Óli Holm

Óli Holm i 2012

Óli Holm (født 15. april 1945 i Vágur) er forhenværende lærer, viceskoleinspektør ved Vágs Skúli og politiker (T).

Baggrund

Hans forældre var Alfred Holm fra Vágur og Elsa, født Larsen, fra Eiði. Han gik i skole i Vágur, og efter realeksamen var han sømand i to år fra 1961 til 1961, hvor han var med fiskeskibene Magnus á Gørðunum, Jógvan á Gørðunum og Saksaberg.[1]

I 1963 flyttede han til Danmark for at læse til lærer, han var færdig med læreruddannelsen fra Nr. Nissum Seminarium i 1968. Holm blev ansat som lærer i skolen i Vágur 1968-1971, derefter boede han og familien i Sct. Jørgens skole i Holstebro 1971-73. I 1973 flyttede familien tilbage til Færøerne, hvor han blev ansat som viceskoleinspektør i Vágs skúli frá 1973 til han blev pensioneret.

Óli Holm er gift med Elise Holm fra Holstebro. De har fire børn: Dennis, John Hendrik, Kristina og Barbara. Dennis Holm blev borgmester fra 1. januar 2013 i Vágs kommuna.[2] John Hendrik Holm blev ansat som skoleinspektør i Vágs skole i 2015. Den yngste datter, Barbara Holm, har været formand for Unga Tjóðveldið.[3]

Som ung spillede han fodbold med Vágs Bóltfelag (klubben fusionerede med Sumba og hedder nu FC Suðuroy). I 1974 vandt han og VB Færøernes pokalturnering,[4][5] som dengang kaldtes Ísafjarðarsúlan, men nu kaldes Løgmanssteypið (Lagmandspokalen). Senere var han bestyrelsesmedlem i fodboldklubben. Han har også været aktiv bordtennisspiller som ung. Holm spiller også bridge.[6]

Politik og tillidshverv

Óli Holm har været aktiv i Tjóðveldi i mange år. Han har ikke været valgt ind i Lagtinget, men han var kultur- og skoleminister for Tjóðveldi fra 14. juni 2001 til 6. juni 2002.

Han var formand for Fótbóltssamband Føroya (Færøernes Fodboldforbund) fra 2004[7] til 2008.[8]

Han er desuden bestyrelsesmedlem i Suðuroyar Sparikassi.[9]

Referencer

  1. ^ "fsf.fo - FSF formaðurin 60 ár". Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 10. september 2015.
  2. ^ sudurras.fo - Dennis Holm borgarstjóri, skrevet 14. nov. 2012.
  3. ^ "Demokratia.fo - Ambassadørar". Arkiveret fra originalen 15. februar 2011. Hentet 10. september 2015.
  4. ^ atgongd.fsf.fo - pdf-fil side 9. (Webside ikke længere tilgængelig)
  5. ^ Faroesoccer.com - Løgmanssteypið - Ísafjarðarsúlan (vælg 1974 under "Kappingarár", derefter VB og spillernes navne kommer frem)
  6. ^ bridge.fo - Liðið hjá Óla Holm á odda, publiceret 01/11/2014
  7. ^ "Jogvanarge.com, Óli Holm formaður í FSF". Arkiveret fra originalen 5. marts 2016. Hentet 10. september 2015.
  8. ^ "FSF.fo, Fótbóltssamband Føroya, Formenn í Fótbóltssambandi Føroya". Arkiveret fra originalen 12. august 2015. Hentet 10. september 2015.
  9. ^ "SS.fo". Arkiveret fra originalen 5. marts 2016. Hentet 10. september 2015.

Medier brugt på denne side

Óli Holm 21-06-2012.JPG
Forfatter/Opretter: EileenSanda, Licens: CC BY-SA 3.0
Óli Holm, board member of Suðuroyar Sparikassi, gave a speech on 21 June 2012, when Petursplássið in Vágur opened.