportsdomstol CAS idømt to års karantæne i denne sag.^[6]

Referencer

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Alberto Contador
• Officiel hjemmeside (spansk)
• Alberto Contadors opslag i Munzinger Sportsarchiv (tysk)
• Alberto Contadors profil på Sports-Reference OL-resultater (arkiveret) (engelsk)
• Alberto Contadors profil på Olympedia (engelsk)
• Alberto Contadors profil hos UCI (engelsk)
• Alberto Contadors profil på CycleBase (engelsk)
• Alberto Contadors profil på Cykelsiderne
• Alberto Contadors profil på Cycling Quotient (engelsk)
• Alberto Contadors profil på ProCyclingStats (engelsk)
• Alberto Contadors profil på FirstCycling (engelsk)
• Alberto Contadors profil hos as.com (spansk)

v d r Tour de France-vindere 1903 Maurice Garin 1904 Henri Cornet 1905 Louis Trousselier 1906 René Pottier 1907, 1908 Lucien Petit-Breton 1909 François Faber 1910 Octave Lapize 1911 Gustave Garrigou 1912 Odile Defraye 1913, 1914, 1920 Philippe Thys 1919, 1922 Firmin Lambot 1921 Léon Scieur 1923 Henri Pélissier 1924, 1925 Ottavio Bottecchia 1926 Lucien Buysse 1927, 1928 Nicolas Frantz 1929 Maurice De Waele 1930, 1932 André Leducq 1931, 1934 Antonin Magne 1933 Georges Speicher 1935 Romain Maes 1936, 1939 Sylvère Maes 1937 Roger Lapébie 1938, 1948 Gino Bartali 1947 Jean Robic 1949, 1952 Fausto Coppi 1950 Ferdinand Kübler 1951 Hugo Koblet 1953–1955 Louison Bobet 1956 Roger Walkowiak 1957, 1961–1964 Jacques Anquetil 1958 Charly Gaul 1959 Federico Bahamontes 1960 Gastone Nencini 1965 Felice Gimondi 1966 Lucien Aimar 1967 Roger Pingeon 1968 Jan Janssen 1969–1972, 1974 Eddy Merckx 1973 Luis Ocaña 1975, 1977 Bernard Thévenet 1976 Lucien Van Impe 1978, 1979, 1981, 1982, 1985 Bernard Hinault 1980 Joop Zoetemelk 1983, 1984 Laurent Fignon 1986, 1989, 1990 Greg LeMond 1987 Stephen Roche 1988 Pedro Delgado 1991–1995 Miguel Indurain 1996 Bjarne Riis 1997 Jan Ullrich 1998 Marco Pantani 1999–2005 Ingen vinder 2006 Óscar Pereiro 2007, 2009 Alberto Contador 2008 Carlos Sastre 2010 Andy Schleck 2011 Cadel Evans 2012 Bradley Wiggins 2013, 2015–2017 Chris Froome 2014 Vincenzo Nibali 2018 Geraint Thomas 2019 Egan Bernal 2020, 2021 Tadej Pogačar 2022, 2023 Jonas Vingegaard

v d r Vindere af den hvide ungdomstrøje i Tour de France 1975 Francesco Moser 1976 Enrique Martínez Heredia 1977 Dietrich Thurau 1978 Henk Lubberding 1979 Jean-René Bernaudeau 1980 Johan Van der Velde 1981 Peter Winnen 1982 Phil Anderson 1983 Laurent Fignon 1984 Greg LeMond 1985 Fabio Parra 1986 Andy Hampsten 1987 Raúl Alcalá 1988 Erik Breukink 1989 Fabrice Philipot 1990 Gilles Delion 1991 Álvaro Mejía Castrillón 1992 Eddy Bouwmans 1993 Antonio Martin 1994, 1995 Marco Pantani 1996–1998 Jan Ullrich 1999 Benoît Salmon 2000 Francisco Mancebo 2001 Óscar Sevilla 2002 Ivan Basso 2003 Denis Mensjov 2004 Vladimir Karpets 2005 Jaroslav Popovytj 2006 Damiano Cunego 2007 Alberto Contador 2008–2010 Andy Schleck 2011 Pierre Rolland 2012 Tejay van Garderen 2013 Nairo Quintana 2014 Thibaut Pinot 2015 Nairo Quintana 2016 Adam Yates 2017 Simon Yates 2018 Pierre Latour 2019 Egan Bernal 2020–2023 Tadej Pogačar

v d r Giro d'Italia-vindere 1909 Luigi Ganna 1910, 1911 Carlo Galetti 1912 Atala (cykelhold) 1913 Carlo Oriani 1914 Alfonso Calzolari 1919, 1923 Costante Girardengo 1920 Gaetano Belloni 1921, 1922, 1926 Giovanni Brunero 1924 Giuseppe Enrici 1925, 1927–1929, 1933 Alfredo Binda 1930 Luigi Marchisio 1931 Francesco Camusso 1932 Antonio Pesenti 1934 Learco Guerra 1935 Vasco Bergamaschi 1936, 1937, 1946 Gino Bartali 1938, 1939 Giovanni Valetti 1940, 1947, 1949, 1952, 1953 Fausto Coppi 1948, 1951, 1955 Fiorenzo Magni 1950 Hugo Koblet 1954 Carlo Clerici 1956, 1959 Charly Gaul 1957 Gastone Nencini 1958 Ercole Baldini 1960, 1964 Jacques Anquetil 1961 Arnaldo Pambianco 1962, 1963 Franco Balmamion 1965 Vittorio Adorni 1966 Gianni Motta 1967, 1969, 1976 Felice Gimondi 1968, 1970, 1972–1974 Eddy Merckx 1971 Gösta Pettersson 1975 Fausto Bertoglio 1977 Michel Pollentier 1978 Johan De Muynck 1979, 1983 Giuseppe Saronni 1980, 1982, 1985 Bernard Hinault 1981 Giovanni Battaglin 1984 Francesco Moser 1986 Roberto Visentini 1987 Stephen Roche 1988 Andy Hampsten 1989 Laurent Fignon 1990 Gianni Bugno 1991 Franco Chioccioli 1992, 1993 Miguel Indurain 1994 Jevgenij Berzin 1995 Tony Rominger 1996 Pavel Tonkov 1997, 1999 Ivan Gotti 1998 Marco Pantani 2000 Stefano Garzelli 2001, 2003 Gilberto Simoni 2002, 2005 Paolo Savoldelli 2004 Damiano Cunego 2006, 2010 Ivan Basso 2007 Danilo Di Luca 2008, 2015 Alberto Contador 2009 Denis Mensjov 2011 Michele Scarponi 2012 Ryder Hesjedal 2013, 2016 Vincenzo Nibali 2014 Nairo Quintana 2017 Tom Dumoulin 2018 Chris Froome 2019 Richard Carapaz 2020 Tao Geoghegan Hart 2021 Egan Bernal 2022 Jai Hindley 2023 Primož Roglič

v d r Vuelta a España-vindere 1935, 1936 Gustaaf Deloor 1941, 1942 Julián Berrendero 1945 Delio Rodríguez 1946 Dalmacio Langarica 1947 Edward Van Dijck 1948 Bernardo Ruiz 1950 Emilio Rodríguez 1955 Jean Dotto 1956 Angelo Conterno 1957 Jesús Loroño 1958 Jean Stablinski 1959 Antonio Suárez 1960 Frans de Mulder 1961 Antonio Soler 1962 Rudi Altig 1963 Jacques Anquetil 1964 Raymond Poulidor 1965 Rolf Wolfshohl 1966 Francisco Gabica 1967 Jan Janssen 1968 Felice Gimondi 1969 Roger Pingeon 1970 Luis Ocaña 1971 Ferdi Bracke 1972, 1974 José Manuel Fuente 1973 Eddy Merckx 1975 Agustín Tamames 1976 José Pesarrodona 1977 Freddy Maertens 1978, 1983 Bernard Hinault 1979 Joop Zoetemelk 1980 Faustino Rupérez 1981 Giovanni Battaglin 1982 Marino Lejarreta 1984 Eric Caritoux 1985, 1989 Pedro Delgado 1986 Álvaro Pino 1987 Luis Herrera 1988 Seán Kelly 1990 Marco Giovannetti 1991 Melchor Mauri 1992–1994 Tony Rominger 1995 Laurent Jalabert 1996, 1997 Alex Zülle 1998 Abraham Olano 1999 Jan Ullrich 2000, 2003, 2004 Roberto Heras 2001 Ángel Casero 2002 Aitor González 2005, 2007 Denis Mensjov 2006 Aleksandr Vinokurov 2008, 2012, 2014 Alberto Contador 2009 Alejandro Valverde 2010 Vincenzo Nibali 2011 Juan José Cobo 2013 Chris Horner 2015 Fabio Aru 2016 Nairo Quintana 2017 Chris Froome 2018 Simon Yates 2019, 2020, 2021 Primož Roglič 2022 Remco Evenepoel 2023 Sepp Kuss