Akrostikon

Camoenen kommer i din Skov, Fyrstinde!
At see den Fest, hvortil din Høitid byder.
Rubinen liig, din Morgensol frembryder,
Og Rosen vugger sig i Vestenvinde.

Langt mere skiøn end Rosen dog vi finde,
Indtagende! din Ynde, dine Dyder.
Naar med et venligt Smiil du Folket fryder,
Er Himlen blaa, og Skyerne forsvinde.

Alt ofte led paa dine Fødselsdage
Min svage Sang – o, lad mig atter qvæde,
Amalia! du Christians, Folkets Glæde!

Lad en Sonet, en Blomst, dig ei mishage,
Indsluttet af dit Navn. Dit Navn den smykke!
Alfader skienke dig sin bedste Lykke!