Islands Socialdemokratiske Parti
| Islands Socialdemokatiske Parti Alþýðuflokkurinn | |
|---|---|
| Grundlagt | 1916 |
| Nedlagt | 2000 |
| Politisk ideologi | socialdemokratisme |
| Internationalt samarbejdsorgan | Socialistisk Internationale |
| Partifarve(r) | rød |
Islands Socialdemokratiske Parti eller Folkepartiet (islandsk: Alþýðuflokkurinn) var et islandsk socialdemokratisk[1] parti, der blev grundlagt i 1916 af De Samvirkende Fagforbund (Alþýðusamband Íslands)[2] for at fungere som fagbevægelsens politiske talerør. Partiet afbrød sin formelle tilknytning til arbejderbevægelsen efter Island blev en republik i 1944.
Kernevælgere
Partiets base var bybefolkningen i det sydvestlige Island (Reykjavik-regionen) og arbejdere i Vestfjordenes fiskeribyer. Derimod havde det næsten ingen opbakning i landdistrikterne.
Historie
Det islandske socialdemokrati blev repræsenteret i Altinget i 1920. Det ledede regeringer i tre korte perioder; 1947-49 under Stefán Jóhann Stefánsson, 1958-59 under Emil Jónsson og 1979-80 under Benedikt Sigurðsson Gröndal. Desuden var socialdemokraterne i regering med det konservative Selvstændighedspartiet 1959-1971. Partiet stod i hele sin levetid markant svagere end sine søsterpartier i de øvrige nordiske lande. Kun ved valgene i 1934 og 1978 opnåede det over 20% af stemmerne. Efter Folkealliancens oprettelse i 1956 fik socialdemokraterne normalt 10-15% af stemmerne.
Udover konkurrencen fra Folkealliancen medvirkede hyppige splittelser med dannelse af udbryderpartier med udgangspunkt i partiets venstrefløj (1930, 1938, 1956, 1983 og 1994) til at svække Socialdemokraterne.
Islands Socialdemokratiske Parti indgik i 1999 i en valgalliance med de tre øvrige venstrefløjspartier Folkealliancen, Kvindelisten og Folkebevægelsen, der i 2000 blev omdannet til partiet Socialdemokratisk Alliance.
Udbryderpartier
- I 1930 dannede udbrydere fra partiets revolutionære fløj Kommúnistaflokkur Íslands (Islands kommunistiske parti), der blev den islandsk sektion af Komintern.
- I 1937 brød venstrefløjen på ny ud af partiet. Udbryderne etablerede året efter det uafhængige kommunistparti Socialistpartiet.
- I 1956 etablerede en udbrydergruppe af pacifister og venstreorienterede Folkealliancen sammen med Socialistpartiet med Islands Socialdemokratiske Partis tidligere formand Hannibal Valdimarsson som første leder.
- I 1982 brød den tidligere justits- og undervisningsminister Vilmundur Gylfason med partiet og etablerede året efter Bandalag Jafnaðarmanna (Socialistalliancen) som et venstresocialdemokratisk alternativ. Ved altingsvalget 1983 fik partiet 7,3% og fire mandater, men opnåede kun 0,2% i 1987, hvorefter det blev opløst.
- I 1994 brød en kreds omkring Jóhanna Sigurðardóttir ud og etablerede Folkebevægelsen (Þjóðvaki) som et populistisk venstreparti, der efter altingsvalget 1995 blev repræsenteret i Altinget.
Partiformænd
- Ottó N. Þorláksson (1916)
- Jón Baldvinsson (1916–1938)
- Stefán Jóhann Stefánsson (1938–1952)
- Hannibal Valdimarsson (1952–1954)
- Haraldur Guðmundsson (1954–1958)
- Emil Jónsson (1958–1968)
- Gylfi Þ. Gíslason (1968–1974)
- Benedikt Sigurðsson Gröndal (1974–1980)
- Kjartan Jóhannsson (1980–1984)
- Jón Baldvin Hannibalsson (1984–1996)
- Sighvatur Björgvinsson (1996–1998)
- Guðmundur Árni Stefánsson (1998–2000)
Valgresultat
| Altingsvalg | Tilslutning | Mandater |
|---|---|---|
| 1916 | 6,8 | 0 |
| 1923 | 16,2 | 1 |
| 1927 | 19,1 | 5 |
| 1931 | 16,1 | 4 |
| 1933 | 19,2 | 5 |
| 1934 | 21,7 | 10 |
| 1937 | 19,0 | 8 |
| 1942 (juli) | 15,4 | 6 |
| 1942 (oktober) | 14,7 | 7 |
| 1946 | 17,8 | 9 |
| 1949 | 16,5 | 7 |
| 1953 | 15,6 | 6 |
| 1956 | 18,3 | 8 |
| 1959 (juni) | 12,5 | 6 |
| 1959 (oktober) | 15,2 | 9 |
| 1963 | 14,2 | 8 |
| 1967 | 15,7 | 9 |
| 1971 | 10,5 | 6 |
| 1974 | 9,1 | 5 |
| 1978 | 22,0 | 14 |
| 1979 | 17,5 | 10 |
| 1983 | 11,7 | 6 |
| 1987 | 15,2 | 10 |
| 1991 | 15,5 | 10 |
| 1995 | 11,4 | 7 |
Referencer
- ^ Oskar Niedermayer; Richard Stöss; Melanie Haas (14. juli 2006). Die Parteiensysteme Westeuropas. Springer-Verlag. s. 268. ISBN 978-3-531-14111-4.
- ^ Eiríkur Bergmann Einarsson; Eirikur Bergmann (31. januar 2014). Iceland and the International Financial Crisis: Boom, Bust and Recovery. Palgrave Macmillan. s. 34. ISBN 978-1-137-33200-4.
| ||||||||||||||
|
