Łódź

Łódź
Łódź Rediger på Wikidata
Łódźs byvåbenŁódźs byflag
POL Łódź COA.svgFlag of Łódź.svg
Sebastian Glapinski 2017 (Unsplash).jpg
Overblik
LandPolen Polen
BorgmesterHanna Zdanowska Rediger på Wikidata
VoivodskabŁódźsk
Grundlagt29. juli 1423 Rediger på Wikidata
Postnr.90-001–94-413 Rediger på Wikidata
Telefonkode42 Rediger på Wikidata
Nummerplade­bogstav(er)EL • ED Rediger på Wikidata
Demografi
Indbyggere690.422 (2017)[1] Rediger på Wikidata
 - Areal293 km²
 - Befolkningstæthed2.356 pr. km²
Andet
TidszoneCentraleuropæisk sommertid
UTC+1 (normaltid)
UTC+2 (sommertid) Rediger på Wikidata
Højde m.o.h.278 m Rediger på Wikidata
Hjemmesideuml.lodz.pl
Oversigtskort

Łódź er med 690.422(2017)[1] indbyggere befolkningsmæssigt Polens tredjestørste by og hovedstaden i Województwo łódzkie midt i landet. Byen er hovedcenteret for tekstil- og filmindustrien samt elektronik- og underholdningsbranchen i Polen. Med sine universiteter, teatre, museer og den verdensberømte filmhøjskole er Łódź også et vigtigt akademisk og kulturelt center.

Byen præges af en stor udviklingsdynamik og er for tiden inde i en stærk investeringsbølge. Den har status som powiat og udgør sammen med omkringliggende områder Storbyområdet Łódź med omkring 1.050.000 indbyggere.

Łódź fik byrettigheder af kong Vladislav II Jagello i 1423. Storhedstiden kom imidlertid først i begyndelsen af 1800-tallet. Den lille landbrugsby, som i 1820 talte knapt tusind indbyggere, blev da omdannet til et af Europas største centre for tekstilindustri med over en halv million indbyggere lige før udbruddet af 1. verdenskrig. De to verdenskrige standsede den eventyrlige udvikling. Efter anden verdenskrig blev Łódź Polens uformelle hovedstad til genopbyggelsen af Warszawa.

Historie

Landbrugsbosætningen

Udsigt over Łódź (1812).

Łódź nævnes første gang i 1332 som landsbyen Łodzia i et dokument, hvori hertug Władysław Ziemiowic af Łęczyca og Dobrzyń bekræfter landsbyens tilhørighed til kapitlet i Włocławek. Det første forsøg på at give landsbyen byrettigheder fandt sted i 1414 på initiativ fra Włocławek-biskopen. Det var forgæves. Det var først et dokument underskrevet af kong Vladislav II Jagello i 1423, som gav landsbyen byrettigheder efter magdeburgsk lov. Indbyggerne blev samtidig fritaget fra al jurisdiktion fra voivoder, slotsforvaltere og andre statsmyndigheder. De havde retten til at oprette lokale myndigheder og til at organisere to markeder om året. Frem til slutningen af 1600-tallet udviklede Łódź sig langsomt og var en mindre landbrugsby[2].

Under den svenske invasion af Polen (1655-1660) blev byen affolket. Den forblev frem til slutningen af det 18. århundrede en mindre by på handelsvejen mellem Masovien og Schlesien og var underlagt biskoperne i Włocławek-bispedømmet. I 1777 havde byen 265 indbyggere og bestod af 66 bygninger.

Med Polens anden deling i 1793 – da landet ikke længere eksisterede som selvstændig stat – kom byen under preussisk administration under sit tyske navn Lodsch. Den havde på det tidspunkt 191 indbyggere, og de preussiske embedsmænd overvejede endda at fratage Łódź byrettighederne. Med Polens tredje deling i 1798 overtog de preussiske myndigheder kirkegodset og nationaliserede byen. Med tiden voksede Łódź’ rolle, og efter Napoleons sejr over Preussen blev byen i 1806 indlemmet i hertugdømmet Warszawa. Det var først efter byen tilfaldt det russiskkontrollerede Kongress-Polen i 1815, at udviklingen virkelig tog fart.

Industrialiseringen

Af helt afgørende betydning for Łódź’ opblomstring var den polske regerings plan om opprettelse af fabrikbyer, som skulle udgøre grundlaget for en national industri[2]. Efter initiativ fra Stanisław Staszic og senere Rajmund Rembieliński, som begge så det økonomiske potensiale i Łódź-området, opstod en sådan tekstilindustribosætning i Łódź. Den blev anlagt syd for byens centrum (Stare Miasto) i 1821-1823 som Nowe Miasto («Den nye by»). Oprettelsen af det nye beboelsesområde førte ikke bare til en radikal demografisk vækst, men også til flytningen af byens centrum: Det trapezformede gamle bytorv (Stary Rynek), som var midtpunktet i jordbrugsbyen Łódź, blev forladt til fordel for den nyanlagte, ottekantede Frihedsplads i Nowe Miasto. I 1824-1828 blev den nye industriby Łódka grundlagt langs Nowe Miastos hovedakse Piotrkowska-gaden.

En konstant tilstrømning af arbejdere, forretningsmænd og håndværkere fra hele kontinentet gjorde Łódź til det største center for tekstilindustri i Kongress-Polen og det russiske rige[2]. Nybyggerne kom hovedsageligt fra de sydlige dele af Tyskland og Böhmen, men også fra lande som Portugal, England, Frankrig og Irland. Det var dog først og fremmest polakker, jøder og tyskere, som bidrog til byens udvikling. Tilflyttere blev garanteret hjælp fra myndighederne især med tanke på byggegrunde, lån og fabrikbyggeri.

Frihedspladsen i Łódź (1899).
Foto: Bronisław Wilkoszewski

Den første bomuldsfabrik åbnede i 1825, og 14 år senere åbnede både Polen og Ruslands første dampdrevne fabrik i byen (Den hvide fabrik)[2]. Łódź stod for produktionen af uld-, lind- og bomuldstekstiler, som hovedsageligt blev eksporteret til Rusland, Kina og Persien. Byen bød på store muligheder og blev hurtigt kendt som "Det forjættede land". Med tiden udviklede den sig til at blive et af verdens ledende centre for tekstilproduktion.[3]

Piotrkowska-gaden (1896).
Foto: Bronisław Wilkoszewski

Mod slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet oplevede Łódź en rekordhøj demografisk vækst. I løbet af et årti blev den lille landsby (med 4 000 indbyggere i 1830 og 40 000 i 1865) en industri metropol med 300 000 indbyggere i 1900 og 500 000 indbyggere i 1914.

Byen gik ind i en stagnationsperiode efter den antirussiske Novemberopstand, som resulterede i toldbarrierer og reducerede handelsmuligheder fra Ruslands side. I 1850 blev den pålagte told mellem Rusland og Kongress-Polen afskaffet. Łódź kunne nu sælge sine varer på det russiske marked, og det bidrog på ny til byens økonomiske udvikling. I 1865 fik byen desuden jernbaneforbindelser til Wien og Warszawa, og nogle år senere også til Białystok. Det blev en vigtig forudsætning for, at byens indbyggertal blev fordoblet hvert tiende år i perioden 1823-1873[4].

I anden halvdel af 1800-tallet voksede de store fabrikanters industriimperier – især Ludwik Geyer, Izrael Poznański, Karol Scheibler og Ludwik Grohman – som alle satte betydelige spor efter sig i bybilledet. De var ejere af smukke villaer, paladser og enorme fabrikområder. De sidstnævnte fungerede nærmest som selvstændige byer. Ved siden af fabriksbygningerne fandtes egne skoler, butikker, brandvæsen, sygehus og boligområder for arbejderne. Rundt om de gigantiske tekstilfabrikker opstod banker samt kultur- og videnskabsinstitutioner. Årene 1870-1890 markerede den mest intense industrielle udvikling i byens historie[5], men samtidig voksede forskellen også mellem fabrikanternes formuer og arbejdernes fattigdom. Łódź blev snart et af hovedcentrene for den socialistiske bevægelse i Kongress-Polen. I 1892 blev de fleste fabrikker i byen lammet af en stor strejke med over 70.000 deltagende arbejdere. Arbejderklassen deltog også i den antirussiske 1905-revolutionen, hvor over 300 arbejdere blev dræbt i kampe med tsarpolitiet.

Mod slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede var Łódź det største industricenter i Kongress-Polen, og oplevede kraftig demografisk- og størrelsesmæssig vækst. Nye bydele blev grundlagt, og flere af de omkringliggende landsbyer blev indlemmet i Łódź.

Første verdenskrig og mellemkrigstiden

Frem til 1. verdenskrig voksede byens befolkning konstant. I 1914 var Łódź en af de mest tætbefolkede industribyer i verden (13.280 indbyggere pr. kvadratkilometer)[5]. Et af krigens største slag på Østfronten blev udkæmpet nær byen i 1914, og under første verdenskrig blev byen besat af Tyskland. Krigen standsede den industrielle og demografiske udvikling i Łódź, og de fleste fabrikker blev ødelagt af tyskerne.

Efter krigen – da Polen i 1918 havde genvundet sin selvstændighed – befriede indbyggerne byen ved selv at afvæbne og deportere de tyske soldater. Under og efter første verdenskrig mistede Łódź 40 % af sin befolkning[5], først og fremmest på grund af værnepligt, sygdom og det faktum, at en stor del af den tyske befolkning flyttede til Tyskland efter krigens slutning i 1918.

Efter 1. Verdenskrig blev der gjort forsøg på, at genoprette byens tidligere økonomiske position, men den store industrielle vækstperiode var alligevel slut. Der blev samtidig lagt arbejde i udviklingen af kultur og videnskab i Łódź.

I 1922 blev byen hovedstad i Łódź-voivodskabet. Den store depression i 1930'erne og handelsembargoen mellem Tyskland og Polen lukkede markedet for polske tekstiler i vest, mens Den russiske revolution (1917) og borgerkrigen i Rusland (1918-1922) satte en stopper for handelen i øst. Byen blev som følge heraf skueplads for store protestmøder og arbejderoprør.

I 1925 åbnede flyvepladsen Lublinek nær Łódź.

I mellemkrigsårene var Łódź mødeplads for forskellige nationer og kulturer – i 1931 bestod byens befolkning af 52 % polakker, 33 % jøder og 14 % tyskere.

2. verdenskrig

"Efter Førerens befaling hedder denne by Litzmannstadt"

Under Tysklands invasion af Polen blev Łódź forsvaret mod de første tyske angreb af general Juliusz Rómmel. Byen blev imidlertid erobret af tyske tropper den 8. september 1939. Under besættelsen blev byens indbyggere udsat for masseudryddelser, fordrivelse eller deportering til koncentrationslejre, og de tyske nazister oprettede mange fængsler og lejre i byen. Under krigen var Łódź et af de største centre for polsk modstandskamp i Det tredje rige.

Łódź skulle ifølge de tyske planer egentlig blive en polsk enklave, men den nazistiske ledelse indlemmede alligevel Łódź i det tyske rige. Denne indlemmelse blev foretaget efter ønske fra Arthur Greiser – den lokale guvernør for Reichsgau Wartheland – og flere af de etniske tyskere som boede i byen. Byens navn blev samtidig ændret til Litzmannstadt efter den tyske general Karl Litzmann, som havde erobret byen under første verdenskrig. Imidlertid nægtede mange tyskere fra Łódź, at blive Volksdeutsche, og blev i stedet deportert til Generalguvernementet.

I begyndelsen af besættelsen blev alle polske religiøse og patriotiske symboler fjernet fra byen og samtlige polske gade- og stednavne ændret. Blandt andet blev Tadeusz Kościuszko-monumentet revet ned på Polens nationaldag den 11. oktober 1939, og Piotrkowska-gaden fik navnet Adolf Hitler Straße.

Den store synagoge i Łódź, brændt ned af tyske nazister i 1939.

Næsten alle synagoger i byen blev brændt ned, og nazisterne oprettede hurtigt en ghetto i byen og befolkede den med 200.000 jøder som boede i Łódź-området (Ghetto Litzmannstadt). Kun 900 overlevede likvideringen af ghettoen i august 1944.[6]

I nærheden af Łódź blev der bygget flere arbejds- og koncentrationslejre for områdets ikke-jødiske befolkning, blandt andet det berygtede Radogoszcz-fængsel og flere mindre lejre for romanifolket og polske børn.

Ved slutningen af anden verdenskrig havde Łódź mistet 420.000 (67 %) af sin førkrigsbefolkning – 300.000 jøder og 120.000 polakker[7]. I januar 1945 flygtede byens tyske befolkning af frygt for den røde armé.

Łódź led også store tab som følge af, at byens fabrikmaskiner blev plyndret og sendt til Tyskland. Til trods for relativt små tab på grund af bombing og krigsføring, var størsteparten af infrastrukturen i Łódź alligevel væk[7].

Den røde armé marcherede ind i byen 18. januar 1945, og med tiden blev Łódź del af Folkerepublikken Polen. Efter at have frigjort området fra Nazi-Tyskland, gik den røde armés soldater hårdt frem mod lokalbefolkningen, som blev udsat for mord, voldtægt og plyndring. Samtidig blev flere polske modstandskæmpere stillet foran sovjetisk ret og henrettet på grund af sin loyalitet til den polske eksilregering.

Efter anden verdenskrig

Efter anden verdenskrig forandrede byens demografiske struktur sig radikalt. For første gang i sin flerkulturelle historie fik Łódź en tilnærmet etnisk ensartet befolkningssammensætning bestående næsten kun af polakker. I 1945 havde Łódź færre end 300.000 indbyggere, men dette tal begyndte snart at vokse med flygtninger fra den ødelagte hovedstad Warszawa og de polske landområder i øst styret af Sovjetunionen. Også den polske regering flyttede til Łódź, som frem til 1948 fungerede som Polens uformelle hovedstad. Der fandtes planer om at flytte hovedstaden til Łódź permanent, men denne idé vandt ikke stor støtte, da genopbyggelsen af Warszawa begyndte i 1948.

Efter kommunisterne fik magten i Polen, tabte mange industrifamilier sine ejendomme, da alle private virksomheder blev nationaliseret.

Takket være samarbejdet med andre lande i østblokken kunne Łódź eksportere varer til Østeuropa. Byen blev igen et vigtigt center for tekstilindustrien, som imidlertid ikke overlevede den økonomiske overgangsperiode i 1990'erne i Polen efter kommunismens fald. Den industrielle krise i Łódź førte til høj arbejdsledighed, men tvang samtidig byen til at udvikle nye industrigrene. Der blev satset på avanceret teknologi, med gunstige resultater. Samtidig blev der lagt meget arbejde i udviklingen af uddannelse, og i dag fremstår Łódź som et af Polens største akademiske centre. Der er også blevet lagt stor vækt på restaureringen af byens historiske centrum og revitaliseringen af gamle fabrikskomplekser, noget Piotrkowska-gaden samt handels- og rekreationscentret Manufaktura er gode eksempler på.

Etymologi

Oprindelsen til byens navn kendes ikke. Enkelte hypoteser afleder navnet på byen, fra efternavnet Łodzic, mens andre binder navnet til det gammelpolske ord łoza (piletræ), til elven Łódka eller fornavnet Włodzisław. Łódź betyder ellers bådpolsk, noget som også kommer frem på byens våbenskjold.

Det polske adjektiv for byen er łódzki (maskulinum singularis), mens byens indbyggere kaldes i for łodzianie i flertal, łodzianin (maskulinum singularis) og łodzianka (femininum singularis).

Geografi

En park ved elven Łódka i Łódź.
Łódź’ geografiske placering
Byens grænser
længst nord51°51'40"
længst syd51°41'11"
længst vest19°20'41"
længst øst19°38'30"
Byens udstrækning
Breddegrad
(på breddegraden 51°)
17'49"
Meridian
(på meridianen 19°)
10'29"

Łódź ligger i det centrale Polen i en afstand af 393 km fra grænseovergangen til Tyskland i Świecko, 227 km fra grænseovergangen til Tjekkiet i Cieszyn, 336 km fra grænseovergangen til Hviderusland i Terespol og 332 km fra Østersøen (Gdańsk). Byen ligger 133 km vest for landets hovedstad Warszawa.

Gennem Łódź løber 18 mindre floder og vandløb: Ner, Łódka (tidligere kaldet Ostroga, med sidefloden Bałutka), Dobrzynka, Gadka, Jasień (med sidefloden Karolewka), Olechówka (med sidefloden Augustówka), Jasieniec, Bzury, Łagiewniczanka, Sokołówka (med sidefloden Brzoza), Aniołówka, Wrząca, Zimna Woda og Miazga. Der er imidlertid tale om små vandløp, som i byens centrum for det meste løber skjult i underjordiske kanaler. Til sammen er 1,29 km² af byarealet dækket af vand.

I Łódź krydses jernbanelinierne fra Warszawa og Koluszki, Toruń og Kutno, Poznań og Ostrów Wielkopolski, samt landevejene fra Gdańsk og Toruń, fra Konin, Wrocław, Piotrków Trybunalski og Częstochowa samt fra Warszawa. I nærmeste fremtid vil de to transeuropæiske motorveje A1 og A2 krydse hinanden i en afstand af omkring 10 kilometer fra byen.

I 2003 blev det geografiske midtpunkt i Łódź lokaliseret. Det ligger 100 meter i sydlig retning fra krydset mellem Julian Tuwims gade og Przędzalniana-gaden i bydelen Widzew.

Łódź grænser mod byerne Aleksandrów Łódzki, Konstantynów Łódzki, Zgierz, Pabianice og gminaerne Aleksandrów Łódzki, Andrespol, Brójce, Nowosolna, Pabianice, Rzgów, Stryków og Zgierz.

Klima

Byen ligger i et tempereret område, i overgangszonen mellem det maritime og kontinentale klima. De koldeste måneder er januar og februar med middeltemperaturer mellem -3 °C og -12 °C. Den varmeste månede er juli med middeltemperaturer mellem 17,7 °C og 21 °C. Den årlige middeltemperatur ligger på 8,4 °C, mens den årlige gennemsnitsnedbør ligger mellem 550 og 600 millimeter.

Administrativ inddeling

Inddeling i bydele samt det højeste og laveste punkt i Łódź.

Administrativt set er Łódź en en bykommune med status som powiat. For den administrative betjening af indbyggerne findes en inddeling i fem regioner eller ikke-administrative bydele for virkeområdet til bystyrets delegerede. De fem regioner er Bałuty, Górna, Polesie, Śródmieście og Widzew, som igen deles ind i 37 mindre administrative enheder (osiedla).

BydelAreal (per 31.12.05)[8]Befolkning (per 31.12.06)[9]
km²%
Bałuty78,926,8218 144
Górna71,924,4178 184
Polesie46,015,6147 204
Śródmieście6,82,377 831
Widzew90,830,9138 888
Sum294,4100,0760 251

Bydelenes historie

"Łódź is beautiful. Its mysterious climate I like the most. Łódź made me start dreaming again". (David Lynch)
På billedet: Śródmieście

Den første opdeling af Łódź i mindre enheder fandt sted under den tyske besættelse i 2. verdenskrig. Tyskerne indlemmede mange omkringliggende byområder i byen, og delte det forstørrede byområde op i mindre administrative enheder. Efter frigørelsen blev statussen fra før krigen genoprettet, både med tanke på byens inddeling og byområdernes indlemmelse. Senere blev nogle landsbyer imidlertid indlemmet og den 27. maj 1946 blev Łódź’ område forstørret og byen delt ind i tre bydele: Północ ("Nord"), Południe ("Syd") og Śródmieście ("Midtbyen").

I 1954 blev den administrative inddelingen forandret til syv bydele: Bałuty, Chojny, Polesie, Ruda, Staromiejska, Śrómieście og Widzew. Den 1. januar 1960 blev denne opdeling forandret og en ny administrativ inddeling blev indført. Denne varede længst og er stadig til stede i byens idbyggeres bevidsthed: Som følge af reformen blev bydelen Staromiejska indlemmet i Bałuty, mens bydelene Chojny og Ruda blev slået sammen til den nye bydele Górna. De andre bydeles grænser blev også forandret. Fra den tid af var Łódź inddelt i fem bydele: Bałuty (byens nordlige del), Górna (byens sydlige del), Polesie (byens vestlige del), Śródmieście (byens centrum) og Widzew (byens østlige del).

Efter 1960 forandrede grænserne til de enkelte bydele sig ofte. Dette skette ikke på bekostning af nabobydelene, men på bekostning af omkringliggende byområder som blev indlemmet i byen. Den sidste store ændring fandt sted 1. januar 1988, da bydelene Widzew og Górnas områder blev forstørret betragtelig.

Den 1. januar 1993 blev opdelingen af Łódź i bydele formelt ophævet, samtidig med, at byen blev en bykommune, fra 1. januar 1999 med status af powiat. For den administrative betjening af befolkningen i byen, blev Łódź imidlertid delt op i fem "regioner". Disse udgør virkeområdet til bystyrets delegerede, med samme navn og områder som de tidligere bydele. Łódź er desuden delt ind i 37 administrative osiedla ("bosætninger"), som har status som hjælpeenheder for gminaen. Med sit virkeomfang og sine kompetencer tilsvarer de imidlertid formelt ikke bydele.

Bydelenes navne

Bydelene, som blev oprettet i 1946, fik navn etter sin geografiske placering på byens område (Północ – "nord", Południe – "syd", Śródmieście – "Midtbyen"). Bydelene Bałuty, Chojny og Widzew fra 1954 blev opkaldt efter landsbyer, som tidligere lå i centrum af disse bydele, og som blev indlemmet i byen før første verdenskrig. Bydelen Ruda fik navn efter landsbyen Ruda Pabianicka, som udgjorde en selvstændig enhed frem til 1946. Bydelen Staromiejska ("Den gamle by") fik sit navn, fordi den omfattede byens ældste områder, mens bydelen Śródmieście ("Midtbyen") blev anlagt i byens centrum. Polesies Områder («efter skoven», eventuelt «skovens plads») var frem til 1945 mindst urbaniseret: Karolew og Retkinia, som i dag er store boligområder i Polesie, var i lang tid landsbyer omringet af skove. Den sydlige bydel Górna, som blev oprettet i 1960, blev opkaldt efter hovedtorvets oprindelige navn: Rynek Górny ("Det øvre torv", i dag Władysław Reymonts plads).

Demografi

Łódź hae siden 1800-tallet hørt til Polens største byer.
Centrum af Łódź.
Foto: Jakub Zasina
Łódź’ befolkning
ÅrBefolkningstalÅrBefolkningstal
17901901925538 600
17993691939672 000
18067671945300 000
18314 7171951646 000
184020 1501990851 700
184414 0282000793 200
185015 7642001786 500
186540 0002002785 100
187250 0002003779 100
188077 6002004774 000
1894168 5132005767 600
1905343 9442006760 251

I 1790 boede der kun 190 mennesker i Łódź. Halvtreds år senere var indbyggertallet på 20.150, og med industriudviklingen i byen voksede dette tal til 168.513 i 1894. Allerede i 1850 var Łódź den største by befolkningsmæssig efter Warszawa i Kongress-Polen[2]. I løbet af bare et århundrede blev byens befolkning øget 1000 gange[2]. En så hurtig demografisk vækst i det 19. århundrede er uden sidestykke i hele Europa[4]. Befolkningen i andre europæiske byer på denne tid blev højst seksten gange større.

I begyndelsen af 2. verdenskrig havde Łódź 672.000 indbyggere. Under krigen mistede 400.000 mennesker livet, men allerede i 1950 lå innbyggertallet på 620.000. Den største faktor for denne befolkningsvækst var migration fra ødelagte byer og områderne i øst, som blev annektert af Sovjetunionen. Den demografiske struktur forandrede sig imidlertid radikalt. I 1939, lige før krigsudbruddet, bestod befolkningen af 52 % polakker, 33 % jøder, 14 % tyskere og et mindretal russere. Efter de tyske nazisters holocaust og den tyske befolknings flugt fra byen bestod Łódź i 1947 derimod af 93 % polakker. For første gang i sin flerkulturelle historie fik byen en etnisk ensartet befolkningssammensætning[2]. Den demografiske udvikling fortsatte frem til begyndelsen af 1990'erne, og i 1989 opnåede Łódź med sine 851.700 indbyggere det største befolkningstal i sin historie. I 1990'erne begyndte dette tal at falde, hovedsageligt på grund af tekstilindustriens fald[2].

Den 31. december 2006 havde byen 760.251 indbyggere[10], noget som gav en befolkningstæthed på 2593/km²[10]. Af disse var 346.181 mænd[9] og 414.070 kvinder[9]. De fleste indbyggere boede i bydelen Bałuty (218.144)[9], men det var Śródmieście som havde den største befolkningstæthed (over 11.000/km²)[9]. Den naturlige tilvækst udgjorde i 2005 -6,1 per 1000 indbyggere, og migrationssaldoen -1,4/1000.

Ifølge uofficielle tal fra det polske statistiske centralbureau skal Kraków i månedsskiftet juni/juli 2007 have overgået Łódź med nogle hundrede indbyggere.[11] Officielle tal fra det statistiske bureau, publiceret i maj 2008 bekræfter dette. Per 31. december 2007 udgør forskellen mellem Łódź og Kraków over 3.000 indbyggere. Demografer forklarer dette statistiske skifte med den negative tilvækst i Łódź, som skyldes byens indbyggereres relativt høje alder. Der noteres samtidigt flere dødsfald end fødsler. Migration kan også have haft en vis betydning. Blandt dem som vælger at migrere rejser de fleste til Warszawa og Wrocław, hvor arbejdsløsheden er lavere og lønningerne højere. Ifølge bystyret i Łódź vil byen i nærmeste fremtid igen passere Kraków i indbyggertal, hovedsageligt på grund af den store interesse byen oplever på investeringsmarkedet i dag, og det faktum, at flere kvinder i byen nærmer sig fødealderen.

Seværdigheder

© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Kultur-, handels- og rekreationscenteret Manufaktura.
Foto: Marek og Ewa Wojciechowscy

Łódź er rig på seværdigheder som vidner om byens tidligere storhedstid. Dette genspejles i det historiske bycentrum og i de mange fabrikskomplekser, som findes i byen. Ulig andre polske byer oppstod Łódź’ centrum som det er i dag først i 1800-tallet, og kendetegnes ved et rektangulært netværk af lange og smalle gader som er tætbebygget med rækker af murstenshuse. Man kan finde både representative, rigt udsmykkede bygninger og mere beskedne lejlighedshuse.

© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Skoenes hus i Łódź.
Foto: Marek og Ewa Wojciechowscy

Łódź udviklede sig til en storby i tiden da historismen, art nouveau og modernismen dominerede i arkitekturen, og disse stile præger i særdelighed byen. I byarkitekturen kan man finde neoromanske former, nygotisk stil, florentinsk og romersk renæssance samt franske motiver. Arkitekturen beriges ydderligere med russisk-bysantinske elementer, og før 2. verdenskrig også med den mauretanske stil, som fandtes i flere af byens synagoger.

Af hovedinteresse er de store fabrikskomplekser, der tilhørte Karol Scheibler (Księży Młyn) og Izrael Poznański (Manufaktura), et stort antal fabrikantresidenser, den representative Piotrkowska-gaden samt flere sakralbygninger. De sidstnævnte genspejler måske på bedste måde byens flerkulturelle fortid, hvor polakker, jøder, tyskere og russere levede side om side. I Łódź findes selvfølgelig både katolske, protestantiske, ortodokse og jødiske kirkegårde og gudshuse. En undtagelse er imidlertid de mange smukke synagoger som fandtes i byen tidligere, men som blev brændt ned af tyske nazister under 2. verdenskrig.

Også arkitekturen viser forskellige stilarter med påvirkninger og impulser fra både øst (Sankt Petersborg, Riga) og vest (Berlin, Paris, Wien). Den mest betydningsfulde arkitektur blev rejst efter tegninger af landsmændene Hilary Majewski, Gustaw Landau-Gutenteger, Dawid Lande og Piotr Brukalski. Mange vigtige bidrag kom også udefra, blandt andet fra Berlin (Franz Schwechten, Alfred Balcke og Wilhelm Martens), Wien og Wrocław (dengang kendt som Breslau). Det samme kan siges om det mangfoldige og stilrige indre i byens kirker, som ved siden af firmaer fra Łódź også blev udformet i værksteder i Warszawa, Dresden, Berlin, Wien, Zittau, Sankt Ulrich, Riga, Sankt Petersburg, Leipzig og Venedig.

Piotrkowska-gaden og Frihedspladsen

© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Dawid Sendrowicz' murstenshus.
Foto: Marek og Ewa Wojciechowscy

Piotrkowska-gaden er den længste handelsgade i Europa[2][12], og samtidig en af de længste gågader. Den går ud i nord fra Frihedspladsen, som er en af få oktogonformede pladser i verden. På pladsen findes Tadeusz Kościuszko-monumentet og ved udløbet til Piotrkowska-gaden Pinsens kirke og det klasicistiske Rådhus som begge udgør porten til den berømte gade.

© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Teodor Steigerts murstenshus.
Foto: Marek og Ewa Wojciechowscy

På Piotrkowska-gaden kan man, som i Hollywood Walk of Fame, finde berømte polske skuespilleres og regissøres stjerner (Aleja Gwiazd).

Gaden er derudover rig på representative murstenshuse i art nouveau og eklektisk stil fra det 19. og 20. århundrede. Blandt flere af de vigtigste kan nævnes Karol Scheiblers Murstenshus (nr. 11), Dawid Sendrowicz' murstenshus (nr. 12), Wilhelm Landaus bankhus (nr. 29), Dawid Szmulewicz’ murstenshus (nr. 37), Oskar Kons murstenshus (nr. 43), Poznańskiernes murstenshus (nr. 51), Herman Konstadts murstenshus (nr. 53), Hotel Grand (nr. 72), Ludwik Geyers aktieselskabs tidligere sæde (nr. 74), Huset under Gutenberg (nr. 86), Teodor Steigerts murstenshus (nr. 90), Siemens' tidligere kontorhus (nr. 96), Skoenes Hus (nr. 98), Szaja Goldblums murstenshus (nr. 99), Esplanada (nr. 100), Henryk Sachs’ murstenshus (nr. 107), Familien Schychts murstenshus (nr. 128) og "Krusche i Ender" murstenshus (nr. 143). Ved Piotrkowska-gaden 152 findes også verdens største graffiti.

Ved siden af murstenshusene findes også en række palæer og fabrikker ved gaden. De vigtigste er Maksymilian Goldfeders palæ (nr. 77), Juliusz Heinzels palæ (nr. 104), Juliusz Kindermanns palæ (nr. 137), Karol Haertigs palæ (nr. 236), Markus Silbersteins fabrik (248), Robert Schweikerts palæ (nr. 262), Familien Scheiblers palæ (nr. 266), Familien Steinerts palæ (nr. 272) og Den hvide fabrik (nr. 282).

Sakralbygninger

Den hvide fabrik ved Piotrkowska-gaden. Til venstre ses St. Matteus kirke og i baggrunden Łódź Domkirke.
Foto: Tomasz Ganicz
© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Pinsens kirke og Tadeusz Kościuszko-monumentet ved Frihedspladsen i Łódź.
Foto: Marek og Ewa Wojciechowscy

Den katolske Łódź domkirke (Piotrkowska-gaten 273), egentlig St. Stanisław Kostkas katedral, er med sine 101 meter byens højeste bygning. Ikke langt derfra ligger den evangelisk-augsburgske St. Matteus kirke (Piotrkowska-gaten 283).

Andre vigtige katolske kirker er St. Georg kirke, Helligkorskirken, Jesu hellige hjertes kirke, Pinsens kirke samt St. Anton kirke. Sidstnævnte befinder sig i Las Łagiewnicki lige ved Franciskanerklostret. De ældste sakralbygninger i Łódź er St. Roch kapel og St. Anton kapel.

I byen findes også den ortodokse St. Aleksander Nevskij-katedralen og St. Olga kirke. Tidligere fandtes flere synagoger, som imidlertid gik tabt under 2. verdenskrig. De vigtigste var Alte Sził-synagogen, Ezras Israel Synagoge og Den store synagoge. Den eneste virkende synagogen i dag er Reicher-synagogen.

Fabrikantresidenser

© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Izrael Poznańskis palads set fra Zachodniagaden.
Foto: Marek og Ewa Wojciechowscy

Łódź har mange fabrikantpalæer. Ved siden af de store fabrikskomplekser byggede fabrikanterne imponerende palæer til sig selv og sine familier. De kunne også stå længere væk fra fabrikkerne.

Det mest overdådige palæ i byen er utvilsomt Izrael Poznańskis palads ved Ogrodowagaden, som samtidig er Europas største fabrikantresidens.[13] Palæet blev bygget lige ved Poznańskis enorme fabrikskompleks som i dag huser Manufaktura. Fabrikanten byggede også palæer til sine sønner (Karol Poznańskis palæ og Maurycy Poznańskis palæ) og sin datter (Jakub Hertz’ palæ).

Også Karol Scheiblers palæ blev bygget ved ejerens fabrikker i Księży Młyn. Af andre vigtige fabrikantresidenser kan nævnes Reinhold Richters villa, Ludwik Grohmans palæ, Edward Herbsts palæ, Wilhelm Lurkens’ palæ og Kopischs blegeri.

Kirkegårde

Den nye jødiske kirkegård i Łódź er Europas største jødiske kirkegård.

De mest kendte kirkegårde i Łódź er Doły kirkegård, Den gamle kirkegård samt Den nye jødiske kirkegård. Sidstnævnte er Europas største jødiske kirkegård[2], og her ligger samtidig verdens største jødiske grav – Izrael Poznańskis mausoleum[2]. De tre kirkegårde er alle af stor kunsthistorisk betydning, særligt Den gamle kirkegård, med sakrale kunstværker som Scheiblers kapel, Heinzels kapel og Gojżewski-familiens mausoleum.

Andre bygninger

Bygninger rejst i art nouveau findes også udenfor Piotrkowska-gaden. Nogle af de bedste eksempler er Reinhold Bennichs villa, Leopold Kindermanns villa, Zygmunt Dejczmans murstenshus, Leon Rappaports villa, Ryszard Szymmels villa og Rachmil Lipszycs murstenshus.

Flere representative bygninger blev rejst til nationale institutioner. Eksempler er Telefoncentralen PASTs bygning, PBKs sæde, PKO BPs sæde, Hovedpostkontoret og Polens nationalbanks sæde. I sidstnævnte ligger Europas største banksal.[14]

Andre interessante bygninger er blandt andet Hotel Savoy og Hotel Polonia Palast, som ved siden af Hotel Grand hører til byens mest traditionsrige hoteller; Mieczysław Pinkus’ murstenshus, Nissen Rosenblums murstenshus, Edward Lungens murstenshus, Auerbach-brødrenes murstenshus, Kreditselskabet, Grohmans tønner og bygningerne ved Stanisław Moniuszkos gade.

Grønne Łódź

Poniatowskiparken i Łódź.
Foto: Jakub Zasina

I Łódź findes over 30 parker af stor økologisk og social betydning. De dækker næsten 10 % af byarealet. 11 af parkerne regnes som kulturseværdigheder, og flere af dem blev anlagt i 1800-tallet og var oprindeligt private fabrikantparker. Med tiden blev de åbnet for arbejderne og den øvrige befolkningen. Den ældste offentlige park, Park Źródliska, blev anlagt i 1840 som Polens næst ældste efter Den saksiske have i Warszawa. I denne park findes det berømte Łódź Palmehus.

Indenfor byens grænser findes også Las Łagiewnicki, som med sine 1205,45 hektar er Europas største bypark.[15] Blandt andre grønne attraktioner kan nævnes Łódź Zoo og Łódź Botaniske Have.

Kultur

Filharmonia Łódzka – Filharmonien i Łódź.
Det arkeologiske og etnografiske museum ligger ved Frihedspladsen.
Manufaktura om natten.
Teatr Wielki er det næststørste teater i Polen.
Foto: Jan Mehlich

Łódź har et veludviklet og mangfoldigt kulturliv indenfor blandt andet musik, teater, litteratur, kunst og film, med flere årlige festivaler.

Langs den repræsentative Piotrkowska-gade, som samtidig er Europas længste handelsgade, findes modesaloner, biografer, kunstgallerier, banker og eksklusive butikker. Den byder også på Polens måske bedste udvalg af restauranter og værtshuse, og om sommeren også ølhaver, hvis traditioner strækker sig tilbage til 1800-tallet.

Museer

I byen findes flere museer, blandt de mest kendte er:

  • Det nationale kunstmuseum (Narodowe Muzeum Sztuki) – det ældste og et af de betydeligste museer for moderne kunst i Europa
  • Det centrale tekstilmuseum (Centralne Muzeum Włókiennictwa) med den største samling tekstiler i Polen
  • Kinematografimuseet (Muzeum Kinematografii) som blandt andet udstiller gamle filmapparater, rekvisitter fra berømte film og dukker fra filmstudioet Se-ma-for
  • Byen Łódź’ historiske museum (Muzeum Historii Miasta Łodzi)
  • Det arkæologiske og etnografiske museum (Muzeum Archeologiczne i Etnograficzne) med blandt andet en omfattende numismatisk samling
  • Selvstændighedstraditionernes museum (Muzeum Tradycji Niepodległościowych) som viser Polens kamp for selvstændighed, blandt andet under 2. verdenskrig).

Teatre

Byen har et rigt teaterliv med over 20 teaterscener. Her virker blandt andet flere dramatiske teatre, en række børneteatre, Musikteatret og Teatr Wielki, som er et af Europas største. Det har siden sin åbning i 1967 opført over 270 premiereforestillinger, og specialiserer sig i operaer, operetter og balletforestillinger.

Musik

Det musikalske liv i byen repræsenteres fra den klassiske side af Filharmonia Łódzka ("Łódź Filharmoni"), som blev grundlagt i 1915. Det filharmoniske orkester er et af Polens fremmeste og har gæstespillet i næsten hele Europa, USA og det fjerne Østen. Af kendte polske musikgrupper fra Łódź kan nævnes Trubadurzy, Varius Manx, Ich Troje og Blue Cafe.

Film

Som Polens største filmindustricenter har byen fået kaldenavnet Hollyłódź. I anden halvdel af det 20. århundrede blev de fleste polske film produceret her.

I Wytwórnia Filmów Fabularnych ("Hovedfilmstudiet") laves dokumentar- og undervisningsfilm, blandt andet Maciej Drygas’ Usłyszcie mój krzyk, som vandt Felix-prisen på The European Film Awards.

I det berømte filmstudie Se-ma-for opstod kendte tegneserier som Miś Uszatek, Colargol, Zaczarowany ołówek eller Kot Filemon. Det var også her Zbigniew Rybczyński lavede sin Oscarvinnende kortfilm Tango.

Łódź er for øvrigt kendt for sin verdensberømte filmhøjskole, hvor blandt andet Andrzej Wajda, Roman Polański og Krzysztof Kieślowski begyndte sine karrierer. Fra 2000 holdes den prestigefulde filmfestival Camerimage i Łódź.

Festivaler

De vigtigste festivaler i byen er filmfestivalen Camerimage, Festiwal Dialogu Czterech Kultur ("De fire kulturers festival"), Międzynarodowy Festiwal Fotografii ("Den internationale fotografifestival") og Fiesta Libre. Blandt de mere artistiske arrangementer er særlig Łódzkie Spotkania Baletowe ("Balletmøder i Łódź") populær. Hvert andet år præsenteres de nyeste trender indenfor verdensballetten på Teatr Wielkis scene.

Økonomi

Bank- og finanscenteret.
Philips’ europæiske bogføringscenter i Łódź.
Finanscenteret i Łódź strækker sig langs Józef Piłsudskis allé.

I lighed med hele voivodskabet er Łódź et af de økonomiske centre som udvikler sig hurtigst i Polen. Grunden til dette er byens gunstige geografiske placering i midten af landet, samt tre trafikknudepunkter som opstår i eller omkring Łódź: motorvej, jernbane og luftfart.[16]

Tekstilindustrien, som byen var et af verdens største centre for i 1800- og 1900-tallet, har stadig mindre betydning. I 1990'erne fulgte en stor nedgang indenfor tekstilbranchen og byen blev tvunget til, at udvikle nye industrigrene. Dette førte til, at Łódź gik fra at være en falden tekstilmonokultur, til at blive en af de mere attraktive investeringsregioner i Polen. I dag har særlig udviklingen af nye teknologier, infrastruktur (udbygningen af lufthavnen, motorveje samt moderniseringen af jernbaneforbindelsen med Warszawa) og investeringen indenfor de tre brancher BPO (Business Process Offshoring), logistik og husholdning stor betydning for byen.

Łódź huser mBank, Multibank, Polska Grupa Farmaceutyczna (den største medicindistributør i Polen) og BOT (største producent af elektrisk energi i landet). Her findes også kontortjenestecentrene for GE Money Bank og Philips. Sidstnævntes europæiske center for bogføring i Łódź betjener 115 afdelinger i 20 lande. Også det polske lavprisflyselskab Centralwings har sit sæde her.

Łódź er blevet et dominerende center for produktionen af husholdningsudstyr i Europa, efter at Merloni Indesit og Bosch/Siemens valgte at investere her. Andre firmaer, som har investeret i byen i de seneste år, er Gillette (som har bygget sin største fabrik i Łódź), VF Corporation, ABB, Hutchinson, Precise Technology, Ericpol Telecom, TP SA og ComArch. For tiden bygger konsulentselskabet Accenture det såkaldte informatikcenteret «Demo», og CitiBank opretter sin bogføringscentral her. I 2007 påbegyndte den amerikanske computerproducent Dell arbejdet med at bygge sin fabrik i byen med 2.500 arbejdspladser. I løbet af seks år vil 12.000 nye arbejdspladser opstå takket være Dell og dennes samarbejdspartnere. Fabrikken skal producere servere og to typer bærbare PC'er. Størstedelen skal sælges i Polen og det centraløstlige Europa.

Galeria Łódzka er, efter Manufaktura, det største handelscenter i byen.
Foto: Jakub Zasina

På det seneste er store handels- og rekreationscentre opstået i byen, blandt andet Galeria Łódzka og Manufaktura (sidstnævnte har et areal på 27 hektar). Det er særlig Łódzka Specjalna Strefa Ekonomiczna («Den specielle økonomiske zone Łódź») som har bidraget til industriudviklingen i byen de seneste år. Den økonomiske zone, som er en af 14 i Polen, åbnede i 2005 flest fabrikker af alle zonerne.[17] I løbet af ti år (1997-2007) er over 1 milliard euro blevet investeret i zonen, og over 10.000 nye arbejdspladser er opstået.[18]

I forhold til andre polske storbyer har Łódź høj arbejdsløshed og af den grund et lavere velstandsniveau blandt sine indbyggere. Grunden til dette er i høj grad tekstilindustriens fald, men takket være nye investeringer er arbejdsløsheden faldet systematisk i de seneste år. I 2003 udgjorde den 19,1 %, i 2004 18,4 %, i 2005 16,4 % og i 2006 11,9 %[19]. Gennemsnitslønnen er derimod steget fra 2.037 złoty i 2003 til 2.349 złoty i 2006[19]. Den er alligevel lavere end i andre storbyer i Polen.

Uddannelse

Universitetet i Łódź er et af Polens største.
Foto: Tomasz Ganicz

Łódź er et af de vigtigste akademiske centre i Polen. Byen er hjemsted for over 100.000 studenter fordelt på 23 professionshøjskoler, hvoraf seks er statslige og 17 er private.

Blandt de statslige universiteter findes den verdenskendte Filmhøjskole samt Universitetet i Łódź og Det tekniske universitet, som hører til landets største og bedste højskoler, med til sammen 20 fakulteter og over 60.000 studenter.

Andre offentlige højskoler er Det medicinske universitet, Musikhøjskolen og Kunstakademiet. Derudover har byen over 195 grundskoler samt 196 videregående skoler.

Historie

Der blev lagt meget arbejde i uddannelsesudviklingen i Łódź efter 1. verdenskrig, da byen mistede sin position indenfor tekstilindustrien. Ved Polens selvstændighed i 1918, blev et af hovedmålene, at genopbygge og udjævne det polske skolesystem i tiden efter Polens delinger. Også en ny lovgivning måtte udformes. I 1919 blev almen skolegang genindført i Łódź for første gang i det selvstændige Polen[7].

Også tiden efter 2. verdenskrig viste sig at være frugtbar for uddannelsessektoren i byen. På grund af ødelæggelserne i Warszawa blev hovedstaden uformelt flyttet til Łódź. Der blev af den grund oprettet mange centrale institutioner i byen, og en stor del av intelligentsiaen flyttede hertil. Denne situation udløste i betydelig grad Łódź’ videre metropolittiske udvikling.[20] Efter at Warszawa blev genopbygget blev der i særdeleshed satset meget på uddannelse i byen, og i dag fremstår Łódź som et vigtigt center for kultur og videnskab med et stort intellektuelt potensiale.

Transport

En typisk sporvogn af typen 850Na i Łódź.

Łódź er et vigtigt trafikknudepunkt. Gennem eller i nærheden af byen går de internationale veje E75 (FinlandGdańskToruń – Łódź – CzęstochowaCieszynTjekkiet) og E30 (TysklandPoznańStryków (Łódź) – WarszawaTerespolHviderusland) samt hovedvejene 1, A2, 14 og 72.

I byen virker 71 busruter, hvoraf syv er natruter. Samtidig findes gratis busruter som finansieres af varehuse og indkøbscentre. 70 % af busserne er moderne lavgulvsbusser. De to vigtigste rutebilstationer er Łódź Centralna og Łódź Północna.

Władysław Reymont Lufthavn Łódź.

Også sporvogne hører til de mest populære transportmidler i byen. De 19 sporvognsruter, hvoraf fire er regionale, betjenes blandt andet af 15 moderne lavgulvssporvogne af typen Cityrunner. Man kan også støde på ældre modeller som 850N. I den nærmeste fremtid skal Łódzki Tramwaj Regionalny («Łódź Regionssporvogn») opstå. Den moderne sporvognsrute skal gå gennem byerne Zgierz, Łódź og Pabianice.

De vigtigste jernbanestationer i Łódź er Łódź Fabryczna (med afgange til Warszawa, Kraków, Olsztyn og Bielsko-Biała) og Łódź Kaliska (med afgange til blandt andet Bydgoszcz, Gdańsk, Katowice, Kraków, Lublin, Poznań, Szczecin, Toruń, Warszawa og Wrocław). Byen har også en moderne godsstation med lagerkapacitet på 53.000 m². Den kan betjene 2.000 vogne dagligt. I nærmeste fremtid skal der dessuden bygges en hurtigtoglinie mellem byerne Warszawa, Łódź, Poznań og Wrocław.

I byen findes den internationale Władysław Reymont Lufthavn Łódź, med flyruter til blandt andet Warszawa, Paris, Rom, Dublin, London og Liverpool.

Langs Piotrkowska-gaden har fodgængere også muligheden for at blive transporteret med cykkeltaxaer.

Venskabsbyer

Łódź er venskabsby med:

ByLandSiden (år)
 BarreiroPortugal Portugal1996
 ChemnitzTyskland Tyskland1972
 IvanovoRusland Rusland1992
 KaliningradRusland Rusland1992
 LyonFrankrig Frankrig1991
 MinskHviderusland Hviderusland1993
 MurciaSpanien Spanien1999
 OdessaUkraine Ukraine1993
 ÖrebroSverige Sverige2001
 PueblaMexico Mexico1997
 RustaviGeorgien Georgien1995
 StuttgartTyskland Tyskland1988
 SzegedUngarn Ungarn2004
 TampereFinland Finland1996
 Tel AvivIsrael Israel1994
 TianjinKina Folkerepublikken Kina1994
 VilniusLitauen Litauen1991

Referencer

  1. ^ a b demografia.stat.gov.pl (fra Wikidata).
  2. ^ a b c d e f g h i j k The Golden Book of Łódź, Bonechi-Galaktyka 2006 ISBN 83-87914-94-0
  3. ^ Zbigniew Kotecki, Krzysztof Stefański, Łódź. Szkice do portretu miasta, Studio Filmowe Itaka, Łódź 2007 ISBN 978-83-924356-1-7
  4. ^ a b "Łódź' historie (1423-1869)". Arkiveret fra originalen 7. august 2007. Hentet 30. oktober 2008.
  5. ^ a b c "Łódź' historie (1870-1918)". Arkiveret fra originalen 3. august 2007. Hentet 30. oktober 2008.
  6. ^ Steve Sem-Sandberg, De fattige i Lodz, Gyldendal, 2011. ISBN 978-87-02-08938-7.
  7. ^ a b c "Łódź' historie (1919-1948)". Arkiveret fra originalen 9. august 2007. Hentet 30. oktober 2008.
  8. ^ Bydelenes areal
  9. ^ a b c d e "Population. Size and structure by territorial division as of December 31, 2006" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 25. oktober 2007. Hentet 25. oktober 2007.
  10. ^ a b "Area and population in the territorial profile in 2007" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 1. december 2007. Hentet 1. december 2007.
  11. ^ «Kraków er nå større enn Łódź!», fra Express Ilustrowany, 10.07.07
  12. ^ "Łódź i dag". Arkiveret fra originalen 7. august 2007. Hentet 23. november 2008.
  13. ^ Izrael Poznańskis palass (Webside ikke længere tilgængelig)
  14. ^ "Åpne dager i Polens nasjonalbank". Arkiveret fra originalen 26. september 2007. Hentet 26. april 2021.
  15. ^ "Łagiewniki-skogen". Arkiveret fra originalen 30. april 2009. Hentet 15. december 2008.
  16. ^ Łódź-voivodskapets departement
  17. ^ «Hvad venter de specielle økonomiske zoner?», fra Gazeta Wyborcza, 05.02.06
  18. ^ Łódź Økonomiske zone
  19. ^ a b «Arbejdsøsheden falder, lønningerne stiger», fra Express Ilustrowany, 23.02.07
  20. ^ Łódź, Hamal Books ISBN 83-86289-63-5

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Flag of Portugal.svg
Flag of Portugal, created by Columbano Bordalo Pinheiro (1857-1929), officially adopted by Portuguese government in June 30th 1911 (in use since about November 1910). Color shades matching the RGB values officially reccomended here. (PMS values should be used for direct ink or textile; CMYK for 4-color offset printing on paper; this is an image for screen display, RGB should be used.)
Flag of Finland.svg
Finlands flag
Flag of Europe.svg
The Flag of Europe is the flag and emblem of the European Union (EU) and Council of Europe (CoE). It consists of a circle of 12 golden (yellow) stars on a blue background. It was created in 1955 by the CoE and adopted by the EU, then the European Communities, in the 1980s.

The CoE and EU are distinct in membership and nature. The CoE is a 47-member international organisation dealing with human rights and rule of law, while the EU is a quasi-federal union of 27 states focused on economic integration and political cooperation. Today, the flag is mostly associated with the latter.

It was the intention of the CoE that the flag should come to represent Europe as a whole, and since its adoption the membership of the CoE covers nearly the entire continent. This is why the EU adopted the same flag. The flag has been used to represent Europe in sporting events and as a pro-democracy banner outside the Union.
Flag of Austria.svg
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
Park Ocalałych w Łodzi - nad stawem na rzece Łódce.jpg
Forfatter/Opretter: Arewicz, Licens: CC BY-SA 4.0
Park Ocalałych w Łodzi - nad stawem na rzece Łódce
Łódź - Muzeum Archeologiczno-Etnograficzne.JPG
Forfatter/Opretter: Lestat (Jan Mehlich), Licens: CC-BY-SA-3.0
Muzeum Archeologiczno-Etnograficzne w Łodzi.
5 Lodz 068.jpg
© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Ogrodowa Street, Lodz, Poland. Main entrance to the Manufaktura Shopping Center. From www.poczta-polska.pl/mw with the permission of the author
Blue Tower Lodz.jpg
Forfatter/Opretter: HuBar, Licens: CC BY-SA 2.5
Blue Tower Łódź
Piotrkowska 02.JPG
Forfatter/Opretter: pl:Konrad Kłoszewski, Licens: CC BY 2.5
Lodz - ul. Piotrkowska
Sebastian Glapinski 2017 (Unsplash).jpg
Forfatter/Opretter: Sebastian Glapinski platinstudio, Licens: CC0
Sebastian Glapinski 2017
5 Lodz 083.jpg
© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Izrael Poznański Palace, Piotrkowska Street, Łódź, Poland. Image taken from www.poczta-polska.pl/mw with the permission of the author.
Cmentarz Zydowski Lodz 14.jpg
Forfatter/Opretter: HuBar, Licens: CC BY-SA 2.5
Jewish Lodz Cemetery
Litzmannstadt.jpg
Photo from Nazi-occupied Łódź just after its renaming for "Litzmannstadt" (1940). A board announcing a new name for a city. The sign says, "By order of the Fuhrer, this city is called Litzmannstadt".
Bronisław Wilkoszewski – Nowy Rynek.jpg

Fotografia Bronisława Wilkoszewskiego z albumu „Widoki miasta Łodzi” przedstawiająca Nowy Rynek (ob. Plac Wolności) od strony północnej w stronę ul. Piotrkowskiej. Na zdjęciu widoczne są budynki Wyższej Szkoły Rzemieślniczej, Ratusza oraz kościoła ewangelicko-augsburskiego św. Trójcy, a także fragment ul. Piotrkowskiej. Pierwotnie Nowy Rynek był miejscem, gdzie odbywał się handel. Po wprowadzeniu tramwajów elektrycznych na ulice miasta w grudniu 1898 roku zmienił się charakter Rynku – przestał on pełnić funkcję miejskiego targowiska. Początki Nowego Rynku sięgają lat 1821-1823, kiedy wytyczono ośmiokątny plac centralny pierwszej osady przemysłowej zwanej Nowym Miastem. Granice osady stanowiły ulice Wschodnia, Zachodnia, Północna oraz Południowa (ob. Próchnika i Rewolucji 1905 roku). Na Nowym Rynku zbiegały się pod kątem prostym trakt piotrkowski z ul. Średnią (ob. Pomorską) oraz z ul. Konstantynowską (ob. Legionów). Rajmund Rembieliński, prezes Komisji Województwa Mazowieckiego zakładał, że znajdujący się nieopodal Stary Rynek może okazać się niewystarczającą przestrzenią dla tego typu miejskiego osadnictwa. Rynek miał m.in. pełnić funkcje reprezentacyjne przemysłowej Łodzi, odbywały się na nim również dwa razy w tygodniu targowiska. Funkcja reprezentacyjna związana była m.in. z usytuowaniem w obszarze Nowego Rynku Ratusza miejskiego, zaprojektowanego przez Bonifacego Witkowskiego, wzniesionego przez zgierskiego przedsiębiorcę budowlanego Zbigniewa Libelta w latach 1826-1827. Jest to najstarszy zabytek przemysłowej Łodzi. Budynek, reprezentujący styl typowy dla późnego klasycyzmu Królestwa Polskiego. Obiekt usytuowano na narożnej działce przy Nowym Rynku i ul. Piotrkowskiej. Obecnie w budynku dawnego Ratusza siedzibę ma Archiwum Państwowe w Łodzi. Forma architektoniczna Ratusza została zharmonizowana ze stojącym po drugiej stronie ul. Piotrkowskiej kościoła ewangelicko-augsburskiego św. Trójcy. Oba budynki tworzyły efektowną „bramę” do głównej ulicy miasta. Świątynia ta powstała w latach 1826-28 według projektu Bonifacego Witkowskiego, a w latach 1889-1891 ze względu na rosnącą liczbę wiernych została przebudowana według projektu Otto Gehlinga, przybierając obecny charakterystyczny kształt. W 1945 roku został przekazany kościołowi rzymskokatolickiemu jako wojskowy kościół garnizonowy pw. Zesłania Ducha Świętego.

Na zdjęciu widoczny jest budynek wzniesionej w 1856 roku Szkoły Powiatowej Realnej Niemiecko-Rosyjskiej. Siedziba powstała na podstawie planów architekta Jana Karola Mertschinga. Budynek ten ulegał przekształceniom wraz z rozwojem miasta. Zapotrzebowanie na średnią kadrę techniczną w prężnie rozwijającym się przemysłowym mieście spowodowało, że budynek ten został rozbudowany w 1884 roku według projektu Hilarego Majewskiego. Wówczas w jego wnętrzach powstała Wyższa Szkoła Rzemieślnicza. Dalsze przekształcenia są związane z adaptacją gmachu na potrzeby administracyjne. W latach 1924-1925 dla potrzeb Magistratu rozbudowano ponownie budynek, według projektu ówczesnego architekta miejskiego Wiesława Lisowskiego. Po II Wojnie Światowej gmach ten stał się siedzibą łódzkiego Muzeum Archeologicznego i Etnograficznego.
5 Lodz 041.jpg
© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Ulica Piotrkowska, Łódź
5 Lodz 107.jpg
© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
90 Piotrkowska Street, Lodz, Poland
5 Lodz 005.jpg
© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Piotrkowska Street, Lodz, Poland
Lodz Manhattan-01.jpg
Forfatter/Opretter: Michał Oziębło, Licens: CC-BY-SA-3.0
Śródmiejska Dzielnica Mieszkaniowa w Łodzi (tzw. łódzki Manhattan) - zespół największych w Polsce budynków mieszkalnych (megaszaf) wykonanych w technologii tzw. "wielkiej płyty". Widok od strony północnej.
Manufaktura nocą 2007-01-05 1.JPG
Forfatter/Opretter: berger.m, Licens: CC BY 2.5 pl
Manufaktura in Łódź at night - a view from the Market Place
5 Lodz 087.jpg
© Marek og Ewa Wojciechowscy / Trips over Poland, CC BY-SA 3.0
Piotrkowska Street, Lodz, Poland
Terminal 3 Lotniska w Lodzi 17.03.2012.JPG
Forfatter/Opretter: Jacek Bogdan, Licens: CC BY-SA 3.0
Terminal 3 Port Lotniczy Łódź im. Władysława Reymonta
Flag of Łódź.svg
Forfatter/Opretter: Andrew J.Kurbiko, Licens: CC0
Flag of Łódź
Biala Fabryka2.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC-BY-SA-3.0
Rural Lodz 1812.JPG
Panorama of rural Łódź from 1812.
Centrum Księgowości Philipsa w Łodzi.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC-BY-SA-3.0
O i Z UL.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC-BY-SA-3.0
Lodz Piotrkowska.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC BY-SA 1.0
Łódź - Teatr Wielki.JPG
Forfatter/Opretter: Lestat (Jan Mehlich), Licens: CC-BY-SA-3.0
Opera House in Łódź (Poland).
Łódź, tramvaj.jpg
Forfatter/Opretter: Dezidor, Licens: CC BY 3.0
Łódź, tramvaj.
Bronisław Wilkoszewski – Widok na ul Piotrkowską przy Pasażu Meyera.jpg

Fotografia Bronisława Wilkoszewskiego z albumu „Widoki m. Łodzi” przedstawiająca fragment ul. Piotrkowskiej od strony dawnej ul. Przejazd (ob. Tuwima) i ul. św. Andrzeja (ob. Andrzeja Struga). Rok 1821 to narodziny ulicy Piotrkowskiej. Podczas prac nad planem urbanistycznym miasta prowadzonych przez Rajmunda Rembielińskiego – ówczesnego prezesa Komisji Województwa Mazowieckiego – wyznaczono trakt piotrkowski. Łączył on Piotrków Trybunalski ze Zgierzem. Wzdłuż traktu zaczęli osiedlać się rękodzielnicy, drobni kupcy, sukiennicy, tkacze czy początkujący fabrykanci. Nazwa „Ulica Piotrkowska” pojawiła się dopiero w 1823 roku. Wygląd i charakter ulicy Piotrkowskiej zmieniał się wraz z rozwojem demograficznym i gospodarczym miasta. Gdy skończył się okres „Łodzi rzemieślniczej” na obrzeżach Nowego Miasta zaczęły powstawać fabryki i zakłady produkcyjne. Pierwszą fabrykę przy ul. Piotrkowskiej 282 postawił Ludwik Geyer. Zaczęto budować też tutaj czynszowe kamienice, w których wynajmowano mieszkania i lokale usługowe. Przy głównej ulicy miasta z czasem powstały eleganckie cukiernie, restauracje, sklepy i teatry. Nawiązywanie nowych kontaktów handlowych z kontrahentami spoza Łodzi spowodowało potrzebę budowania hoteli w centrum Łodzi. Najokazalszy wśród nich to Grand Hotel oferujący, jak czytamy w lokalnej prasie, „numerowane pokoje” oraz „Wiedeńską kawiarnię z piękną salą bilardową”. Najbardziej popularną wśród łodzian była kawiarnia Aleksandra Roszkowskiego mieszcząca się przy Piotrkowskiej 78. „U Roszka” przy „małej czarnej” spotykali się m.in. dziennikarze, adwokaci, lekarze czy łódzcy artyści. Na ul. Piotrkowskiej znajdowały się również eleganckie sklepy i składy z zagranicznymi towarami. Tutaj można było nabyć wysokiej jakości produkty z Niemiec, francuskie perfumy i kosmetyki, bieliznę z Wiednia, kryształy, fajansy i porcelanę z Czech czy angielskie maszyny do szycia.

Przy głównej ulicy Łodzi stawiano również fabrykanckie pałace, które wyróżniały się zdobieniem fasad i ilością detali architektonicznych. Do jednych z takich rezydencji przy główniej arterii miasta należy pałac Juliusza Heiznla przy ul. Piotrkowskiej 104. Wzrost potrzeb komunikacyjnych i rozwój infrastruktury miasta pod koniec XIX wieku sprawiły, że miejscowe władze zdecydowały o zbudowaniu w Łodzi sieci tramwajowej. To właśnie na Piotrkowskiej w piątek 23 grudnia 1898 roku pojawił się pierwszy w Królestwie Polskim elektryczny tramwaj. Piotrkowska była także dla wielu ulubionym miejscem niedzielnych spacerów. W wolne od pracy popołudnia łodzianie przechadzali się wzdłuż eleganckich sklepowych witryn i zasiadali w kawiarnianych ogródkach. Stanisław Reymont w „Ziemi obiecanej” pisał „…tłumy ubrane elegancko, damy w modnych kapeluszach, w bogatych okrywkach, mężczyźni w długich, czarnych paltach, w hawelokach z pelerynami. Żydzi w długich surdutach zabłoconych, Żydówki przeważnie piękne w aksamitach […]. Wrzawa napełniała ulicę, przepychano się ze śmiechem, tłoczono, spacerowano w górę ulicy aż do Przejazd lub Nawrot i z powrotem”.

Znana fraszka Jan Sztundyngera najlepiej obrazuje jak wyglądała najważniejsza ulica Łodzi: „To największą w Łodzi troską aby Łódź całą zmieścić na Piotrkowską”.

Fotografia, wykonana prawdopodobnie z okna kamienicy pod numerem 83 lub 81, przedstawia widok ulicy Piotrkowskiej w stronę północną. Widać wschodnią pierzeję zabudowaną kamienicami. Kamienica znajdująca się przy ulicy Piotrkowskiej 82 powstała w 1892 roku dla Menahe Bławata i Hersza Lejby Muchnickiego. Natomiast budynek przy Piotrkowskiej nr 80 powstał w 1882 roku. Jego pierwszymi właścicielami byli spadkobiercy W. Bromberga, zaś pod koniec lat 80. XIX wieku posesja przeszła na własność Judela Lewina Bary (Bari). Właścicielami kamienicy pod numerem 78 w XIX wieku byli kolejno Teodor Jeziorski, Hipolit Wawelberg a następnie Hugo Wulffsohna. Kolejne dwie kamienice stoją po obu stornach pasażu Meyera. Jedna z nich zwieńczona kopułą to Dom Towarzystwa Akcyjnego Ludwika Geyera. W drugiej znajdowała się słynna cukiernia Roszkowskiego. Na najdalszym planie dostrzec można kopułę kościoła Świętej Trójcy (obecnie pw. Zesłania Ducha Świętego).
Łódź - districts (labels).svg
Forfatter/Opretter: MesserWoland, Licens: CC-BY-SA-3.0
Districts borders, the highest and the lowest point of Łódź.
Bronisław Wilkoszewski – Synagoga i willa p. Hertza.jpg

Fotografia przedstawia synagogę i pałac Hertza znajdujące się przy ulicy Spacerowej (obecnie aleja Kościuszki). Synagoga została wybudowana w latach 1881-1887 według projektu Adolfa Wolffa, jako prywatny dom modlitwy. Jej właścicielami był Komitet Synagogi utworzony przez przedstawicieli żydowskiej inteligencji, środowiska finansowego i przemysłowego miedzy innymi Izraela Poznańskiego czy Joachima Silbersteina. Żeby tam wejść potrzebna była specjalna karta wstępu. Przeznaczona była dla Żydów zasymilowanych, związanych z kulturą polską. Modlitwy odbywały się w języku polskim, a w narodowe święta celebrowano uroczystości patriotyczne. Synagoga została podpalona w listopadzie 1939 roku. Wypalone mury rozebrano w grudniu tego samego roku a w marcu 1940 roku ostatecznie oczyszczono teren. Od tego czasu na placu nie powstała żadna budowla.

Znajdujący się obok pałac Jakuba Hertza wybudował w 1892 roku Izrael Poznański w posagu dla swojej córki Anny i jej męża Jakuba Hertza. Budynek powstał na parceli, przy której od ulicy Piotrkowskiej przy numerze 51, był główny skład wyrobów fabryki Izraela Poznańskiego. Pałac to dwupiętrowy budynek, z trzema silnie wysuniętymi ryzalitami, otoczony zielenią i ogrodzeniem z ozdobnej kraty. Rezydencja nawiązywała w swej architekturze do renesansu włoskiego i francuskiego. Pałac podlegał dwukrotnej przebudowie: przed pierwszą wojną i w okresie międzywojennym, gdy adaptowano go na pomieszczenia dla Izby Przemysłowo-Handlowej. Zostało wtedy nadbudowane jedno piętro, zmianie uległo przyziemie i parter, gdzie zlikwidowano okna i loggie. Zmiany polegały także na przekształceniu elewacji frontowej w konwencji modernizmu z elementami klasycyzmu. Autorem projektu przebudowy był Marian Lalewicz. Od 1957 roku dawny pałac Hertza jest siedzibą władz i administracji Akademii a następnie Uniwersytetu Medycznego.

Fotografia pochodzi z wydanego w 1896 roku albumu Bronisława Wilkoszewskiego „ Łodzi”. Saryusz Bronisław Paweł Wilkoszewski (1847-1901), zwany "łódzkim Canaletto" był mistrzem fotografii ilustracyjnej. Udokumentował zabudowę Łodzi z końca XIX wieku przede wszystkim wille, fabryki, budynki użyteczności publicznej, obiekty sakralne, ulicę Piotrkowską. Jego zakład fotograficzny znajdował się w willi "Trianon" w Pasażu Meyera 5 (obecnie ulica Moniuszki).
POL Łódź COA.svg
Coat of arms of Łódź