Albert Camus

Albert Camus Fransk litteratur Vestlig filosofi 20. århundrede
Personlig information
Født	7. november 1913(1913-11-07) Dréan, Algeriet
Død	4. januar 1960 (46 år) Villeblevin, Frankrig
Dødsårsag	Bil uheld
Gravsted	cimetière de Lourmarin
Nationalitet	Fransk
Bopæl	Frankrig
Ægtefæller	Simone Hié (1934-1940), Francine Faure (1940-1960)
Partnere	María Casares (1944-1945, 1948-1960), Blanche Balain (fra 1937), Catherine Sellers (1956-1960), Mette Ivers (1957-1960), Mamaine Koestler (fra 1946)
Børn	Catherine Camus, Jean Camus
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Algeriets Universitet (1935-1936)
Medlem af	comité de lecture des éditions Gallimard (1943-1959), American Academy of Arts and Sciences
Beskæftigelse	Essayist, journalist, dramatiker, med i den franske modstandsbevægelse, manuskriptforfatter, forfatter, filosof, digter, publicist, romanforfatter med flere
Fagområde	Journalistik, litterær aktivitet, teater, opinionsjournalisme, Politisk filosofi med flere
Arbejdsgiver	Combat (1943-1947), Paris-Sor (1940-1941), Alger républicain (1938-1939), L'Express (1955-1956), Le Soir républicain (1939-1940)
Arbejdssted	Paris
Kendte værker	Sisyphos, Oprøreren, En lykkelig død, Ni Victimes, ni bourreaux, Den fremmede med flere
Genre	Skønlitteratur, noveller
Litterær bevægelse	Eksistentialisme
Påvirket af	Søren Kierkegaard, Fjodor Dostojevskij, Jean-Paul Sartre
Har påvirket	Charles Bukowski, Paul Auster, Jean-Paul Sartre
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Nobelprisen i litteratur (1957), médaille de la Résistance (1946)
Nobelpris	Nobelprisen i litteratur 1957
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Albert Camus (født 7. november 1913, død 4. januar 1960), var en fransk forfatter. Han blev født i Dréan i Algeriet af franske forældre (pied-noir) og voksede op i stor fattigdom, men opnåede alligevel at få plads på universitetet. I sin universitetstid blev han ramt af tuberkulose, en sygdom der plagede ham resten af livet.^[1] I 1940 flyttede han til Frankrig. Under 2. verdenskrig var han med i den franske modstandsbevægelse, og blev journalist på undergrundsavisen Combat, hvor han lærte Jean-Paul Sartre at kende.

Camus kredser i sin prosa, dramatik og essayistik om eksistentialismens hovedspørgsmål; hvordan man som menneske forholder sig til livets grundlæggende meningsløshed eller absurditet. Hans gennembrud kom i 1942 med romanen Den fremmede. I 1947 kom Pesten og i 1956 Faldet. I Pesten er budskabet, at midt i lidelsen gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om end de gode gerninger ikke kan frelse os, er de til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til at genrejse menneskets værdighed. I modsætning til Sartre, stiller Camus absolutter op, som retfærdighed, lykke og godhed. Sartre troede ikke på disse, og det udartede til en polemik mellem de to, som i 1952 satte et punktum for deres venskab.

I Faldet er Camus' budskab et andet. Vi hører om en vellykket sagfører, som en sen efterårsnat bliver vidne til, at en kvinde kaster sig i Seinen. Lamslået hører han hendes skrig forsvinde nedad floden. Da han senere vender tilbage til stedet, hører han en rå latter, som i lighed med kvindeskriget forsvinder nedad floden. Det tolker han som en forbandelse, fordi han ikke frelste kvinden. Han slår sig ned i Amsterdams havnekvarter, hvor han går rundt og bekender for andre, for at få dem til at indse hvordan menneskene er. Vor trang til absolutter som retfærdighed, sandhed og godhed er, ifølge Camus' sagførerskikkelse, kun et skalkeskjul for forfængelighed og egoisme. Beskedenhed er et redskab for at brillere, dyden et redskab til at undertrykke med. Det er dette, der er "faldet", menneskets syndefald.^[2]

Oversat til dansk er romanerne Den fremmede (da. 1944), Pesten (da. 1948), Faldet (da. 1957) og Den lykkelige død (da. 1972) samt novellesamlingen Eksil og kongedømme (da. 1958).

Camus' filosofiske hovedværker er Sisyfos-myten (da. 1960) som sætter søgelys på selvmord, og Oprøreren (da. 1964). Sisyfos-myten handler om erfaringen af det absurde i fraværet af Gud.^[3]

Skuespillene er Caligula (oversat af Poul La Cour 1944) og De retfærdige (oversat af Svend Fridberg 1961).

Han fik Nobelprisen i litteratur i 1957.

Camus omkom ved en bilulykke ved Villeblevin i Yonne den 4. januar 1960. En bog fra 2019 argumenterer for, at spioner fra KGB stod bag pga. Camus anti-sovjetiske retorik.^[4]

• Eksistentiel terapi
• Eksistentiel filosofi

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Albert Camus
• Fonds Albert Camus - Cité du livre d'Aix en Provence
• Société des Études Camusiennes Arkiveret 6. januar 2018 hos Wayback Machine
• The Albert Camus Society
• Albert Camus på Forfatterweb.dk