Ahmed 3.

Ahmed 3.

Personlig information
Født30. december 1673 Rediger på Wikidata
Dobritj, Bulgarien Rediger på Wikidata
Død1. juli 1736 (62 år) Rediger på Wikidata
Topkapi-paladset, Tyrkiet Rediger på Wikidata
GravstedIstanbul Rediger på Wikidata
FarMehmed 4. Rediger på Wikidata
MorEmetullah Rabia Gülnûş Sultan Rediger på Wikidata
SøskendeMustafa 2.,
Hatice Sultan Rediger på Wikidata
ÆgtefællerAyşe Hanım Sultan,
Rabia Sultan,
Amina Mihr-i Shah,
Emetullah Kadın Efendi Rediger på Wikidata
BørnAbdülhamid 1.,
Ümmügülsüm Sultan,
Saliha Sultan,
Mustafa 3.,
Fatma Sultan (1704-1733),
Esma Sultan,
Zeynep Sultan,
Ayşe Sultan (datter af Ahmed 3.),
Zübeyde Sultan,
Atike Sultan,
Hatice Sultan Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseHersker, digter, politiker Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ahmed 3. (osmannisk-tyrkisk: احمد ثالث, Aḥmed-i sālis) arabisk: أحمد الثالث, født den 30. december 1673, død 1. juli 1736) var sultan i Det Osmanniske Rige. Han tiltrådte som sultan i 1703, da broderen Mustafa 2. blev afsat.[1]

Opvækst og tiltræden

Ahmed var søn af Mehmed 4.. Hans mor var Gülnuş Sultan, der var af græsk afstamning.[2] Ahmed besteg tronen i 1703, efter at Ahmed og janissarerne havde afsat broren Mustafa 2. efter utilfredshed med Mustafa mangel på kontrol med riget.[3]

Tiden som sultan

Sultan Ahmed 3. modtager den franske ambassadør Vicomte d'Andrezel i Topkapi-paladset.

Ahmed 3. opnåede gode relationer til Frankrig, hvilket var præget af truslen fra Rusland. Begge Ahmeds hustruer var franske.

Han gennemførte jordreformer i 1705, hvilket reducerede de uroligheder, der havde præget brorens regeringsperiode.[4] Tiden fra 1703 til 1730 blev kendt som tulipantiden (Lale devrı). Ahmed 3. ejede flere tulipanmarker, der blev vidt beundret.[5][6] Under Ahmed 3. oplevede Osmannerriget en kulturel blomstringsperiode, bl.a. kendetegnet ved udviklingen af miniaturmalerier og litteratur. I 1727 tillod Ahmed 3. etableringen af en trykpresse med arabiske bogstaver, noget, der havde været forbudt i riget, der alene havde tilladt tryk på græsk, armensk og hebraisk.

Russisk-tyrkiske krig (1710–11)

Hovedartikel: Den russisk-tyrkiske krig (1710-11).

Under den Store nordiske krig var Osmannerriget formelt i alliance med Frankrig, der støttede Sverige i krigen mod Rusland. Osmannerriget var dog ikke direkte involveret i kampene. Efter Karl 12.'s nederlag ved Slaget ved Poltava i 1709 til Peter den Store flygtede han til et område i Moldavien, der var under osmannisk kontrol. Ahmed 3. accepterede at give asyl til den svenske konge, der herefter kunne opholde sig i Osmannerriget.[7] I 1710 fil Karl 12. overtalt Ahmed 3. til at erklære krig mod Rusland. De osmanniske styrker sejrede ved Slaget ved Prut i 1711 og Ahmed 3. planlagde et felttog til Moskva med henblik på en gang for alle at nedkæmpe Rusland,[1] hvis territoriale ekspansion sydpå havde truet osmannerne i mange år. Under krigen mod russerne benyttede en anden af Osmannerrigets fjender, Safavideriget, sig af lejeligheden til at invadere Osmannerriget, hvorfor Ahmed 3. opgav sine planer om et storstilet angreb på Rusland. Krigen mod Rusland blev afsluttet i 1711, hvor Rusland tilbagegav Azov og påtog sig at nedrive fæstningerne omkring Azovhavet, herunder fæstningen i Taganrog og at ophøre med sin indblanding i forhold vedrørende Den polsk-litauiske realunion. Herudover tillod Rusland sikker passage for Karl 12. tilbage til Sverige.

Karl 12. ønskede imidlertid, at Ahmed 3. skulle fortsætte krigen mod russerne, og forblev i Moldavien og indtil 1713, hvor Ahmed 3. besluttede at sende ham ud af riget. Efter en batalje ved Karl 12.'s lejr, vendte den svenske konge hjem til Sverige.[8]

Krige med Venedig og Habsburgerne

Ahmed erklærede i 1714 krig mod Venedig, og det lykkedes at generobre Morea (Peloponnesos)[4][9].

Successen i krigen mod Venedig bekymrede Østrig, hvorfor den tysk-romerske kejser Karl 4. erklærede krig. Krigen blev afsluttet i 1718 med et tyrkisk nederlag, hvor osmannerne ved freden i Pozarevac måtte afstå Banatet, Nord-Serbien med Beograd og Lille Valakiet til Habsburgerne (Østrig). Nederlaget var en stor skuffelse for Ahmed og riget, og vilkårene i fredsaftalen havde en negativ effekt på Osmannerrigets økonomi.[10]

Krige mod Safavideriget og i Persien

Osmannerne drog fordel af Safaviderigets forfald og erobrede under Ahmed 3. områder af riget. Safavideriget mistede territorium i nord til Rusland, ligesom afghanske stammer overtog kontrol med dele af Safaviderigets territorium. Afghanerne forlangte, at osmannerne trak sig ud af de erobrede områder af Safavideriget, hvilket ledte til krig i 1726-27. Krigen endte med militært nederlag til osmannerne, men ved fredsslutningen lykkedes det osmannerne at bevare kontrollen over de erobrede områder i Safavideriget mod til gengæld af acceptere afghanernes egne erobringer.

Afsættelse og død

Ahmed 3. blev upopulær grundet sit store personlige forbrug og hang til luksus. Den 20. september 1730 udbrød et oprør ledet af en gruppe janissarer, og sultanen blev tvunget til at opgive sin trone til sin nevø Mahmud 1. (1730–54). Han blev sat i husarrest i Kafes i Topkapi-paladset, hvor han døde den 1. juli 1736.[11]

Referencer

  1. ^ a b Denne artikel indeholder materiale fra Encyclopædia Britannica Eleventh Edition, en udgivelse, som nu er i offentligt domæne, fordi ophavsretten er udløbet.
  2. ^ Baker, Anthony E (1993). The Bosphorus. Redhouse Press. s. 146. ISBN 975-413-062-0. The Valide Sultan was born Evmania Voria, daughter of a Greek priest in a village near Rethymnon on Crete. She was captured by the Turks when they took Rethymnon in 1645.
  3. ^ Sakaoğlu 2015, s. 297.
  4. ^ a b Keskiner 2012, s. 56.
  5. ^ John H. Harvey 1976: Turkey as a Source of Garden Plants. Garden History 4/3, 22. Stable URL: http://www.jstor.org/stable/1586521
  6. ^ Liz Dobbs: Tulip. Quadrille, London 2004, 6
  7. ^ Chisholm 1911.
  8. ^ Petersen (2007), pp. 268–272, 275; Bengtsson (1960), pp. 393ff, 409ff, 420–445
  9. ^ Ágoston & Masters 2009, s. 25.
  10. ^ Keskiner 2012, s. 57.
  11. ^ Sakaoğlu 2015, s. 306.

Litteratur og kilder

  • Ágoston, Gábor; Masters, Bruce, red. (2009). Encyclopedia of the Ottoman Empire. New York, NY: Facts On File. ISBN 9780816062591.
  • Keskiner, Philippe Bora (2012). Sultan Ahmed III (r.1703-1730) as a Calligrapher and Patron of Calligraphy.
  • Sakaoğlu, Necdet (2008). Bu mülkün kadın sultanları: Vâlide sultanlar, hâtunlar, hasekiler, kadınefendiler, sultanefendiler. Oğlak Yayıncılık. ISBN 978-9-753-29623-6.
  • Sakaoğlu, Necdet (2015). Bu Mülkün Sultanları. Alfa Yayıncılık. ISBN 978-6-051-71080-8.
  • Topal, Mehmet (2001). Silahdar Findiklili Mehmed Agha Nusretnâme: Tahlil ve Metin (1106-1133/1695-1721).
  • Türkal, Merve (2013). Silahdar Findiklili Mehmed Ağa'nin Hayati ve eserleri (1658 / 1726-27).
  • Uluçay, Mustafa Çağatay (2011). Padişahların kadınları ve kızları. Ankara: Ötüken. ISBN 978-9-754-37840-5.
  • Uysal, Zekiye (2019). Topkapı Sarayındaki III. Ahmet Kütüphanesi'nin Alçı Bezemeleri.
  • Ferenc Majoros, Bernd Rill: Das Osmanische Reich 1300-1922. Die Geschichte einer Großmacht. Marix, Wiesbaden 2004, ISBN 3-937715-25-8.
  • Josef Matuz: Das osmanische Reich. Grundlinien seiner Geschichte. 4. Auflage. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 2006, ISBN 3-534-20020-9.
  • Nicolae Iorga: Geschichte des Osmanischen Reiches. Nach den Quellen dargestellt. 5 Bände, Verlag Perthes, Gotha 1908-1913, Nachdruck Frankfurt/Main 1990.
  • Gabriel Effendi Noradounghian: Recueil d’actes internationaux de l’Empire Ottoman 1300-1789. Tome I. Paris, Neufchâtel 1897. Reprint: Kraus, Nendeln 1978, ISBN 3-262-00527-4.

Eksterne henvisninger

Foregående:Sultaner af det Osmanniske Rige
Sultan (1695-1703)		Efterfølgende:
Mustafa 2.
Sultan (1703-1730)		Mahmud 1.
Sultan (1730-1754)
Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

Tughra of Ahmed III.JPG
Tughra (i.e., seal or signature) of Ahmed III, Sultan of the Ottoman Empire (1703-1730). An explanation of the different elements composing the tughra can be found here.