Abdel Aziz Mahmoud
Abdel Aziz Mahmoud | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 11. juni 1983 (41 år)[1] Abu Dhabi[1] |
Ægtefælle | Andreas Gylling Æbelø (g. 2018) |
Børn | 1 |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Stenløse Gymnasium Danmarks Journalisthøjskole |
Beskæftigelse | Journalist |
Eksterne henvisninger | |
www.abdel.dk | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Abdel Aziz Mahmoud (født 11. juni 1983 i Abu Dhabi) er en dansk journalist, radio- og tv-vært med palæstinensisk baggrund. Han har tidligere været ansat på DR som tv-vært og reporter. Siden hen blev han i 2019 vært på TV 2s Go' aften live. Han er også kendt som debattør, især i forhold til integrationsdebatten, og udgav i 2016 bogen, Hvor taler du flot dansk! om sin dansk-palæstinensiske families og sine egne oplevelser med at opbygge en tilværelse i Danmark og om sit syn på den danske indvandrerdebat.
Baggrund
Aziz Mahmoud blev født den 11. juni 1983 i Abu Dhabi som ældste søn af Hamad Mahmoud og Souad Fahed Taha. Forældrene voksede op i Libanon som børn af statsløse palæstinensere, men de flygtede i 1982 til Abu Dhabi efter at være blevet truet på livet af de syriske tropper i Libanon. I 1984 flygtede familien til Danmark efter at have været i problemer med efterretningstjenesten i Abu Dhabi. Efter midlertidige ophold boede familien under Aziz Mahmouds opvækst successivt i Greve Strand, Middelfart og Ølstykke. Aziz Mahmoud har tre yngre søskende, som alle er født i Danmark;[2] Murad 'Muri' (f. 1985) (sanger i bandet Muri & Mario), skuespiller Yasmin Mahmoud (f. 1994) og Nadim.
Aziz Mahmoud blev student fra Stenløse Gymnasium & HF i 2002 og journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2007.[1]
Karriere
I 2005 instruerede Aziz Mahmoud kortfilmen Vejenes dronning sammen med Anne Marie Korup.[3]
Aziz Mahmoud har medvirket i filmen Kald mig bare Aksel, arbejdet som journalist på TV-Avisen og P3 og været vært på ungdomsprogrammet Smæk for Skillingen, på DR Update og på en sæson af TV 2-programmet Basta.[1] Derefter blev han vært på DR's Aftenshowet.[4]
Under Eurovision Song Contest 2014 i København optrådte han sammen med Ulla Essendrop som vært i pressecenteret.[5] Senere samme år blev han udviklingsredaktør hos Nordisk Film TV.[6]
Hvor taler du flot dansk!
Under indtryk af den danske flygtninge- og indvandrerdebat begyndte Aziz Mahmoud i 2015 at deltage i den offentlige debat via de sociale medier og skrev i sommeren 2015 sit første debatindlæg "Jeg har ikke lyst til at skrive det her" om livet som "ikke-særlig muslim" i Danmark.[7] Derefter deltog han i en række paneldebatter om emnet og udgav i april 2016 bogen Hvor taler du flot dansk!, hvor han beskrev sin egen families erfaringer med at finde sig til rette i Danmark i det, han ironisk kalder "klaphattekapløbet". Bogen var dermed en kombineret selvbiografi og debatindlæg.[8] I et interview i dagbladet BT i anledning af bogudgivelsen nævnte han, at opskriften på succesfuld integration bestod af "kollegaskab, naboskab og venskab".[9] I Information mente anmelderen, at bogen også var en "kærligt ironisk genfortælling af de mange snubletråde, som danskere spænder op for anderledes udseende".[10]
Bogen toppede Bog & Idés bestsellerliste over biografier.[11]
Aziz Mahmoud holder foredrag med udgangspunkt i bogen.[12]
Tilbage på DR
Samme år som sin første bogudgivelse kom Aziz Mahmoud tilbage til DR hvor han indtog værtsrollen i et nyoprettet ugentligt live DR P1 halvtimesprogram Shitstorm som undersøgte aktuelle shitstorme på sociale medier. Programmet havde premiere den 12. maj 2016.[13]
I samme periode stod Aziz Mahmoud for en række portrætprogrammer med politisk fokus. Programmerne blev sendt på DR2. I Skippers store dag fulgte Abdel Aziz Mahmoud Pernille Skipper på dagen for hendes udnævnelse til Enhedslistens partileder.[14] De senere udsendelser fik undertitlen Adgang med Abdel. I et af programmerne, Pia K's folketing - Adgang med Abdel, fulgte Aziz Mahmoud Pia Kjærsgaard på Folketingets sidste dag før sommerferien.[15] Et andet program, Daniel Carlsen for danskerne - Adgang med Abdel indeholdt en diskussion mellem Abdel Aziz Mahmoud og Daniel Carlsen, partilederen af Danskernes Parti.[16] Aziz Mahmoud tweetede at det var "Det absolut sværeste program, jeg har lavet i 10 år".[17] Andre personer der har været genstand for et program i serien er for eksempel Søren Pind, Sara Omar, Svend Brinkmann og Ole Birk Olesen. Emner berørt har eksempelvis været medicinsk canabis, bandekrig og overvågning i forbindelse med demens.[18]
To DR-serier havde fokus på Aziz Mahmouds personlige aspekter: Familien fra Lærkevej og Helvedes homo - en muslim springer ud.
Folketingsvalget 2019
Under folketingsvalget i 2019 opstod der kontrovers omkring Aziz Mahmoud, da det kom frem, at han havde erhvervet domænet stram-kurs.dk kort før valgets udskrivelse. Dette domænenavn lignede tæt på hjemmesiden for det politiske parti Stram Kurs (stramkurs.dk/), ledet af Rasmus Paludan. Paludan kritiserede Mahmoud for dette køb og anklagede det for at udgøre ulovlig påvirkning af valget.[19], [20], [21], [22].
Kontroversen rejste spørgsmål omkring rettigheder og ansvar i forbindelse med digitale ejendele og domænenavne, samt om grænserne for politisk aktivisme på nettet.
Privat
Aziz Mahmoud blev gift med Andreas Gylling Æbelø den 8. september 2018 under en ceremoni på den svenske ø Hven.[23][23] Parret har sammen med en veninde, Anne Gregersen, en datter, Ava (f. 2022) i en regnbuefamilie-konstellation.[24][25]
Referencer
- ^ a b c d "Foredrag med Abdel Aziz Mahmoud". ArtPeople. Arkiveret fra originalen 2. maj 2014. Hentet 2. maj 2014.
- ^ Mahmoud, A.A. (2016): Hvor taler du flot dansk! Politikens Forlag.
- ^ Kortfilmens hjemmeside i Filmdatabasen.
- ^ "Abdel Aziz Mahmoud". DR. Hentet 1. maj 2012.
- ^ Christensen, Kasper Madsbøll (9. april 2014). "Abdel og Ulla skal holde styr på 1500 journalister til Eurovision". Hentet 1. maj 2014.
- ^ Abdels CV. Fra Abdel Aziz Mahmouds hjemmeside. Hentet 24. maj 2016.
- ^ Abdel Aziz Mahmoud (13. juli 2015). "Jeg har ikke lyst til at skrive det her". Politiken.
- ^ Hvor taler du flot dansk! af Abdel Aziz Mahmoud. Anmeldelse på Litteratursiden.dk 25. april 2016.
- ^ Jeg er konfliktsky ad helvede til. Interview i BT 2. april 2016.
- ^ David Rehling (12. april 2016). "Hvor skriver han flot dansk, men ..." Information.
- ^ Billede af Bog&Idés Bestsellerlist for uge 15
- ^ Foredrag med Abdel Aziz Mahmoud - Officielt website
- ^ Charlotte Gylstorff (3. maj 2016). "Abdel er havnet i en 'Shitstorm' på P1". DR.
- ^ Skippers store dag
- ^ Pia K's folketing - Adgang med Abdel
- ^ Daniel Carlsen for danskerne - Adgang med Abdel
- ^ Abdel Aziz Mahmoud (22. juni 2016). "Det absolut sværeste program, ..."
- ^ https://www.dr.dk/tv/se/adgang-med-abdel/hurtigloeberne-2017/striden-om-medicinsk-cannabis-adgang-med-abdel
- ^ Tv-vært købte stram-kurs.dk - nu er domænet slettet igen
- ^ Tv-vært har købt stram-kurs.dk og leder brugere til egen side
- ^ Tv-vært købte stram-kurs.dk - nu er domænet slettet igen | BT Politik - www.bt.dk
- ^ Komiker går i kødet på DR-vært Abdel Aziz Mahmoud med sært stunt | BT Politik - www.bt.dk
- ^ a b Abdel er blevet gift med sin Andreas | SE og HØR
- ^ Abdel Aziz Mahmoud deler stor nyhed: Er blevet far - ALT.dk
- ^ Søde familiebilleder: Abdel Aziz Mahmoud og Andreas Æbelø fejrer deres datter | BILLED-BLADET
Eksterne henvisninger
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Finn Årup Nielsen, Licens: CC BY-SA 4.0
Abdel Aziz Mahmoud og partileder Daniel Carlsen i samtale under optagelsen af tv-programmet 'Daniel Carlsen for danskerne - Adgang med Abdel' ved Folkemødet 2016 på Allinge Kæmpestrand.
Forfatter/Opretter: Finn Årup Nielsen, Licens: CC BY-SA 4.0
Tv-vært, forfatter og journalist Abdel Aziz Mahmoud ved Kæmpestranden i Allinge under Folkemødet 2016.
Forfatter/Opretter: Albin Olsson, Licens: CC BY-SA 3.0
Abdel Aziz Mahmoud hosting a Meet & Greet in the press centre for the Eurovision Song Contest 2014.