Åre Gamle Kirke
Åre Gamle Kirke (svensk: Åre gamla kyrka) er en romansk kirkebygning i Åre sogn i Härnösands Stift og et byområde i Åre Kommune, Jämtlands län, Sverige. Kirken blev opført i slutningen af 1100-tallet ved Sankt Olav Pilgrimsvejen (svensk: S:t Olofleden), der i dag går fra Selånger Gamle Kirkeruin ved Sundsvall over de Skandinaviske bjerge til Trondheim i Norge.[1]
Den middelalderlige kirkebygning
Åre Gamle Kirke blev opført helt i sten sidst i det 12. århundrede inspireret af norske kirkebygninger; Jämtland var en del af Norge. Kirken ligger ved Sankt Olav Pilgrimsvejen (svensk: S:t Olofleden) og er i dag det syttende punkt på vejen[1], der går fra Selånger Gamle Kirkeruin ved Sundsvall, beliggende ved Den Botniske Bugt, og krydser de Skandinaviske bjerge via Stiklestad til Nidarosdomen i Trondheim. Åre Gamle Kirke er den eneste bevarede stenkirke i de Skandinaviske bjerge fra Middelalderen.[2] Andre bevarede middelalderlige kirker i området er norske stavkirker.
Den oprindelige kirkes indre var på fem gange 11 m med et kor på toogenhalv gange toogenhalv meter. Der var kun tre små vinduer, så det var en temmelig mørk kirke.[3] Bevaret kirkekunst fra Middelalderen er to skibslysestager, et processionskors og en usædvanlig træstatue af Sankt Olav. Statuen viser ham ikke med en kugle i venstre hånd, en krigsøkse i sin højre og bærende en krone på hovedet, men kun med en kugle i venstre hånd og en karoliner trekornshat på hovedet. Træstatuen er dateret til det 14. århundrede, men kan være ældre.[3]
Udvidelse af kirkebygningen
Efter århundreder med krigshandlinger mellem Danmark-Norge og Sverige gjorde Freden i Brömsebro Jämtland til en del af Sverige. I 1673 fik kirken en prædikestol ved den sydlige kirkevæg efter norsk tradition. Døbefonten og galleriet ved den nordlige kirkevæg kan også dateres til slutningen af 1600-tallet.[3] I 1736 blev kirken udvidet med næsten tolv meter i vestlig retning. Det gamle kor blev omdannet til sakristi, og kirkens nye indgang blev placeret i vest med et våbenhus i sten.
En storslået altertavle viser de sørgende Mariaer og korsfæstelsen af Kristus. Den blev tilføjet det nye alter. Kirken fik højere vinduer og de nuværende stolestader. Det karakteristiske klokketårn blev opført i 1750'erne på foranledning af Erik Olofsson fra Rännberg, bonde og medlem af Riksdagen. Tårnet tilhører en gruppe typiske kirketårne fra 1700-tallets Jämtland med sin løgformede kuppel.
Kirkens liv i dag
Åre Gamle Kirke har 150 siddepladser og er åben hele året fra klokken otte morgen til otte aften. I 2008 foretoges i gennemsnit tre gudstjenester om ugen.[3]
Kildehenvisninger
- ^ a b "Pilgrimsleder i Härnösands stift - Svenska kyrkan - Härnösands stift" (svensk). Svenska kyrkan. Arkiveret fra originalen 8. november 2020. Hentet 1. september 2010.
Leden börjar vid Selånger i Medelpad och passerar bland annat Borgsjö, Frösön och Alsen på väg mot Norge och Trondheim.
- ^ "Åre gamla kyrka" (svensk). Svenska kyrkan. Arkiveret fra originalen 23. september 2020. Hentet 2010-09-01.
Trots all 1700-talsprägel förblir huvudintrycket ändå en medeltida stenkyrka, den enda i Skandinaviens fjällvärld.
- ^ a b c d Åre Gamla Kyrka - 800 år i tiden (pamflet) (svensk), Svenska kyrkan
Eksterne henvisninger
- Svenska kyrkan – Åre gamla kyrka Arkiveret 23. september 2020 hos Wayback Machine (svensk)
Koordinater: 63°23′50.42″N 13°4′51.33″Ø / 63.3973389°N 13.0809250°Ø
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Philaweb, Licens: CC BY 3.0
Statue of Olav II of Norway wearing a Carolean uniform hat in Åre Old Church.
Forfatter/Opretter: Philaweb, Licens: CC BY 3.0
Åre Old Church altar and reredos depicting The Mourning Marys
Forfatter/Opretter: Philaweb, Licens: CC BY 3.0
Åre Old Church seen from east-north-eastern angle